Birgitte Baadegaard: Kvinder og parkering
Birgitte Baadegaard: Kvinder og parkering.
Lad mig berolige dig med det samme: Nej – jeg har ikke i sinde at bruge spalteplads på at udbasunere kvinders måske manglende talent for at parallelparkere. Tværtimod.
Forleden skulle jeg mødes med en veninde til Sushi i Lyngby. Jeg kørte ind på P-pladsen foran restauranten… hvor alle pladser naturligvis var optaget. Eller rettere – alle undtagen én plads, som blev nappet af bilen foran mig.
En kvinde stod ud af bilen – gik bag om bilen og studerede sin umiddelbart fine parkering indgående – satte sig ind igen – bakkede ud og rettede op – og først da hun var helt tilfreds med placeringen af sin firehjulede, gik hun hen og hentede sin P-billet.
Selv sad jeg kiggede på med en interesse, der mindede om en ulvs foran en hønsegård, for det slog mig, at denne scene var én lang metafor på, hvordan mange kvinder opfører sig, når de søger job og går på arbejde: De holder sig inden for rammerne – sikrer sig, at de ikke træder ved siden af – passer på, at de ikke fylder for meget – og sørger for at opføre sig pænt og som det sig hør og bør. Jeg vågnede først, da en utålmodig herre bag mig markerede sin utilfredshed med et højt BÅÅÅÅT.
Fra nu af vil mit mål med det, jeg skriver for Kvindetid.dk være, at du som kvinde og læser bliver motiveret til at ”parkere lidt skævt” og ”uden for P-båsen” i dit arbejdsliv: at du gør noget andet, end du plejer – træffer nogle nye valg – bliver tryg og tilpas ved at fylde mere… både i dine ansøgninger, dit cv og i andre sammenhænge.
Og hvis du nu sidder og tænker, at jeg lige har brugt det meste af min allerførste spalteplads på at beskrive kvinder som svage, kompetenceløse lamselår, tager du helt fejl: Jeg synes, vi kvinder er bomstærke, favnende og dybt kompetente mennesker, som er i stand til meget af hvert – nogle af os mangler bare at opdage det selv i en grad, så vi tør udtrykke det klart og tydeligt i arbejdssammenhæng.
Næste gang tager jeg fat i årsagen til, at kvinder tænker mindre om sig selv, hvilket blandt andet har noget med hjernen at gøre.
På genhør!
Birgitte Baadegaard
Læs mere om og af Birgitte på www.Q2Q.dk – desuden FB siden ”Så søg det job – og få det!”