Birgitte Baadegaard: Lidt mere om kunsten at forberede sig
Birgitte Baadegaard: Lidt mere om kunsten at forberede sig.
www.q2q.dk
I mit sidste indlæg https://kvindetid.dk/birgitte-badegaard-lidt-om-vaere-perfekt-og-forberedt/ beskrev jeg en kvinde, som var blevet træt på sit job. Ikke træt af sit job – men på sit job. Og jeg beskrev, hvordan kvinders Indre Perfektionist alt for ofte går ind og spænder ben for et i øvrigt forrygende arbejdsliv.
Temaet er så vigtigt, at jeg går lidt mere ind i det denne gang. For at give dig nogle flere redskaber til at navigere dig selv videre med – så du kan få flere ressourcer og energi. På jobbet – uden for jobbet.
Ofte stiller jeg kvinder spørgsmålet:
”Hvor er din overligger (ift. det, du laver og bidrager med)?”
Samtlige kvinder, som har fået spørgsmålet, har indtil videre ikke kunnet svare.
Udover kommentarer a la: ”Det er vel noget, som findes indeni,” ”det ved jeg ikke…”, ”den kender jeg ikke…”.
Og her ligger en af grundpillerne til rigtig meget (kvinde) stress: at vi stræber efter noget, som vi ikke engang selv ved, hvad er. Som vi ikke kan sætte en definition på. Vi jagter kort sagt noget udefinerbart, en følelse, vi ikke kan gøre målbar.
Det er faktisk lige så langt ude, som hvis du definerer sin indre ’tilfreds med mig selv-tilstand’ efter, om du kan forudse, hvornår dit barns næste prut kommer – så du kan stå klar med ble og rensegrej i forvejen. Og hvis du ikke opfylder det krav, har du fejlet. Virkelig fejlet.
Ja, ja, jeg ved det godt – hvem pokker definerer sin succes og indre tilfredshed efter sin prut-forudseenhed? Nok ingen – men helt ærligt, der er faktisk ikke så stor forskel, når det kommer til stykket. Begge dele er lige fjollet. Lige nedbrydende. Og lige urealistisk.
Fat det: 100 % findes ikke! Uanset hvor meget du forbereder dig, hvor mange spørgsmål du gennemtænker og finder svaret på, hvor mange eksperter du konsulterer. Universet skal nok sørge for, at der dukker et spørgsmål op, som du ikke har tænkt på – eller at der dukker en ekspert, som mener noget helt andet. Sådan er livet – og det er dejligt.
Og derfor viser undersøgelser også, at 80 % er nok. Forstået som, at de 80 % ofte er dem, som flyder naturligt fra os. Det er der, hvor opgaven glider – hvor vi er i flow og giver det fra os, som kommer automatisk til os. Når vi begynder at synes, vi skal finde de sidste 20 %, forrykker tidsbilledet sig. Fordi vi bruger uforholdsmæssigt meget tid på at finde de sidste 20 % (som jo – det ved du nu – ikke engang findes). Og det mest sjove er, at de mennesker, som f.eks. læser det, du har skrevet, statistisk set ikke engang lægger mærke til de ’manglende’ 20 % – de er glade for de 80 %, de får. Altså, vel at mærke det, du definerer som 80 %.
En god ledetråd for dig fremover er kort sagt at huske følgende læresætning: 80 % af dine resultater kommer fra 20 % af din arbejdsindsats. Og hold så fast i det – mens du bruger resten af din tid på at lære kunsten at hvile i, at det du bidrager med, er godt nok. At du er god nok.
God fornøjelse!
Ps og ja, jeg har taget tid på dette indlæg. Det tog mig nøjagtig 24 minutter at skrive – og der er masser, jeg gerne ville lave om. Men det ryger af sted nu! I troen på, du fanger mit budskab – og ikke synes, det er 80 % godt nok – men derimod 100 % noget, du kan bruge…
Læs mere om Birgitte www.q2q.dk og kontakt hende på info@q2q.dk