Birgitte Baadegaard: Jeg er nu “en dame”
Birgitte Baadegaard: Jeg er nu “en dame”
For par uger siden var jeg ude at løbe med en veninde. En far med et par døtre gik foran os på stien og udbrød spontant, da han hørte os komme luntende bag dem:
”Kom lige her, piger. Lad de aktive damer komme forbi…”
Hvortil min veninde svarede_
”Hm, det der med aktiv, ved jeg nu ikke…”
Og jeg svarede:
”Og slet ikke det der med damer, tak…”
2 dage senere stod jeg i en butikskø for at købe mine (mange) indkøbsvarer. En lille purk på et par år begyndte at læsse sine egne varer op på båndet samtidig med mine, og farmand stoppede ham og fortalte, han måtte vente lidt. Med store øjne og bævende mund stod han og kiggede på, at jeg lagde vare efter vare op på båndet. Så jeg spurgte:
”Vil du hjælpe mig?”
Store øjne og nul svar.
Farmand gentog spørgsmålet:
”Vil du hjælpe den søde dame med at lægge hendes varer op?”
… og det ville den lille purk gerne, da han lige havde overbevist sig selv om, at jeg ikke ville æde ham.
Få dage senere blev jeg igen kaldt ’en sød dame’ af en ældre herre, som jeg holdt tilbage for, så han kunne komme forbi mig ind i en butik.
WTF?
Damer er blide, bløde og buttede – som hyggelige bedstemødre, hvilket IKKE passer på mig (endnu). Eller de er ’rigtige damer’, som er elegante og elitære – og aldrig kunne finde på at udbryde hverken WTF eller opponere imod dame-etiketten i fuld offentlighed.
Alene den refleksion – at jeg smider om mig med bandeord og endnu ikke er blevet bedstemor – er umiddelbart beroligende… indtil jeg kommer til at tænke på, at jeg for nogle uger siden begyndte at bruge briller, fordi en test hos et brillefirma viste, at jeg har seriøst brug for dem. Altså – ikke bare et enkelt sæt briller, men to! Fordi jeg nægter at bruge penge på et sæt briller med overgang, for sådan en avanceret model har jeg i hvert fald ikke brug for.
Okay, det der med at ’bruge briller’ er en relativ betegnelse – for i virkeligheden ligger de mest nede i min taske og fylder op, fordi jeg glemmer dem. Og ærlig talt – da jeg fik at vide, jeg skulle bruge dem, når jeg så TV, prøvede jeg. Det gjorde jeg virkelig. Der er bare lige den lille detalje, at når jeg så samtidig strikker, ender det i beløjet, svimlende synsforvirring. For hvert øjeblik skal jeg have brillen af eller på, af – på – af – på, afhængigt af om mit blik er på fjernsynet eller på den økovenlige bomuldskarklud, jeg er i gang med.
Og åh, nej – her kom endnu et ’dame-ord’: Strik! Jeg strikker! Og jeg har – for at gøre det endnu værre – lige hæklet et helt tæppe ind til sofaen i stuen. Men strikning og hækling vist er ret ’in’ blandt unge – så jeg ånder lettet op.
Indtil jeg kommer til at tænke på, at der altså også sker noget med min krop i øjeblikket. Selvom den er – synes jeg selv – ret trænet og pæn af sin alder, er den helt af sig selv begyndt at flytte rundt på depoterne. For eksempel er det som om, at min røvs smukke runding er forsvundet og i stedet er flyttet om på det nederste af min mave. Det har jeg ikke bedt om, tak.
I bund og grund er det på tide at erkende, jeg nærmer mig de 50 – i rasende fart. Nytårsaften kl. 24 slår klokken – og så er jeg blevet et halvt århundrede.
Det har jeg i lang tid ikke haft det godt med. Faktisk tvang jeg hele familien til at aftale, vi tog på rejse hele juleferien – til Afrika eller Indien eller andet sted laaaangt væk … indtil det gik op for mig, at min alder jo ville rejse med. Altså tallet. Fem-nul. 50. Hvilket i bund og grund bare er et tal. For når jeg forsøger at se på mig selv udefra – det er ikke så nemt, men jeg prøver – så lever jeg livet mere aktivt og nysgerrigt end mange andre, som er meget yngre end mig. Jeg tager på sære rejser alene. Jeg har den mest ikke-rytmiske hverdag, man kan tænke sig. Jeg er fysisk aktiv, jeg læser, tænker og skriver. Ja, skriver! Og nu kommer min næste bog ud sidst på måneden, hvilket jeg glæder mig til som et lille barn. Jeg lever faktisk mit mantra, som er ’Use it or loose it’. De ord elsker jeg.
Når jeg ser på mig selv i det lys, er jeg stadig ung. Spillevende og i fuld gang. Også selvom min røv har sat sig det forkerte sted. Og så bliver jeg glad – og synes, det hele er ok, og at alt er, som det skal være. Lige her og nu.
Derfor har jeg også besluttet mig for at blive hjemme til nytår og fejre min fødselsdag med dem, jeg holder af. For dame eller ej: Sådan tænker en ægte, kærlig, glad, heldig kvinde. Og sådan en er jeg.
Om Birgitte
Birgitte er stifter af firmaet Baadegaard.dk, som arbejder med diversitet, arbejdsliv/karriere og kvinder. Hun er bl.a. uddannet cand.merc., NLP master og executive coach fra TLC. Birgitte er forfatter til to bøger: Bogen Så søg det job og få det – en håndbog om jobsøgning for kvinder. Og bogen Når mænd og kvinder kommunikerer – forstå forskellen og skab bedre resultater – en bog om at skabe bedre resultater sammen på arbejdspladsen. Birgitte har været selvstændig siden 2004, hvor hun valgte at bruge sin cand.merc. uddannelse på en helt ny måde. At male og skrive er Birgitte store hobby og et årligt solo ophold i Sydfrankrig i maleren Henri Matisses gamle villa har i mange år været et fast egotrip. I februar 2016 forlod hun mand, børn og hund for at rejse alene til Cusco i Peru – en både indre og ydre rejse, som satte nyt perspektiv på det ‘at leve og skabe’ – i den feminine ånd.
