Brevkasse: Min eksmand kommer på besøg i 4 uger!
Brevkasse: Min eksmand kommer på besøg i 4 uger!
Kære Sara,
Jeg er gift, og min mand og jeg bor hver for sig. Vi har tre store børn sammen, der bor hos mig. Han har været her i ferier og højtider gennem børnenes opvækst, og kommer igen til jul i år. Han har planlagt at være her i 4 uger, og her er mit problem:
Jeg føler ikke, at jeg kan være mig selv, når han er her. Bare tanken om lange frokoster og middage, madlavning og opvask gør mig træt, allerede inden jeg er gået ud i køkkenet. Han står for halvdelen, så problemet er ikke fordeling, balladen er, at det er en hel anden måde at bruge dagen på, end jeg gør, når jeg er alene. Han fylder, hvis man kan sige det sådan, også når han ikke står foran mig.
Jeg har brug for at sætte grænser mht, hvor længe han er her ad gangen.
Tanken om 4 uger bliver kun retfærdiggjort i min optik, fordi han er far til børnene og, fordi det er jul, men jeg glæder mig absolut ikke. Jeg prøvede at få ham til at forkorte det forestående besøg, men han holdt fast fordi billeten var et ‘ glimrende tilbud’.
Hvordan reducerer jeg varigheden af hans fremtidige besøg uden at kreeere mere drama end nødvendigt, og gøre det til en god løsning i stedet for en afvisning?
Vh Anonym
Kære Anonym
Tak for dit ærlige brev.
Dine grænser (behov) er nød til at være tydelige overfor dig selv, derved bliver de det også overfor ham.
Først spørg dig selv – og skriv ned – hvilke behov du har for, at du kan være i dette arrangement. Vær hudløst ærlig!
Mærk efter, hvordan du ser dig selv om 5 år fra nu, hvis du ikke får meldt ærligt (og derved selv-kærligt) ud.
Dernæst mærk efter; hvordan vil du have det med dig selv og med ham, når du får sagt fra? Hvilke gaver kan der ligge i den ny-fyndne oprigtighed? Hvem ved – måske til Jer begge – og børnene?!
Vi er aldrig herre over, hvordan andre mennesker reagerer på vores behov, og der er ofte et ubehag forbundet med at udtrykke vores ærlige behov overfor andre, når vi tror, at det kan medføre en bestemt negativ adfærd. Hagen ved denne frygt er bare, at den er fiktiv. Du ved jo reelt ikke, hvad udfaldet vil blive, hvis du holder fast i det gamle mønster og ikke får sagt fra. Og lige meget, hvordan din mand reagerer, så er det dit behov der trænger til at blive udtrykt nu, og det er der dit fokus må ligge!
Et dilemma opstår, når vi kun kan se begrænsede udfald og muligheder. Men der er altid “jokeren”, den mulighed, som er u-formuleret og som ville løse problematikken.
Hvad er mest drama-fyldt? Den langtrukne uærlighed, eller den kortvarige ærlige udmelding, som kommer fra et oprigtigt kærligt ønske om at holde familien samlet?
Jeg håber at du tager dit mod i hånden og skubber frygten blidt ud på tilskuerpladsen, så du kan få en ny og positiv erfaring/styrke og frihed.
Kærlig hilsen Sara
Har du et spørgsmål så klik HER
