For at give dig et eksempel på, hvordan vores hemmeligheder, når de bliver gemt væk og gjort til skamme, ender med at styrer os.Jeg fortæller altid denne her historie, når jeg holder foredrag.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig mere end noget andet en stor familie, jeg er vokset op uden nogle som helst fætre eller kusiner. Jeg elskede/elsker, at være sammen med en masse mennesker, jeg elsker fester og nærvær.
Den gang da min far forlod os, sin familie, da han ikke ville kendes ved os mere. Det gjorde ondt, at blive fravalgt af sin far! Da jeg så nogle uger senere, da vi skulle tømme vores hus, fandt jeg ud af at min farfar havde forladt sin kone og sine to børn, til fordel for min farmor. Ja så rev det mig i stykker inden i, og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle have børn. Jeg var overbevist om at det var en familie sygdom, det var arveligt – og nu fik jeg jo altid at vide at jeg lignede min far… så den hang på mig- og aldrig om jeg skulle byde et lille uskyldigt væsen denne skæbne.
Min spiseforstyrrelse udviklede sig og jeg gjorde alt for at ødelægge min krop, så var jeg da sikker på jeg ikke kunne reproducere mig selv og at min historie sluttede med mig.
I 2008, da jeg havde ramt gulvet og rejst mig efter 13 år med spiseforstyrrelse, blev jeg sendt på hospitalet for at få tjekket mine krop for mangler og skader….
Sygeplejersken, der skulle give mig svar, kiggede mig i øjnene og sagde “du burde ikke sidde her, din krop er i undtagelsestilstand – du har værre tal end børnene i Afrika”. Hun fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at få børn, jeg havde ødelagt min krop. Nu handlede det om at få den genopbygget så den ikke væltede helt – jeg var lettet inden i. Nul børn til mig, jeg arbejdede med børn og unge mennesker, og de var mine.
I sensommeren 2008 startede jeg min egen virksomhed op, februar 2009 gik min historie ud i ALT for damerne, jeg fik 7 hele sider – dette var stort og meget overvældende for mig, der ellers helst skulle gå i et med væggen.
Nu var der folk der skrev og ringede til mig, fordi jeg turde være mig – jeg var stolt og følte mig stærk. Jeg var på toppen jeg elskede det jeg lavede livet havde kindkysset mig. Alt var vendt jeg kom til USA igen og igen og igen. Alle drømme gik i opfyldelse. Det var som et eventyr, ællingen var vendt hjem som en smuk svane – og alle de ulykker havde gjort hende stærkere og hun stod midt i sin power. Jeg var høj på livet, og alt gav mening for mig.
Jeg blev interviewet, havde klienter, skrev om alt det jeg elskede og holdte foredrag.
Jeg blev forelsket i en mand, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Han boede i USA og jeg i København, i min verden ingen hindring. Jeg var jo klar til at rejse verden rundt, jeg havde fået livet igen alt skulle opleves.
Bang 1. december, jeg var ugen inden kommet hjem fra en uge i Norge, havde besøgt amerikaneren der befandt sig der.
Jeg troede jeg havde fået fugleinfluenza, jeg var så træt og dårlig – det korte og det lange, jeg var gravid. Jeg stod der med en test i hånden med to streger. Jeg viste ikke om jeg skulle græde, fordi jeg var lykkelig, eller om jeg skulle grine, fordi jeg var lykkelig. I maven lå et lille mirakel!
Men babyfaderen var ikke af samme holdning – mit livs største dilemma. Skulle jeg føje andre, som jeg altid gjorde eller skulle jeg lytte til mit eget hjerte.. ikke et nemt sted at stå.
Jeg valgte det sidste.
Med det valg fulgte endnu en skam, skammen over at blive fravalgt – igen! Ja det er utroligt, hvad jeg fik det til at betyde om mig, at jeg var blevet gravid – jeg var uansvarlig, let på tråden, dum, egoistisk, uærlig, naiv, blank, tåbelig, uværdig, uelskelig, idiot, klam, latterlig, …. og listen er meget længere end her.
Men jeg skammede mig så frygtelig meget over at være endt i denne ulykkelige, fordi faderen ikke ville være far, så jeg lukkede og slukkede faktisk min virksomhed. For hvem ville tale med mig, når jeg ikke havde styr på livet…
Konsekvenserne blev mange for mig, en kæreste skulle jeg aldrig have, for hvem kunne elske mig, der konstant blev forladt, og som i bund og grund var uelskelig… jeg er jo efterhånden en ulykkesfugl…
Det er nu snart 5 år siden jeg blev mor, aldrig har jeg fortrudt mit valg. Jeg vågner op til et mirakel hver eneste dag, og er dybt taknemmelig. Skammen er jeg i fuld gang med at gøre op, for når vi giver andre skylden for vores ulykke, så gør vi os selv til offer ja så mister vi vores egen styrke.
Faktisk vil jeg rigtig gerne dele endnu en hemmelighed med dig – jeg skrev at jeg skammede mig over at min datters far valgte mig fra – men faktisk var den der valgte min datters far fra mig. Men i min historie må jeg ikke vælge andre fra, for jeg om nogen anden kender smerten ved at blive valgt fra. Så alt det med at jeg bliver forladt, er blot en historie jeg fortæller mig selv, så den passer ind i mit eget lille drama. Nej jeg sætter grænser, og vælger dem jeg ønsker i mit liv – også selv om det gør at andre bliver vrede og synes jeg er en idiot.
Så ja, jeg er sådan en der siger fra og hviler i min egen styrke. Jeg vil igen hellere være et helt menneske, som tør stå ved den jeg er, på godt og ondt. Og når det kommer
Så kig på hvor dine hemmeligheder spænder ben for dig, hvor støtter skam dig i dine dramaer, så du forbliver låst i fortiden? – for er der noget du fortjener så er det livet.
Go’ tirsdag
Christina
