Camilla Mørk: Kan du så opføre dig ordentligt, mor!

Camilla Mørk: Kan du så opføre dig ordentligt, mor!
http://camillamoerk.wordpress.com/

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Fjerne madderne ville jeg heller ikke. Så jeg lod dem ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.