Christina Bendix: Den nemmeste vej er ikke altid den rigtige.

Hvis du har fulgt mig her på nyhedsbrevet så ved du også, at jeg har skrevet meget om min fortid. Skrevet meget om min egen rejse, vejen ud af en spiseforstyrrelse og jeg har delt med dig hvordan mit eget forhold til mad, krop og vægt har fyldt i mit liv.

Jeg vil stadig blive ved med at dele ud af mine erfaringer – og jeg vil stadig gå tilbage på min tidslinie, og dele hvad der har været svært, og hvordan jeg bruger det svære i livet til at skabe forandringer.

MEN jeg vil også begynde at dele mere ud af mit NU.

Med det mener jeg, at jeg gerne vil dele de gode som de svære ting/udfordringer jeg står i LIGE NU. Det vil jeg fordi jeg føler, at det giver et langt større og mere oprigtigt billede, og jeg tror på, at når vi giver til andre, så giver vi til os selv.

Det er i mødet med andre mennesker, i det ærlige møde med andre, at vi også kan møde os selv.

Lige nu føles mit liv som en ”ny begyndelse”. 

Jeg har i mange år haft en overbevisning der hed sig, at

”når jeg åbner mit hjerte og overgiver mig”, så mister jeg.

Jeg har i mit kærlighedsliv haft store udfordringer med at læne mig ind i kærligheden og tro på, at jeg ikke ville blive svigtet. Jeg har haft et ensomhedstema kørende i mit liv – og et ”svigter-du-mig-nu-tema”.
Jeg har været, og er stadig en der åbner op og lukker ned, igen og igen – afhængig af hvad der kommer af udfordringer.

Jeg kan være i kærligheden være åben, imødekommende, rummende – for at lukke helt ned og blive kold.

Ja jeg kan svinge fra den ene pol til den anden, og det har taget mig mange år at forstå mig selv og forstå hvorfor mit sind drillede mig så meget.

Da jeg mødte min kæreste Michael for 2 år siden mødte jeg en fin og meget blød kærlighed, og Michael har vist mig og lært mig nye ”toner” i kærlighedens sprog.

Jeg troede på, at jeg igennem min kærlighed med Michael ville blive mere stabil, mere rolig og at jeg ville kunne forstå kærligheden, tage den ind og lade den blive i mig.

Jeg vidste samtidig også at min opgave blev, at finde min egen ro og ikke hægte mig på Michaels ro.

Jeg er blevet lidt klogere på mig selv, og nok også derfor, at jeg først nu kan dele denne mail med dig. 

For lige meget hvor meget kærlighed jeg har fået fra andre, lige meget hvor meget kærlighed Michael giver mig, hvor meget ro han giver – ja så larmer mit sind stadig.

Han kan sige mange gange til mig at han elsker mig – men jeg siger tit til ham, at han skal sige det igen og igen – præcis som da jeg var yngre og mindre.

Så der er noget indeni mig, der stadig er som det er – og det er til trods for at jeg har været i terapi i mange år, og ja nu er ved at læse min NLP-Master.

Jeg knokler stadig med de dele af mig som har det svært med kærligheden, og jeg øver mig i at være sårbar og åbne mine arme og tage imod.

Og JA jeg øver mig også i at være stille og rolig – og på det punkt går det faktisk lidt bedre. (host host…)

Men hold nu kæft altså hvor er det svært at overgive mig og åbne mine arme. 

Jeg har kamp-knoklet med mig selv de seneste par år, og har været tæt på at skubbe et menneske fra mig som jeg virkelig elsker.

“Den nemme vej”

Jeg har været tæt på at vælge min egen vej – en vej jeg for nylig har døbt ”den nemme vej”, jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen, vælge at bo alene med mine egne børn og leve mit eget liv.

Men som Helle min mentor-in-life sagde til mig ”så er den nemmeste vej ikke altid den rigtige vej”.

Og hun har så meget ret.

Derfor har jeg i den grad været igennem nogle ”runder” i mig selv, hvor jeg har jeg kigget og ja får kigget mit ego godt efter i sømmene.

Jeg har for alvor, igen, haft de helt store pudsede briller på, og har kigget på hvad pokker jeg havde gang i.

For min virkelighed er, at jeg har en kæreste som elsker mig for DEN JEG ER,  og jeg bliver VILDT lykkelig, når jeg er sammen med ham. PUNKTUM.

Virkeligheden er, at jeg har nogle skønne børn som VIL MIG
– både mine egne børn og Michaels børn.
De vil mig og de søger mig – og jeg VIL OGSÅ dem.
PUNKTUM.

