Birgitte Baadegaard: Den dag jeg mødte min egen barriere i karrieren
Birgitte Baadegaard: Den dag jeg mødte min egen barriere i karrieren
For godt en måneds tid havde jeg premiere på et nyt foredrag, som jeg skulle holde i samarbejde med www.Fritidsskoler.dk
4 uger før dagen var der ikke kommet en eneste tilmelding… sært, da mit tema jo var verdens mest interessante og burde kunne fylde Trommen i Hørsholm… med ventetid og kø udenfor naturligvis.
Barrieren i Karrieren – lyder det ikke som lige det, du har allermest lyst til at høre en masse om? Nej?
Hvad så med stikordene: Dildoer – Kasket Karla – klokken 15 syndromet – om brugskunst og børnetøjsbutikker – pebermøer, jomfruer og enker – sammenbrud og kvindelige parkeringer – og hvordan Ali Baba spiller ind i alt det her?
Nå, men sagen var i hvert fald, at der ikke var en eneste tilmelding – og fritidsskoler ville gerne promovere dagen med plakater etc. – hvilket jeg slet ikke havde lyst til. Jeg trak tiden ud – tænkte, at hvis der ikke kom nogen tilmeldinger, kunne dagen jo bare gå i glemmebogen, og det ville ingen alligevel få at vide.
Da jeg tænkte nærmere over det, skyldtes min reaktion ikke de manglende tilmeldinger. Næh – min angst gik på, hvis der kom tilmeldinger fra ’nogen’, jeg kendte. Tænk, hvis de kom til foredraget – og jeg kiksede fuldstændig – glemte ordene, grinede som en hest, væltede vandglasset… så de fra nu af og de næste 100 år ville kunne se medlidende på mig og tænke: ’Der går hende, som har værre selverkendelse end dem, der melder sig til X-factor.’
Skræmmebillede, ikke sandt?!
Da jeg først – med lidt hjælp fra nogle gode og direkte veninder – fik sat dén på plads, fik jeg travlt. Gik i gang med at promovere – sagde ok til plakaterne osv.
Hvorfor? Fordi sådan en begrænsende tanke ikke skal have magten over mig. Så lader jeg mig jo styre på nøjagtig samme måde, som jeg ser alt for mange kvinder lader sig styre af deres tanker. Så spiser jeg jo ikke min egen medicin – så gør jeg ikke selv det, som jeg dagligt udfordrer kvinder til.
Så lader jeg mig tvært imod styre af tanker som: Kan jeg nu det? Det er jeg nok ikke god nok til! Er det ikke lidt for meget at sige om mig selv? Virker det ikke lidt blæret? Det kan jeg ikke! Det dur jeg ikke til! Det går nok ikke…
Kort sagt – så ville jeg blive der, hvor jeg følte mig sikker og tryg. Ligesom mange af de kvinder, jeg møder, som f.eks. har et job, de er dybt utilfredse med (og har været det i årevis), en chef, der behandler dem dårligt, arbejdsopgaver, som keder dem og giver dem lyst til at falde i søvn foran skærmen.
Nej! Det vil jeg ikke ligge under for. Så jeg kastede min comfortzone i havet – helt derud, hvor vandet er uendelig dybt – og på 2½ uge kom der 15 tilmeldinger. Ja, heriblandt også nogen, jeg kendte.
Og nej – vi var ikke nok til at fylde Trommen, og folk stod ikke i kø for at komme ind. Men jeg grinede ikke som en hest – jeg væltede ikke vandglasset – jeg kunne huske alt, hvad jeg skulle sige.
Og bedst af alt: De, der kom, havde en forrygende og lærerig aften, fortalte de mig. En af deltagerne sagde endda, da hun gik, at når jeg havde fyret det her foredrag af et par gange, kunne hun godt forestille sig noget rigtig stort – jeg havde haft Chris McDonald øjeblikke (som jeg i øvrigt har set i Trommen ;-))
Kort sagt: hvis du ønsker dig noget andet end det, du har nu, og skridtene dertil skræmmer dig – gør det alligevel! Hvis du synes, du fortjener at udvikle dig personligt og fagligt – så træd ud, hvor det er lidt farligt! Der, hvor du er mere sårbar. For det er der, forandringerne sker – der, hvor du lærer noget, og hvor du oplever noget nyt.
Og skulle du få lyst til inspiration – så holder jeg foredraget igen til foråret… hvis ikke før…
