Dorte Rømer aka Mini-Mor: Dynen over hovedet.
Dorte Rømer aka Mini-Mor: Dynen over hovedet.
Læs mere på www.soul-o.com www.minimor.dk
Der er dage hvor jeg helst vil trække dynen over hovedet og glemme alt om verden udenfor. Dage hvor verdens elendighed, menneskers uduelighed og magthaveres blinde øjne næsten lammer mig.
Har du det også sådan? Man læser om overgreb på børn i flygtningelejre og ser billeder af tusinder på flugt, og man kan gøre en hujende fis ved det, andet end at smide nogen penge i en plastikbøtte og håbe der er nogen derude, der er stærkere og mere kompetente end en selv til at yde hjælp.
Min mands kammerat summede det egentlig meget godt op forleden. Han var forbi til en kop te, mens barnet var i gang med at tømme Lego ud over hunden og nyhedernes billeder af endnu en katastrofe løb over skærmen. Han sagde; ”Jeg er simpelthen på nyhedspause! Jeg ser ikke nyheder, hører ikke radio og læser ikke aviser! Mit humør har det så meget bedre!”. Og jeg kan godt forstå ham, jeg kan bare ikke selv slukke for nyhedsstrømmen.
Men så kom jeg i tanke om næsten 2 år, hvor jeg gjorde det. Da jeg rejste med cirkus, havde vi hverken tv eller hørte anden radio end den musik, der blev spillet i bilerne om natten. Vi læste ikke aviser og mobiltelefonerne var ikke opfundet, så skulle man ringe til nogen, så var det frem med enkronerne og så finde en telefonboks i nærheden af teltet.
Det man talte om var cirkus, dagens teltplads og vejret. Og nyhederne kom i form af de rejsende sladdertanter, plakatopsættere fra de andre cirkus, der diverterede med saftige fortællinger fra staldene; om pailletklædte akrobatdøtre, der blev feteret af søløvestinkende sønner. Se, det var noget man kunne forholde sig til!
I 2 år kunne der være faldet en atombombe, uden at jeg på Ejer Baunehøj Campingplads havde hørt det i mine bedste netstrømper. Det var ufatteligt befriende, men også som at vende tilbage til en civilisation, der ikke havde tid til mig, da jeg kom tilbage til et hus uden hjul på.
Før jeg blev gift tog jeg hvert år en mental pause for at få den frihed. På med en rygsæk op på et bjerg, ned i en ørken – bare væk i 3-4 uger fra alt. Måske skulle jeg gøre det igen, bare skride fra alle dårligdommene og komme hjem med fornyet energi. Men hvad så med vuggestue, betalingsservice, beboermøde, runde fødselsdage, juletamtam….
Nej, det bliver ikke nu eller næste år… men snart. Om lidt…Måske skal jeg lige høre hvor længe mandens kammerat holdt pause, jeg kan vel starte med at slukke for fjernsynet.
