Engang var jeg tryghedsnarkoman. Som barn var jeg bange for alt hvad der var nyt, og det varede til jeg kom langt op i 20’erne. Så mistede jeg for alvor fodfæstet første gang. Blev skilt, måtte rykke mig selv op med rode. Det gav lidt hår på brystet. Og et helt anderledes liv end jeg havde forestillet mig dengang jeg troede at livet handlede om at få job og hus og mand, fylde livet med fjernsyn, aftenskole, parmiddage og ferierejser og så blive gamle sammen.
Og så var det jeg med tiden opgav at (langtids)planlægge noget som helst i mit liv. Jeg opdagede at hvor jeg end troede jeg skulle hen, så viste livet mig en anden vej.
Alle de store spring jeg har taget i mit liv, har været ret pludselige. Der er et par måneders optakt hvor jeg begynder at gruble over om noget kunne være anderledes. Efterhånden genkender jeg den følelse, og den del af mig der engang var tryghedsnarkoman, men nu har givet op, tænker “fuck, nu kommer det igen – skiftet …” Og så kan jeg ikke gøre andet end at flyde med. Kæmper jeg imod, forsvinder mit flow, og jeg bliver ulykkelig. Enten fordi jeg bliver i noget jeg godt kan mærke er forkert, eller/og fordi livet så bare giver mig et ufrivilligt spark videre.
Nu står jeg igen midt i et skift. Heldigvis et af de frivillige. Allerede for et halvt års tid siden begyndte jeg at mærke at noget trak i mig. Jeg vidste ikke hvad det var. Bare “noget”. En morgen vågnede jeg med tanken/fornemmelsen “jeg bliver sgu nok fyret til maj” (fra mit deltidsjob). Ikke noget der var tegn på eller jeg fornemmede nogen grund til. Bare den der fornemmelse.
Nu er min erfaring med den slags fornemmelser af ufrivilligt at skulle miste noget, at de ofte handler om at man selv er parat til at give slip på det (det har jeg før lavet en video om her: Den ene side af forudanelser). Og det var også tilfældet her, konstaterede jeg senere. Nemlig da jeg til maj endelig kunne mærke at det var på tide at gå kraftigt ned i tid.
En anden kraftig fornemmelse sagde “se at komme af sted til Monroe-instituttet”, og jeg bestilte en tur derover her til august.
Og så var det jeg pludselig efter mange års tvivl også kunne mærke at jeg nu kunne give slip på min lejlighed, og den blev solgt.
Nye veje
Det første der skete da overdragelsesaftalen var skrevet under for et par uger siden, var at jeg ikke længere kunne holde støjen i København ud! Den har aldrig generet mig før, men nu kunne jeg bare mærke at jeg skal ud på landet.
Jeg skulle “tilfældigvis” holde en Hemi-Sync-aften i Bonderup ved Næstved i torsdags, og der var et stuehus til leje. Så der har jeg nu lejet mig ind for en tid. Jeg ved ikke hvor længe. Nok bare et par måneder til den rigtige permanente bolig dukker op.
Jeg står for første gang i mit liv og skal helt selv bestemme hvor jeg gerne vil bo – uden at det er fordi jeg flytter fra eller sammen med en kæreste. Det er mit valg alene nu. Og derfor er det vidunderligt at have mulighed for et tænkepause langt ude på landet i fred og ro.
Det jeg mærker bliver den største gevinst ved at flytte, er at jeg kører i ring her. Jeg har boet samme sted i 12 år, og betyder at jeg rent fysisk har bevæget mig i samme cirkler i årevis. Det har også betydning for psyken.
Når man altid gør de samme ting på den samme måde, ser de samme huse, mennesker, træer og møbler, går den samme vej til det samme supermarked, tager den samme gåtur i den samme park år efter år efter år, kan det være svært at se sit liv i et nyt lys. Jeg må bogstavelig talt gå nye veje for at kunne tænke i nye baner, og det har jeg brug for.
Det betyder også at det der måtte være tilbage af tryghedsAnja, bliver pakket ned sammen med resten af mit indbo og sendt til opmagasinering. Så kan jeg jo altid pakke hende ud igen hvis jeg får brug for hende.
