Berlin – en dag i Kreuzberg
Berlin – en dag i Kreuzberg
Kreuzberg er et boblende miks af studerende, håbefulde kunstnere, vandpiberygende tyrkere og en global sværm af ny-berlinere. Brug en dag på at kigge på gadekunst, suge den multikulturelle stemning til dig, shoppe i vintagebutikkerne og hænge ud ved kanalen. Så finder du ud af, hvorfor Kreuzberg er kendt som B-menneskernes paradis.
Morgen:
Hvis det er en varm og solrig sommerdag, er der kun få bedre måder at indlede dit besøg i Kreuzberg end med et par timers solbadning, svømning og afkøling i Badeschiff, en swimmingpool og strand ved Spree-floden. www.arena-berlin.de
Middag:
Når du har fået nok af at slappe af, går turen nordpå ad Schlesische Strasse. Her kan du opleve kunstneren Blus gadekunst i stor stil og unik mode i Killerbeast. Stil dig i frokostkøen på Burgermeister, hop derefter på et U1-tog, og kør et stop til Görlitzer Bahnhof (eller gå ad Skalitzer Strasse). Følg Oranienstrasse nordpå, og snus rundt i UKO Fashion og andre vintage-, streetwear- og nipsbutikker. Kig på de lokale bohemer, mens du nyder en kop kaffe – eller dagens første øl – på hipsterbaren Luzia.
(www.killerbeast.de; www.uko-fashion.de; Luzia, Oranienstrasse 34)
Aften:
Efter mørkets frembrud vågner Kreuzberg virkelig til dåd. Mulighederne for at spise en god middag strækker sig fra den finere kogekunst på Horváth til nærende tyske klassikere og hjemmebrygget øl på Max und Moritz. Sidstnævnte er nok det bedste valg, hvis du har planer om at kigge nærmere på Kreuzbergs livlige barscene.
(www.restaurant-horvath.de; www.maxundmoritzberlin.de)
Når vejret er godt, er Spree-flodens bred et af de bedste steder at hænge ud i Berlin. Snup en
liggestol, og nyd en øl eller kaffe fra en af de mange boder og caféer.
Køb guidebogen http://www.forlaget-turbulenz.dk/alle-boeger/pocket-berlin/