Charlotte Egemar Kaaber: Når Ego’et Raser
af www.charlotteegemarkaaber.com
Ego. Sind. Det Lille Selv. Smertekrop. Abehjerne. Kært barn har mange navne. Jeg kalder det Egoet.
Det er den del af vores indre, der konstant holder øjne og ører åbne efter faresignaler. Når noget ser ud til at kunne true vores stolthed. Hvor nogen kunne se ud som de overvejede at tage vores andel af den fiktive kage.
Dér stepper Egoet frem. Dér markerer den territorium. Dér tromler det frem og markerer sig.
Ridderligt nedkæmper det ”faren”.
Når slaget er overstået og Egoet umiddelbart føler sig som en vinder, ligger både vi og dem det er gået ud over, forslåede i hjørnet. Luften er gået ud af Egoet. Vinderen føler sig som taber. To tabere, der begge har brug for at slikke sårene.
Egoet lever konstant med frygten for sin undergang. At vi som menneske, bliver så bevidst og højtvibrerende, at det ikke længere kan styre os rundt i manegen. Derfor er Ego’et kreativt. Med mange forklædninger. Og mange strenge at spille på.
Egoet kan nemlig ikke overleve uden næring. Jo større Egoet har vokset sig, jo mere næring har det brug for. Dagligt. Derfor er Egoet Verdensmester i at skabe afhængighed i sit menneske. Stor-nyder at hviske os i øret, hvor ufatteligt vigtigt det er, at vi får ret i diskussionen. At det er os, der skal have magten. At vi skal kontrollere andre mennesker.
Fælles for al aktivitet der kommer fra Egoet, er følelsen af magt. Egoet ultimative ynglingsscene er at overbevise os om, at den beskytter os mod andre. Mennesker der er ude efter os. På den ene eller anden måde.
Egoet største fjende er kærlighed og nærvær. Jo mere vi forbinder os kærlighedsmæssigt til andre mennesker. Viser vores sårbarhed og deler ud af os selv, jo mere bange bliver Ego’et for, at vi ikke længere vil lytte. At det ikke længere kan styre os.
Det er vigtigt at lære sit Ego at kende. Genkende det, når det kommer på banen. Og acceptere, at det er en del af os. Klappe det kærligt på hovedet og smile overbærende, når det begynder at hviske ud gennem fortænderne.
Jo mindre vores Ego dominerer, jo mere fred vil vi have med vores omverden. Jo mere kærlighed og nærvær lukker vi ind i vores liv. Vi begynder at føle os forbundet til andre mennesker, i stedet for separeret.
Vi kan mærke, at vi ikke længere har behov for at markere os. Få ret. Og bruge energi på at overbevise verden om, at vi ligger inde den endegyldige sandhed.
Vores syn på verden er jo alligevel blot vores sandhed. Ikke nødvendigvis andres.
