Asta Nielsen: Jeg troede, jeg var forkert, uværdig og grim

Asta Nielsen: Jeg troede, jeg var forkert, uværdig og grim

Har længe villet skrive om mobning. Det er svært for mig fordi det er forbundet med skam. Nu skider jeg på dét. For det ER vigtigt.

Lang tids mobning ødelægger mennesker. Jeg tror, at de fleste, der har været udsat for mere end vanlig mobning på ét eller andet tidspunkt har haft lyst til at give tyranerne en stor fed fuck-finger. Jeg er ikke så vred mere som jeg har været. Men det popper op engang imellem. For selvom jeg nu som voksen kan rationalisere og tænke “jeg ved jo ikke hvordan de unger havde det derhjemme” eller “børn er børn”; selvom de er voksne nu og måske slet ikke ved, hvor ondt de gjorde mig og måske endda har glemt mig.. så ødelagde de år noget indeni mig som jeg aldrig får tilbage.

For et år siden gik det op for mig, at jeg aldrig havde haft min folkeskoletid oppe i terapi. Jeg havde skubbet det fra mig. For mig virkede det plat – dels at skulle tale om noget som ligger så langt tilbage og dels at pive over “drilleri”. Jeg negligerede den indvirkning det havde haft på mig. Og jeg ville ikke lyde pivet og som en sladrehank eller et offer. Jeg synes, at det er så flovt. Pinligt. Skamfuldt.

Dril og mobning er ikke det samme. Når vi snakker mobning er vi henne i psykisk vold. Man bruger mange timer i skolen. Man bor i samme nabolag.
Jeg har fx. oplevet at få kastet tændt fyrværkeri efter mig, at blive låst inde i et mørkt rum, at fået taget mine hundehvalpe ud af hænderne på mig på gåture (der blev kastet sten og kogler på hundene mens de blev holdt tæt i snor – hvorefter de bare blev sluppet og hundene løb ud på en trafikeret vej), at min familie blev chikaneret, at der blev spredt rygter om, at JEG var dyreplager (at jeg havde udsat min bedste (og eneste) venindes hund for dyreplageri da jeg passede den i en uge), at få at vide, at jeg bare skulle dø, oplevet at der kom én hjem til mig for at informere mig om, at der var fest og, at jeg ikke var værdig til at komme med og at de fleste i øvrigt ikke ville have, at jeg kom.. bare lige FYI..

Og dertil kommer alle de grimme ting jeg er blevet kaldt og har måttet lægge øre til. Jeg blev udsat for psykisk, fysisk – og ja, endda seksuel vold og overgreb. Og det er i dén grad gået op for mig, hvor stor en rolle de år har spillet i det sygdomsforløb, der udviklede sig. De børn, der ydmygede, mobbede og sparkede mig og udsatte mig for seksuelle overgreb er blevet voksne, har skabt egne liv. Jeg håber, at de har ændret sig. Håber, at de inderst inde godt ved og fortryder.. Håber, at de lærer deres børn noget andet. For jeg sidder stadig her med puslespillet og fedter med brikkerne. Mit selvværd og min selvtillid blev smadret, og jeg håber, at jeg kan tilgive det en dag, men selv efter alle de år kan jeg ikke af et ærligt hjerte sige, at jeg har tilgivet endnu. Jeg ville ønske, at jeg kunne – for min egen skyld.

Jeg følte ikke, at jeg havde helle nogen steder. Men I de lange frikvartere kunne jeg gemme mig hos skoletandlægen eller sundhedsplejersken og derhjemme kunne jeg låse min dør. Og jeg kan ikke lade være med at blive dybt bekymret over online mobning – alle de stakkels børn, der ikke engang kan have helle i deres eget hjem. Hvad fanden er det for noget!!! Jeg priser mig LYKKELIG for, at der ikke fandtes mobiler og alt den slags dengang. Det tror jeg ikke, at jeg ville have klaret. Da jeg var omkring 9-10 år begyndte jeg at få angstanfald, hvor jeg troede, at jeg skulle dø – kunne ikke få vejret, hyperventilerede. Kastede ufrivilligt op. Havde konstant selvmordstanker. Opfandt sygdomme og lod endda mig selv komme ud for ulykker (fx. at styrte på cykel – med vilje) fordi jeg ikke ville i skole. Jeg var så psykisk presset og drænet. Kunne ikke sove med lyset slukket før jeg var langt oppe i teenageårene.

..Men mest følte jeg mig nok svigtet af dem, jeg havde været en god ven overfor. Der var én, der havde det lidt svært i de små klasser med ordblindhed og upopularitet, og jeg blev tit og hjalp hende med lektierne. “Jeg vil gerne snakke med dig, Asta, du skal bare ikke sige det til nogen af de andre”, sagde hun da vi var kommet op i de ældre klasser. Jeg husker det SÅ tydeligt. Jeg stivnede, men var så socialt sårbar, at jeg bare smilede og sagde “selvfølgelig”. En anden kom fra et svært hjem – og jeg var så tit hjemme og rydde op og gøre rent i hendes mors hus, vaske op og tørre hundelort op fra gulvene og gå med hunden.. det var samme historie. Jeg lærte, at jeg skulle holdes skjult. Og at jeg kun kunne bruges, hvis jeg i bogstaveligeste forstand kunne bruges. JEG var ikke nok.

Mine øjne er store og min røv er nok det man ville kalde en BOOTY . Det så måske sært ud på et barn. Haha! Ja – det gjorde det nok. Men nej, hvor føler jeg bare, at jeg er blevet en svane. Men det jeg er gladest for – er, at jeg har bevaret mit gode hjerte, min humor, min gavmildhed og min varme. Så kan det godt være, at jeg stadig lidt skal lære at tro på, at jeg faktisk er god nok. Jeg har så meget “god veninde” indeni, og jeg vil ikke være menneske-sky mere, men det tager tid. Det er spild af god Asta, men jeg arbejder på det.

Jeg har glippet flere gode venskaber fordi jeg simpelthen ikke KUNNE. Frygten for at indgå i sociale sammenhænge har udviklet sig til deciderede blokader. Jeg kan have svært ved alt lige fra at svare på sms’er og breve til at ringe, til at ses. Det er så svært for mig at lukke nogen tæt på, og jeg har været så vant til at isolere mig. Holdt nytårsaftener og fødselsdage alene i min lille trygge sofa. Brugt utallige timer i mit eget selskab fordi jeg ikke vil spejles i andre – komme face2face med min usikkerhed og utilstrækkelighed. Ingen mennesker = ingen smerte.

Jeg har tit fået at vide, at jeg virker arrogant og reserveret. Det sidste jeg er, er arrogant. Men jeg ER reserveret.. genert, sky: det er kun frygt. Og folk der hører min historie, lærer mig lidt bedre at kende, er tit målløse over, at jeg er så usikker og bange og har haft så meget at slås med.. for det er åbenbart ikke det,  jeg udstråler. Jeg elsker stadig at være alene; det er stadig dér, jeg har det bedst.. og hvis jeg skal være social har jeg brug for både tid til at psyk’e mig op til det og brug for tid til rekreation bagefter. Det bliver forhåbentlig snart bedre, men jeg har fra en meget tidlig alder haft en en dybt forankret overbevisning om, at jeg var forkert, uværdig og grim. Det er langsomt begyndt at gå op for mig, at.. det er jeg IKKE!