Birgitte Baadegaard: Lidt om bagning og burde-kasketten

Birgitte Baadegaard: Lidt om bagning og burde-kasketten

”Altså,” udbrød min søn forleden med næsen inde i køkkenskabet og et yderst forurettet fjæs, ”de andre mødre bager meget mere end dig. Hvorfor bager du aldrig? Der er aldrig noget ordentligt at spise i skabet…”

Det var som at trykke på en knap. DING! Og ordene fløj ud af min mund, før jeg kunne nå at stoppe dem:
”Jamen skat, jeg bager da faktisk en gang imellem. Det gør jeg altså. Synes du ikke, vi (jeg!) bager nok? Vil du gerne have det?” og mere i samme skuffe.

Imens jeg stod og lyttede til min egen plapren, kørte der et sideløbende spor i mit hoved: ”Hvad har jeg gang i? Hvorfor f… står jeg og er en undskyld-forklar-mig-røv for min egen søn, som fylder 13 lige om lidt og faktisk er rigtig dygtig til selv at bage?”

Og det slog mig, at trods mit arbejde med at finde ind til mit mål – trods det, at jeg er blevet rigtig god til at holde fast i min mission, mine værdier og mine ønsker – skal der åbenbart stadig ikke så meget til, før jeg slipper min ’jeg vil-kasket’ og tager en forbasket anden(s) kasket på. Nemlig kasketten: ”Det bør jeg også gøre, hvis jeg er en ordentlig og sød og god og dygtig og nærværende og overskudsagtig og mulititaskende kone/mor/kæreste/kollega/arbejdskraft/husholder/kok/elskerinde” – for sådan noget skal ’man’ kunne, hvis man er i kontrol, har styr på, har overblik”.

Helt nøgternt – sådan forholder det sig med bagning og mig: Jeg får bageflip et par gange om året. Så bager jeg til den store guldmedalje: hjemmelavet knækbrød med alverdens sunde sager i, grovboller, en kage, og hvad jeg ellers får lyst til. Og jeg stornyder at stå med fingrene nede i bolledejen (bogstavelig talt), nyder at være Moder Jord, elsker når ungerne elsker, der er lune brød, når de kommer hjem. I omkring 14 dage. Så stopper den grille – og den vender først tilbage efter et halvt års tid… eller senere.

Selvom jeg kender mit mønster – selvom jeg ved, at sådan er jeg, og sådan prioriterer jeg – smider jeg alligevel pr. refleks min ”jeg vil-kasket” på jorden og glemmer alt om den, fordi jeg har så fandens travlt med at presse ”man burde-kasketten” ned over hovedet på mig selv – kun affødt af, at min dejlige søn kommer med et utilfreds pip.

Jeg skulle jo bare have sagt til ham: ”Det er helt rigtigt, at jeg ikke bager så tit, skat. Det interesserer mig kun i perioder – derfor køber vi brød hos bageren, for jeg vælger at bruge min tid til noget andet, som jeg er rigtig glad for. Desuden – hvis du gerne vil have nybagt brød, er du altid velkommen til at bage selv. Det ville jeg også synes var rigtig dejligt. Har du lyst til det?”

Når jeg bruger tid på at beskrive denne episode under et emne, som omhandler karriere og jobsøgning, er det fordi, jeg oplever, at kvinder generelt er for dårlige til at beholde deres ’jeg vil-kasket’ på. Vi har så mange roller, vi synes, vi ’bør’ leve op til – og vi skifter kasketterne ud i flæng, afhængig af situationen vi står i. Og når vi bruger for meget tid på at skifte kasketter, fjerner vi os fra vores egne ønsker. Vores egne ambitioner. Vores egne mål. Så ryger de i baggrunden – og måske, bare måske, er det en af de vigtigste årsager til, at vi ikke liiige får søgt det job, vi gerne ville? Eller at vi overvejer at blive ledere men i sidste ende aldrig får udtrykt ønsket? Eller ikke får skiftet til en ny branche, som vi egentlig synes ville være enormt spændende? Måske. Bare måske.

Tænk over det. Har du styr på din ’jeg vil-kasket’? Og beholder du den på? Længe nok ad gangen til at gå efter det, du ønsker dig?