Dorte Rømer aka mini-mor: Det er DIG der ikke vil!
Dorte Rømer aka mini-mor: Det er DIG der ikke vil!
Af Dorte Rømer
Læs mere på www.soul-o.com www.minimor.dk
Det er DIG der ikke vil!
Midt i det kølige forår skulle vi til en hjertevarm fest. En 75 års fødselsdag med overnatning på en dejlig kro. Mor, far og den lille pige. At jeg var med trak gennemsnitsalderen på selskabet ned på 76 år, så jeg tænkte hurtigt at 5 retters menu, hvide duge og et barn der spiser som en labrador og sviner på minimum 4 kvadratmeter, nok ikke ville være passende.
Heldigvis bor verdens mest hengivne tantebarnepige i nærheden, så hun stod med favnen fuld af legetøj og gaver, klar til at passe afkommet om aftenen. Min kære mand ville så hente hende efter middagen og planen var at sove på kroen og nyde morgenmaden sammen med det muntre selskab alle 3.
Jeg følte mig forberedt, festglad og tryg – alles behov var opfyldt, og så havde jeg en skæg borddame…
Og så kom det. Borddamen begynder at brokke sig over at barnet ikke er med. De ville se hende. Og alle mine forklaringer blev mødt med et surt fjæs. Et lille barn i høj stol i 5 timer? Sidde stille under talerne? Spise glaseret and? Hvor meget fest var der lige i det – for nogen? Men nej. Hun mente bestemt, at jeg bare var forkælet og ikke undte selskabet glæden ved et lille barn. Jeg prøvede så at lokke med, at hun jo vil være der hele næste dag til brunch, og at borddamen nok skal få rigeligt med flyvende skeer, røræg på kjole, stol og gulvtæppe – men så kom næste angreb;
”Skal hun ikke sove ude? Skal hun hentes?” Og ja, hun har ikke sovet ude – jeg har ikke nogen familie eller svigerfamilie hvor hun kan sove. ”Hvad med din veninde? Hun kan da bare sove dér?!” Joeh, i princippet, ja. Nu er der så bare det, at alle mine venner samstemmende har sagt; barnet kan sove her, når vi vel at mærke føler os sikre på, at vi kan kommunikere. Det er en udmelding jeg holder meget af, jeg ville ikke selv bryde mig om at passe et barn der var utrygt eller som jeg ikke forstod. (Jo, ved bål og brand og akut alarm, men ikke når det ikke var nødvendigt).
Borddamen fejede det hele af og kom så med samtalens coup de gras; ”Det er DIG der ikke vil! Det er ALTID moren der ikke vil give slip!”.
Langsomt steg vreden fra den nu mavesure glaserede and helt op i kinderne. Det er fandme uretfærdigt! Jeg har ikke nogen mor eller far, søster eller onkel eller hvad helvede ved jeg af familie. Der stod sgu ikke nogen rørt bedsteforælder på fødeafdelingen, som sagde ”næh, ih, åh, tillykke” – for de er døde. Jeg ville elske at aflevere mit barn til nærvær, billedbøger og hjemmelavet marmelade hos mormor. Men jeg har ingen mor! Jeg har en stor skare af elskelige venner og veninder, der støtter op som familie om min datter – men de har jo ligesom selv et liv! Og de skal nok have mit overnattende barn når de selv føler tiden er rigtig.
Jeg kiggede længe på borddamen og sagde så; ”Mine forældre er døde, så valget var mellem at lade hende ligge på kirkegården hos dem i en sovepose eller at hun sover her.”
Et øjeblik troede jeg hun ville sige; ”Hvad valgte du så”, det gjorde hun ikke, til gengæld sagde hun; ”Ja, mine børn sov altid ude, dét var intet problem!”
Og så gav jeg op. Jeg vendte mig mod den anden borddame. Hun var skaldet, havde lige gennemgået sin 3. kræftoperation og fået nye hofter. Det var meget hyggeligere at tale om.
