Birgitte: Skru lidt ned for empati og op for vinderinstinkt

Birgitte: Skru lidt ned for empati og op for vinderinstinkt

For et års tid siden blev vi inviteret til en indendørs familieturnering i fodbold, arrangeret af min datters hold. Pigerne skulle spille mod hinanden – med deres familier, naturligvis – og der var dømt hygge og sjov og samvær.
Hele vores familie stillede naturligvis op – også mig, sagde hunden, selvom jeg i løbet af de to sekunder, det tager at træde ud på banen, pludselig bliver både blind og får to venstreben – men det er sjovt, og mine unger elsker, når jeg er med.

Af årsager, som ikke skyldes mig men resten af familiens unikke boldtalent, fik vi tacklet og rundløbet adskillige familier og endte i finalen mod en anden familie, som vi havde spottet lige fra starten havde både viljen og talentet til at vinde. Banen var kort sagt kridtet hårdt op – nu gjaldt det.

Vores modstanderhold bestod af en far, en fars store søn, den ældste datters store kæreste – og så en mor og en mindre dreng, som blev proppet ind i spillet nu og da – eller fik æren af at stå på mål. Heldigvis bestod vores hold – udover mig – af min mand med boldøje, to megatalentfulde, hårdtspillende døtre og en yngre søn med et dribletalent, der grænser til Laudrups (bær over med mit blær – det er jo mine børn).

I løbet af 2 sekunder efter at dommeren havde fløjtet kampen til start, forvandlede banen sig til et inferno: Målkvindens briller blev skudt af pga. en vildfaren bold. Der var tacklinger af både store og små, drengebørn fik spændt ben og bolden blev snuppet og så var der en svovlen og banden, som ville have fået enhver pædagog med respekt for sig selv til at aflyse kampen.

Hvem skabte den stemning? Det gjorde mændene.

Kvinderne på banen løb (uanset hvilket hold, de hørte til) rundt om de mindste børn og heppede på dem, når de havde bolden – nænnede ikke at snuppe den fra dem – og fingerede et ”ups – jeg kan ikke tage den”. Mændene, derimod, snappede bolden fra ungerne hurtigere, end du kan nå forarget at udbryde ”Altså!”

Og netop dét er, hvad du er oppe imod, når du søger job: Mænd, der er villige til at tackle små drenge for at vinde en familieturnering. De kan ikke gøre for det – det sker bare – og selvom de synes, de passer på, sker der et eller andet oppe i knolden på dem. Jagtinstinktet og præstationslysten tager et fast greb om hjernen – og presser til, så der står røg ud af ørerne.

Det er ikke noget galt i. Tværtimod – for tilsat et liiille skvæt empati er det en cocktail, der rykker på bedste vis.

Kort sagt – se, om du kan skrue lidt ned for din empati og op for din viljestyrke og dit vinderinstinkt, når du søger job. Alene dét vil bringe dig langt, fordi du vil ”angribe” jobbet og processen på en målrettet facon.

Hvad kampen endte med? Vi vandt. Selvfølgelig. Og da vi var på vej hjem, hørte jeg manden på modstanderholdet mumle til sin kone: ”Men næste år – så tager vi dem…”, hvortil konen svarede: ”Næste år… der bliver slet ikke nogen kamp for dig næste år, min fine ven!”.