Birgitte Asmussen: Har du ikke noget at skulle have sagt?

Birgitte Asmussen: Har du ikke noget at skulle have sagt?
www.bevidsthed.nu

Tænker du indimellem over, hvad det er for et samfund, du lever i? Undrer du dig over, hvordan det er komme til at se ud, som det gør? Synes du, der var en del ting, der kunne være løst på en anden måde end de bliver? Ryster du af og til på hovedet over, hvad der sker omkring dig?
Deler du nogensinde dine tanker ud offentligt?

Siden jeg var stor skolepige har jeg haft lysten til at udtrykke mine holdninger. Først for 8 år siden tog jeg mod til mig, og begyndte at gøre det. I de mellemliggende 32 år holdt jeg mig tilbage, kunne ikke forestille mig, at nogen ville være interesseret i at høre, hvad jeg mente. Den forestilling viste sig at være forkert. Da jeg omsider tog mod til mig og skrev mit første større indlæg til en avis blev det trykt omgående. Der var rigtig meget interesse for det. Siden er det blevet til artikler, kronikker, læserbreve, debatindlæg i medier lige fra BT til Information, og langt det meste af det er blevet modtaget og trykt.

I dag ved jeg, at en medvirkende årsag til at jeg får trykt det, jeg skriver, er at jeg er kvinde. Javel – min evne til at formulere mig skriftligt er ikke så dårlig, men det, der også tæller, er mit køn.

Hvorfor?

Fordi der er for få kvinder, der blander sig i den offentlige debat. Det er helt almindeligt, at der på avisernes debatsider er en meget skæv fordeling mellem indlæg, skrevet af mænd, og indlæg, skrevet af kvinder. Ikke fordi debatredaktionerne ikke vil trykke indlæg, skrevet af kvinder, men simpelt hen fordi indlæggene mangler. Kvinder mener ikke noget offentligt – i hvert fald ikke om samfundsspørgsmål. Og hvis du tænker, at det bare er fordi det er aviserne, så prøv af følge en debattråd på nettet – der vil du se det samme.  Det er ligeledes en kendt sag, at det er svært for medierne at få kvindelige eksperter til at udtale sig, når de bliver spurgt. De siger nej, henviser til andre eller synes ikke, de ved nok om emnet.

I århundreder har kvindekønnet som sådan været bremset i at ytre sig offentligt og være medbestemmende i de vigtige samfundsmæssige beslutningsprocesser – det er ikke engang 100 år siden, kvinden fik retten til en stemme. I dag har alle kvinder imidlertid muligheden for at ytre sig offentligt om, hvad de mener om det, der foregår i samfundet, og om, hvilke løsninger de kunne tænke sig – men kun meget, meget få gør det.

Der har kvinderne en udfordring, alle som en. Dig. Mig. Os alle. Bidrag! Bland dig! Sig noget, kvinde!

Ser man på, hvordan kønnene hver især udvikler sig i disse år, så er mandekønnet i gang med at ændre sig i forhold til det, der foregår i det private rum. Mænd engagerer sig mere i deres børn, de tager (mere) medansvar for de nære, praktiske opgaver, de bidrager med deres indfaldsvinkler til tingene, uanset om det drejer sig om vasketøjshåndtering, indkøb eller børneopdragelse. Og det resulterer somme tider i røde sokker i den hvide vask, det resulterer somme tider i uhensigtsmæssig påklædning af børnehavebarnet. Men mændene vover det, og kaster sig ud i at bidrage på felter, der er nye for dem, og hvor de risikerer at resultatet bliver grinet ud.

Til gengæld synes jeg  kvindekønnet står i stampe, når det drejer sig om at ændre sig i forhold til det, der foregår i det offentlige rum, i forhold til at tage del i at bidrage til udviklingen af den retning, samfundet skal bevæge sig i. Kvinderne skal ikke have klinket noget, ikke have noget af at stikke næsen frem, her lader vi i det store og hele stadig mændene om at lave fejlene og risikere tævene for det bagefter. Selv holder vi os til at beskæftige os med det samme som kvinder gjorde for 100 år siden – Livsstil, Kærlighed, Børn, Mad, Mode og Sundhed (disse er de absolutte hovedemner på et hvilket som helst kvindesite man besøger på nettet, og i et hvilket som helst kvindemagasin man køber i en kiosk). Trods det, at andelen af kvinder der har en uddannelse aldrig har været større, så det altså tilsyneladende stadig der, grænsen for kvinders horisont går.

Jeg nægter at tro, at det er den fulde sandhed. Jeg tror, langt de fleste af os interesserer os for det, der foregår omkring os. Jeg tror, langt de fleste af os helt almindelige kvinder mener noget om den måde, samfundet udvikler sig på, og jeg tror især, at en del af os sidder med et par ideer til, hvordan tingene kunne gøres på en helt anden måde end det sker nu.

Mest af alt tror jeg dog, at mange af os sidder med forestillingen om, at det er lige meget, hvad vi mener, og at ingen er interesseret i at høre om det. Eller sidder med angsten for at blive grinet ud eller hånet for at mene det, vi gør – at blive det er en del af kvinders historie, så den angst har sine rødder.

Men that was then and this is now. Se dig omkring – synes du også, det kunne være forfriskende med andre indfaldsvinkler til tingene end dem, vi har set til bevidstløshed? Hvad med at komme med din egen? Det er en måde at tage medansvar på, og det er behøvet at kvinderne kommer frem med deres holdninger og løsningsmåder.

Så – få begyndt, det er ikke så svært. Og har du lyst til at begynde selv, men er i tvivl om, hvordan du griber det an, så kontakt mig gerne, jeg deler glad ud af gode ideer og tips.

PS: Nej, jeg er hverken langvarigt uddannet, kendis eller har gode forbindelser – jeg er ikke andet end en kvinde der i mange år har passet diverse kontorjobs rundt omkring, og som syntes, der manglede nye vinkler på tingene. Og som besluttede, at der var noget, jeg skulle have sagt.

Har du ikke også det?