Birgitte Baadegaard: Om indpakninger – og udpakninger

Birgitte Baadegaard: Om indpakninger – og udpakninger.

Forleden var jeg ude at holde foredrag for kvinder i en fagforening. Højt humør – mange spørgsmål og kommentarer… helt igennem dejlige timer!
Midt i forløbet er jeg i gang med en længere udredning om det, der med et fint ord kaldes for ”sproglige svækkelsesmarkører” – dvs. hvordan vi undgår at virke som en undskyldning for os selv, når vi taler og skriver – og dermed sikrer, at vi formulerer os klart og uden indpakninger.

Hvilke indpakninger, tænker du måske? Jo – sætninger som f.eks.: ”Jeg tillader mig hermed…”, ”jeg mener selv, at jeg…”, ”jeg tror, at…”, ”andre betragter mig som…”, ”mine kolleger har fortalt, at jeg…”, ”jeg er rimelig habil til…”, ”jeg håber, at …”
… og alverdens andre sætninger, der gør, at jeg som kvinde

1)    Står ved mig selv gennem andre og
2)    Pakker mine kompetencer og kvalifikationer ind i forsigtige vendinger
3)    Og dermed mister kraft og power i det, jeg siger

For at illustrere overfor deltagerene, hvad jeg mener og hvordan de to former for kommunikation virker – præsenterer jeg kort mig selv, og hvad jeg står for. Først ’indpakket’ – derefter ’udpakket’.

Så spørger jeg:
”Hvad virkede mest overbevisende?”
Ja, det gjorde den præsentation, hvor du droppede fyldordene, lyder svaret prompte…
”Og lød det skrækkelig blæret? Var jeg helt igennem ulidelig at høre på, da jeg præsenterede mig selv?”
Nøh og næh… og faktisk slet ikke, kommer responsen fra tilhørerne omkring mig…
… indtil en kvinde rækker hånden op og pointerer:
”Men problemet ved at sige det på den måde er jo, at så skal du virkelig kunne stå inde for det…!”
SLAM!
Hovedet på sømmet – og AV, for pokker!

For hvis vi er bange for os selv og det, vi kan – hvis vi er angste for at stille os op og promovere os selv – hvis vi er usikre på, hvad og hvor meget, vi har at byde på – hvordan får vi så formidlet vores evner overbevisende til den, der sidder over for os? Eller den, som skal læse det, vi skriver?
Kunsten og øvelsen er at hvile i den du er – og det, du står for. At tro på, at det, du byder ind med, er godt nok – helt igennem. Også selvom du ikke er perfekt – også selvom du ikke kan det hele. Hver gang og til hver en tid. Du er ikke en robot. Du er menneske – OG arbejdskraft.
Ingen forventer, at du er og kan alt fra nu af og hver eneste arbejdsdag resten af dit lange liv (ud over dig selv, muligvis)… til gengæld forventes det i en jobsøgningssituation, at du stoler så meget på dig selv, at du kan sælge dig selv.

Kort sagt: når du fra nu af skal træne dig selv i at formulere dig – skriftligt og mundtligt:
Øv dig i at formulere dig helt ”derud”, hvor du føler du blærer dig eller er lige ”lidt for meget”.
Så er du ved at nå det punkt, hvor det virker overbevisende – for andre.
Held og lykke med udpakningen af dit sprog – og af dig!