Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort
Efter et foredrag for nylig fik jeg spørgsmålet: “Har dine børn pligter derhjemme?”
Følg Michelles blog på www.michellehviid.dk
Jeg tror på, at børn føler sig som en større del af familien, når de bidrager til familien. Jeg tror på, at børn har en stolthed i at være nyttige, fuldstændig som mig selv. Jeg har faktisk også tit brug for en hjælpende hånd, til at tømme opvaskemaskine, gå ned med skrald, dække bord eller løbe på tanken efter den fordømte manglende liter mælk til morgenmaden. Jeg sætter pris på det, det er altid rart at blive sat pris på, også for børn. Det kan også senere i livet, vise sig praktisk for børn, at være i stand til at tilberede et ordentligt måltid mad.
Til et forældremøde i min søns klasse for et par år siden, diskuterede vi børns pligter. En far mente, at det er meget kompliceret at være barn idag. At børnene skal forholde sig til mange flere ting end vi skulle, da vi var børn. At det er krævende for dem, at de derfor ikke magter mere, underforstået faste pligter. De havde ifølge ham, brug for tid og ro til at definere hvem de selv er. Uenig. Jeg tror, at børn i høj grad definerer sig selv ud fra, hvad de kan. At det opbygger dem at være selvstændige. Hjælpeløshed bidrager ikke i det regnestykke.
Jeg tror at vores generations “privilligerede”, er ved at opfostre næste generations umuliusser. Vores børn kan jo “ingenting”. Vi kører dem fra Herodes til Pilatus og tilbage igen, hvis VI har glemt madpakken til dem. Hvad kommer der ud af det? Jeg bliver SINDSYG, når jeg bliver ekspederet af en søvnig bumset UMULIUS i en kiosk, som skal bruge en lommeregner for at regne ud hvad “100 kr over beløbet” er. Jeg får ind i mellem ansøgninger fra praktikanter, hvor forældrene har skrevet dem, de forsøger ikke engang at skjule det: “Jeg tillader mig at skrive på min søns vegne”. STOOOOOP!!! Du er ved at underminere din søns muligheder for nogensinde at få hår på brystet!
Ud i keglerne med dem
Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort. Ud i keglerne med dem. Jeg står selvfølgelig klar med plaster og kærlighed. Skærmer jeg mine børn, ved ikke at lære dem at håndtere modstand, konflikt, nedtur og kaos? Jeg vil meget hellere ruste mine børn til at klare sig selv, også når himlen ramler ned i hovedet på dem – for det kommer til at ske. Jeg ønsker hellere at lære dem at kæmpe for deres drømme, bede om hjælp, vide at verden ikke er retfærdig. Planen er jo sådan set at de engang skal flyve fra reden.
-
Dan Madsen
28. februar 2014 kl. 08:11Ole jeg kan berolige dig med, at pædagogik ikke er at lade stå til og lade børnene gøre det som de lige føler for. Der var desværre engang vor man ikke anerkendte børns følelser, derfor tror jeg der har stået sådan i den bog og derfor tror jeg også at drr var nogen dengang, drr lod børnene gøre, hvad de ville. I dag anerkender vi også børnenes følelser, det er dog ikke det samme som at følge det som barnet gerne vil. Jeg holder meget med Pia i hendes indlæg. Bare et eksempel fra en børnehave, jeg har arbejdet i. Lederen fortalte mig at for nogle år siden gik forældrene, med barnet i hånden, ind i børnehaven den første dag. Nu kommer forældrene bærende på dem i favnen den første dag.
-
Egil A. Frøysadal
4. januar 2014 kl. 16:53Har mange danske forældre glemt – eller muligvis aldrig forstået – at forældre som sætter grænser for og kræver ansvar af deres børn, gør det af kærlighed?