Men jeg har holdt dem ude i strakt arm, og har forsøgt at skærme mig selv af, uden helt at vide hvorfor.

Kære skønne Møn 

Mit hvorfor landede i sidste uge på Møn, da jeg startede på første modul på min NLP-master.
Dernede i den trygge velkendte kurvestol, med tæpper og the, og med Helle og de andre fantastiske mennesker på mit hold – ja lige der overgav jeg mig, og fandt ind til mit hvorfor.

Der forstod jeg vist for første gang, hvorfor Michael og hans skønne piger er kommet ind i mit liv.

For i vores ”lille” sammenbragte familie kan jeg lære en ny kærlighed at kende, og jeg har fået en unik mulighed for igen at kigge på mit ”eget shit”, på mit ensomhedstema, på mit svigte-tema og jeg tror på, at jeg lige nu er i gang med at slippe noget virkelig gammelt og give plads til noget nyt i mit liv.

Jeg er vist i små bidder ved at overgive mig.

Jeg ser nu, at jeg har bedt om det jeg har fået og jeg har fået det som har været min drøm i mange år.

At være i forhold hvor jeg kan være mig selv, være i et fællesskab med frihed og tryghed som fundament, og det er nu mit ANSVAR at passe godt på det, tage små skridt, være i nuet, tæmme min utålmodighed og rastløshed, og JA tæmme mit ego.

Og YES jeg øver mig kan du tro – ikke dagligt – men meget ofte.

Jeg øver mig på, at sige højt, at jeg er usikker.

Jeg øver mig på at tæmme mit ego

Jeg øver mig på at fortælle og sige højt, når jeg er bange, har tankemylder og har lyst til at løbe væk fordi jeg syntes at kærligheden er svær.

Jeg øver mig i at være rummelig og give plads til de andre (også selvom min indre dronning til tider vil have det hele for sig selv).

OG jeg øver mig at holde mund og skrive ”shit ud” – i stedet for vælte det ud over andre. Til tider bruger jeg min nye fine dagbog og giver her min indre dronning, mit ego, mit offer, min martyr, min dommer, min historiefortæller etc. noget taletid.

OG DET VIRKER.

For når vi sætter ord på vores følelser – og ja også det grimme og det vi måske har lært i vores barndom ”at sådan noget siger man ikke højt”

– så løsner det jerngrebet i en – og det slipper.

Du må godt låne min “strategi” :)

Oplever du som jeg, at der er noget der larmer, så må du godt låne mit:

”sådan kan jeg gøre, når noget er svært”.

HERE IT GOES :-)

Først starter jeg altid med at trække vejret helt ned i maven mindst 10 gange. Gerne siddende på en stol med fødderne godt placeret på jorden.

Derefter beder jeg mit ego om at tie stille, evt. sætte mit ego på pause.

Herefter skriver jeg ned hvad jeg ser og oplever. (objektivt)
Kigger på mig selv som hvis jeg kiggede på en anden, og evt. sige højt:

”Hvad sker der hos Christina lige nu – og hvad sker der hos de andre”.

Meget tit når jeg gør sådan og holder mit ego udenfor, ja så kan jeg mere neutralt få øje på, hvad der går galt.

Andre gange giver jeg bare tankerne og følelserne luft – også skriver jeg alt mit ”shit”ud..

Andre gange skal jeg bare GÅ og GÅ – for så falder mit sind til ro.

Andre gange skal jeg sove lidt – for at få et bedre overblik

Og andre gange skal jeg fortælle hvad jeg føler – bare sige det der er.

Det er egentligt så simpelt og alligevel så svært. 

Svært fordi mange af os kommuniker fra vores hjerne i stedet for fra vores hjerte.

Det tager tid at mærke, hvad der virkelig er på spil – men noget handler det altid om, og fanger du dig selv i noget drama
– så kig på dig selv og spørg hvad pokker du har gang i.

Det meste handler ofte om os selv, og vores egne skygger.

DERFOR DELER JEG

Jeg deler det med dig for at fortælle dig, at de fleste af os er ret så ens på det her område, det er bare så sjældent vi deler det svære med andre.

Jeg deler med dig fordi jeg tror på, at de fleste af os gør det absolut bedste af det vi kan, med de redskaber og strategier vi har.
LIGE NU.

Et smukt og fint citat der mødte mig på Møn i sidste weekend.
Det siger vist det hele – tror jeg…:-)

Vær god ved dig

Kærligst
Christina