Birgitte Baadegaard: Om opvasketid og mindreværd
Birgitte Baadegaard: Om opvasketid og mindreværd
Første gang, jeg blev opmærksom på de forskellige forventninger til ’piger og drenge’, var i folkeskolen. Det var også der, jeg registrerede (den manglende) værdi på ’pigearbejde’. Og heri vel også dét at ’være pige’.
Vi havde hjemkundskab og havde lavet mad i de sædvanlige blandede grupper. Nu var det opvasketid – og pænt ved håndvasken stod vi 3 piger, mens drengene sad på køkkenbordet og dinglede med benene, fordi: ”Opvask er pigearbejde”, som klassens uromager Henrik, jeg var blevet velsignet med på mit hold, udtrykte det. Han sagde det ikke beundrende eller fuld af respekt men i et tonefald, som tydeligt markerede, at ’det der’ grydevask var han og de andre gutter alt for betydningsfulde til.
Jeg kan ikke huske, jeg tænkte noget, da han sagde det. Jeg kan bare huske en enorm vrede komme buldrende nede fra tæerne – og to sekunder senere så jeg mine hænder slippe gryden og løfte sig, så jeg kunne snurre rundt og stikke ham en lussing.
Jeg kan huske det høje klaps, da min hånd ramte hans kind. Og stilheden bagefter. Jeg kan huske, at jeg sank hørligt og tænkte: ”Det her ender med buksevand”, mens Henrik stirrede på mig med ben, der nu hang stille. Og så kan jeg huske ham springe ned fra bordet uden et ord og gå hen til køkkenvasken og tage et viskestykke. Hvorefter han begyndte at tørre af. Jeg fik aldrig buksevand. Og længe havde jeg denne stolthed og styrke siddende inden i mig: Jeg kæmpede – og jeg vandt. Over ham.
Men stoltheden ved at kæmpe – og vinde – i en enkeltstående situation i sin barndom holder ikke i længden – og tilstanden kan ikke holde igennem et helt liv med familie, børn, uddannelse og arbejde.
Velfungerende kvinders smerte
Jeg kender mange kompetente, veluddannede, udadtil velfungerende kvinder med vidt forskellige baggrunde og med arbejde inden for alverdens brancher. Nogle møder jeg, når de kommer som kunder, andre er jeg så heldig at have som en fast del i mit liv – som bekendte, veninder eller familie. Og der er en ting, som slår mig: Vores gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Vores gennemgående følelse af utilfredshed. Med os selv. Vores (målbare) resultater. Vores kroppe. Vores karriere. Det er aldrig helt (godt) nok. Der er altid en søgen efter ’noget’ mere – en samling på ydre succes i jagten på indre fred. Om det så er huset og haven, karrieren og titlen – eller begge dele.
Det er som om, der blandt kvinder findes en kollektiv, underliggende smerte eller følelse af mindreværd, som vi hægter op på forskellige forklaringer: Nogle kvinder er for travle og har vejrtrækningen siddende helt oppe i halsen. Andre føler ikke, der er mening med deres liv. Nogle tager alle nej’er som personlige nederlag og glemmer de ja’er, de også gennem tiden får. Mange synes, andre (kvinder) ’gør’ det meget bedre, fordi dem, de måler sig med (og på forhånd har besluttet sig for at tabe til), altid når mere, ser bedre ud, tjener mere, har større stillinger, har bålplads i haven, spiller spil med børnene i weekenden, elsker sex selvom de er trætte, lægger rugbrødsdej om aftenen før sovetid…
Der er så meget smerte i mange kvinder. Og smerten skal have et navn – så vi kalder denne higen, efter at hvile i vores eget værd og finde hjem til os selv, alverdens andet, end det det i bund og grund handler om: Vi har glemt, hvem vi er, og hvad der er vigtigt for os – uden hensynstagen til, hvad der for eksempel giver højst indtægt, ser tjekket ud, lyder rigtigt eller er prestigefyldt i omverden.
