Aninas brevkasse: er jeg paranoid eller er min mand bare helt fra den?

Aninas brevkasse: er jeg paranoid eller er min mand bare helt fra den?

Kære Anina

Jeg skriver fordi jeg ikke kan tale med min mand. Vi har været gift i snart 25 år og han er vældig sød og tiltrækkende, synes alle – også jeg, som stadig elsker ham. I de sidste 5-7 år har han haft for højt blodtryk og det har smittet af på vores tidligere så fine sexliv. Nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg må heller ikke røre ved ham og han rører slet ikke mig. Jeg er en sund og naturlig kvinde på 63 – min mand er 66. – Og jeg savner rigtig meget sex og ikke mindst ømhed.

Han nægter at diskutere emnet og jeg har selv været hos terapeut og sexolog for at kunne gøre det bedste, han ville ikke med. Han siger han godt kan, men at han savner påskønnelse og ømhed. Det sidste forstår jeg slet ikke. Jeg lader ham i fred seksuelt, fordi han ‘preller af’ og ikke vil lege med, men jeg giver ham komplimenter for udseende og hvad han gør, rører kærlig (ikke seksuelt) ved ham, men det er som om han ikke tager det til sig. Han er dog meget glad for andre damer, selvom jeg ikke tidligere har haft grund til at tro, at han har noget kørende udenfor ægteskabet.

Når jeg spørger ham om han stadig elsker mig, siger han, at han bare vil have ‘fred’ og ikke vil tale med mig. Jeg har spurgt ham mange gange i de forløbne år om han hellere vil skilles, men det vil han heller ikke svare på. Det er som om jeg skal gøre alt, han tager ingen initiativer i vores forhold, kun i sin loge og i sit arbejde, som han går voldsomt op i. Jeg kommer altid sidst.

Vi har talt om sexlivet og han siger at jeg ikke mere lugter som en kønsmoden kvinde, så han ‘tænder’ ikke på mig. Det er min skyld, at han ikke kan (blodtrykspillerne virker sådan ved jeg). Når jeg vil tale om det, siger han bare, at det gør det da ikke bedre. Jeg er simpelthen ikke sød og tiltrækkende nok.

Nu her til morgen skete noget, som får mig til at føle at mit hjerte nærmest er revet ud af brystet. Der lå et par bøger på hans skrivebord inde på hans værelse og jeg kom ind mens han sad der, for at spørge om noget. Jeg kiggede på bøgerne og spurgte til dem og han fjernede dem og sagde, at dem havde han fået af sin søn. Jeg spurgt om jeg måtte se dem, for dem kunne jeg da måske også godt tænke mig at læse – helt normalt.

Der var to bøger og det var ham meget om at gøre at jeg kun så den øverste, som var af en japansk forfatter. Jeg må indrømme at jeg blev lidt mistænksom for det lignede lige bogsmagen hos en fælles bekendt fra et sted vi tidligere boede, så jeg kommenterede det. Han sagde så, at han have fået bogen af hende. Hvorfor? spurgte jeg, og han kom med en lang forklaring om at han havde besøgt hende for at hjælpe hendes datter (som han overhovedet ikke har kendt tidligere) og at hun havde givet ham bogen. Han skulle skaffe datteren noget. – Og gjorde du så det, spurgte jeg, hvorefter han svarede at det havde han ikke gjort alligevel – og så pakkede han bøgerne væk og sagde, at han ikke ville snakke om det.

Her i formiddag tog jeg så og ringede til den omtalte dame. Efter lidt indledning sagde jeg til hende at jeg var i en mærkelig situation, hvor min mand ikke ville fortælle mig noget – og spurgte direkte om de havde en affære. Jeg sagde også at hvis der var tale om en stor kærlighed ville jeg lige så stille træde tilbage og flytte et andet sted hen (det har jeg også sagt til min mand).

Damen sagde at det var der ikke tale om, men at hun vidste han havde hjulpet en anden dame , som købte vores tidligere bolig i kvarteret, rigtig meget med en ovn. Det var nok hende han havde besøgt, for han havde kun været hos vores bekendt et par gange.

Jeg forsøgte så flere gange at ringe min mand op på job, men kom først igennem via omstillingen. Jeg fortalte ham at det var vigtigt for mig, at vi havde åbne kort og han måtte komme hjem i aften og være ærlig over for mig. Jeg havde det som om hjertet var revet ud af brystet på mig.

Det ville han ikke, sagde han, han ville gå direkte i loge og derefter komme hjem ved midnatstid. Han gad ikke tale om det. Han ville bare have ‘fred’.

Så sagde min mand i telefonen at han ville skilles og jeg svarede at det var ok med mig, men så måtte han tage kontakt til en advokat. Det var ikke altid mig, der skulle tage initiativ til tingene. jah-jah, sagde han og smækkede røret på.

Jeg fatter ikke en lyd. Hvor er kærligheden henne. Hvordan kan han være så grusom overfor mig.

Jeg håber du kan se på det her og fortælle mig at jeg ikke er paranoid. Jeg er så ked af det og aner ikke mine levende råd.

Jomfruen (min mand er løve)