Og forbereder dem på virkeligheden udenfor hjemmets fire vægge,
hvor de også er nødt til at indordne sig. -
Ole Sandner
22. august 2011 kl. 07:46Ups, fik trykket for tidligt på send :o)
Danmark mangler i mine øjne, i den grad, evnen til at sparke sig selv i bagdelen, og lægge “kosten” om til de nye facts. De lande vi nu konkurrerer med står tidligt op og arbejde længe, deres varer er præcis lige så gode som vores, men billigere. Imens vil danskerne have mere i løn, fordi skatten stiger (pga. kravet om velfærd i stedet for velstand) og de vil arbejde mindre, have mere i ferie og trække sig tidligere us af arbejdsmarkedet så de kan rejse mere på ferie i de “spændende lande” hvor de så lægger pengene – de kommer så tilbage som et lån.
Nej, demokrati, folkestyre og deres evner til at se hvad der er godt for dem selv, landet og deres egne curlingbørn, er godt nok en sværere ligning end som så at tage en debat om, så jeg beklager at det lige blev herinde at jeg fik luftet ud, artiklen om curlingbørn var nemlig lige det der skulle til :o)
-
Ole Sandner
22. august 2011 kl. 07:39Super artikel og lige mine meninger, jeg har med store børn på 21 og 25 år det værste bag mig, og er chokeret af dagens forældreholdninger. Jeg er især enig i at curlingbørn er for tabere.
Pia Rifbjerg skriver hun er pædagog, og jeg kan tilføje at jeg en gang fik et chock da jeg skulle hjælpe min daværende kæreste med at skrive hendes bachelor i pædagogik (!). For at kunne hjælpe med det, måtte jeg jo læse nogle af hendes bøger, og gudhjælpemig om jeg ikke åbner en af dem, og der som eneste forord står:
“Barnet ved selv – hvad der er bedst for barnet selv”.
Jeg fik næseblod af vrede over at der findes mennesker der bliver betalt for at skrive sådan noget vatnissesludder, og lægger dermed op til at det ikke kun er curlingforældrene (taberne) der har et ansvar for tidens svøbe, de pubbe børn der ikke kan begå sig, men at også børnehaver, skoler og samfund må se seriøst på om de normer man anvender, også er tidssvarende i et århundrede hvor kineserne er de stærke og forældrene køber tøj, biler, ure, kaffekander, børnetøj og computere der er lavet i kina, og så samtidig ikke kan forstå der er finanskrise. Ferien holder man i Thailand, og så er man uforstående overfor hvorfor der pludselig er brug for bailouts til turistlandene ved middelhavet som ingen længere gider besøge.
-
Pia Rifbjerg
25. juni 2011 kl. 15:11Kunne ikke være mere enig med dig! Jeg har igennem mange år været pædagog, har været med igennem mange forskellige trends af børneopdragelse ( et meget politisk ukorrekt udtryk).
Denne helt forfærdelige mode, med at børnene er små statussymboler, der ingenting skal deltage i, hvis de ikke er intresseret i,og skal bestemme alt hvad der skal ske i familien, er nok den værste!
Jeg vil gå så vidt, som at kalde omsorgssvigt fra forældrenes side. Det er fuldstændig urimeligt, at forlange at små børn skal kunne tage stilling til og bestemme alt hvad der skal foregå i den moderne familie.
De voksne frasiger sig faktisk deres ansvar for at tage beslutninger, sætte rammerne for et godt og sundt familieliv.
En sund opvækst forudsætter at børn udvikler sig og det gør man bl.a. gennem konflikter og konsekvenser af sine handlinger.
Bliver alle forhindringer fejet væk, inden barnet når at opdage dem, vil barnet få et chock, den dag de oplever, for det gør de, selv det mindste problem!
Får barnet det indtryk, at det må bestemme alt, uden det har konsekvenser, vil livet blive meget svært!
At trenden nu bliver bowling børn, kan også godt bekymre mig, hvis det betydert uhæmmet at kaste dem ud i alverdens problematikker og pligter uden hensyn til deres alder og udvikling.
Kan det ikke blot hedde børn! Og så skal vi opdrage dem, tilrettevise, regulere deres adfærd, til de normer, regler og pligter der er for det samfund vi lever i. Lære dem at agere som nogle voksne, vi selv godt kan li’ at være sammen med! Og så indse, at det er vores job som forældre at sætte rammerne og reglerne for hvordan man bliver det, ved at vise det gode eksempel.