Uanset hvilken officiel begrundelse, vi giver smerten og mindreværdet, skaber de to følelser løse ender i vores liv. Løse ender i form af ustyrlige tanker, vilde ambitioner, overbookede kalendere, udefinerbar frustration, fremtidsbekymringer og fortidsfortrydelser. Ind imellem viser de løse ender sig som lumske snubletråde. Pludselig ligger man der, øm og forslået, så lang man er, uden at fatte, hvad der gjorde, at man faldt. Og faldet kan ske på alle mulige tidspunkter i livet. Statistikken viser, at mange kvinder, som i årevis har kørt superkarriere, vælger at droppe ud, når de er midt i 40erne. Fordi de pludselig ikke kan se meningen med det, de har brugt år på at lave. Fordi de vil ’noget andet’. Fordi de begynder at tænke på det, de er gået glip af. Fordi de – viser undersøgelser også – dybest set ikke føler sig værdsat for deres indsats der, hvor de har lagt deres hjerteblod.
Først troede jeg, det kun var min egen generation, det gjaldt. Os, der er havnet imellem to stole og med årene har måttet konstatere, at vores røv er for lille til at sidde på dem begge: Vi kan ikke både være Moder Jord og Benhård Business. Det måtte den næste generation da automatisk vide, tænkte jeg. Men sådan er det ikke. Den nationale sundhedsprofil 2013 viser, at unge kvinder mellem 16 og 24 år er hårdt pressede, selvom deres liv udadtil synes privilegeret.
Ensidigt fokus på bestemte værdier
Hvad skyldes disse triste mønstre? Dette sørgelige tab af ressourcer – for både arbejdsgiver og samfund, og som vi ikke har ’råd’ til at miste? For slet ikke at tale om det menneskelige tab, der er uden sidestykke? Efter min erfaring er det alt sammen symptomer på den ensidige fokus på ganske bestemte værdier og kompetencer i samfundet, som underminerer diversitet og ægte ligeværd mellem mænd og kvinder.
Lad mig illustrere hvad jeg mener med et eksempel: En af mine dygtige, kvindelige kunder – lad os kalde hende Klara – deltog for nylig i et assessment center. I grupper blev hun og de andre jobsøgende kandidater udsat for adskillige tests under observation, mens der blev samarbejdet, kommunikeret, løst opgaver.
Nogle dage senere fik Klara en tilbagemelding i telefonen:
1) observatørernes tilbagemelding lød: stærk personlighed, relevant profil, team-orienteret, løsningsorienteret, behagelig, kvik, hurtig…
2) hun var ikke gået videre.
Klara spurgte desorienteret:
”Men hvis der kun er godt at sige, hvorfor går jeg så ikke videre?”
Lang pause i telefonen og så:
”Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske har du ikke været aggressiv nok?”
Her var det så, at Klara blev netop det:
”Aggressiv!? I beder os om at løse opgaver i grupper. Hvor vi skal finde løsninger sammen. Hvor vi skal lytte til alle. Det er ikke aggression, I har brug for – det er empati og samarbejdstalent…”
Vi taler om gaven ved empati. Vi hylder betydningen af indfølingsevne. Vi klapper af følelsesmæssig intelligens. Talenter, som alle tests viser, at kvinder ligger højere på end mænd – uanset organisatorisk niveau. Men det er ikke (godt) nok. Med mindre der følger en portion ’aggression’ og dræberinstinkt med i posen. Her, mine damer og herrer, i dette krydsfelt er årsagen til kvinders mindreværd og latente smerte. Hvordan er det ensidige værdihierarki opstået?
Gennem årtusinder har værdier som Erobring og Magt været ensbetydende med succes og vejen frem og op – såvel i krige som i arbejdslivet. I uanede tider har såkaldt maskuline dyder som eksekvering, handleevne og konkurrence været værdier, som vi har målt individers, samfunds og landes succes på. Og ikke bare det – vi bruger også disse værdier til at vurdere, hvem der kan lede. Hvem der kan udvikle. Hvem der kan skabe resultater. Uden at reflektere over, om der er andre måder. Derfor kommer kvinder til kort. Fordi det, vi kan, er ’godt nok’ – bare ikke ’lige så godt’…
Kan det virkelig være rigtigt, at kvinder skal ’slå’ mænd for at gennemtvinge større ligeværd? Ligesom jeg gav Henrik en lussing for at få ham til at deltage i opvasken? Jeg er ikke teenager længere – jeg er færdig med at slå for at markere. Men jeg vil have den plads, jeg fortjener – og jeg tager den. Fordi der er brug for mig og alt det, jeg bidrager med. Både som arbejdskraft, menneske – og ikke mindst kvinde.
