Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar…
Rimelig forkælet ville nogen måske sige – tja, men det var det jeg ville have.Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på – alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.
Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En… to… tre… og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.
Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange… Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen… alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!
1. december 2014 flyttede vi hjem.
Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.
Er det kommet af sig selv – nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før… Nu var vi her og basen var fantastisk… men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!
Jeg kunne mærke panikken…
Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel – det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.
Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme – mig.
At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt – men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er ” hold kæft hvor jeg elsker dig”.
Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør – det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre – og jeg er slet ikke færdig endnu.
At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.
Go dag og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina
Om Christina Søgaard
- Mentor, Pædagog, Coach og Terapeut. Jeg bryder tavsheden og taler åbent om skyldfølelse, dårlig samvittighed, lavt selvværd og hvordan det er at have en forælder, der sidder i fængsel. Følelsen af svigtet. Jeg giver indblik i en ellers lukket og tabubelagt verden. Jeg gør dette, for at give de dømtes børn en stemme fordi de også har ret til at være dem de er. http://bankroverensdatter.blogspot.dk/2015/08/selv-bankrverens-datter-fejre-sig-selv.html?spref=fb
