Emilie Jahnnie Sigård: En Sankt Hans drøm

Jeg ser en kvinde føde sit barn under et træ i skoven, mens andre kvinder sidder omkring hende og støtter hende i processen. Jeg ser jordmødre og naturlæger, der samler deres urter på engen, og ser deres spirende betydning for det vi i dag ved om medicin.

Jeg ser kvinder, der slider sig igennem livet og giver deres kroppe bort for at overleve i en underdanig position. Og kvinder der arbejder deres liv væk for at føde deres talrige børneflokke. Det er kvindeliv på kvindeliv i skiftende verdener, hvor både rig og fattig kvinde må holde vejret for at finde en vej frem i deres omstændigheder.

Jeg ser undertrykkelsen af kvinder kulminere med hekseafbrændingerne under inkvisitionen, hvor kvinder bliver brændt for at have indflydelse igennem deres kvindelighed og sensualitet, for at være healere, eller for at være fattige. For at statuere et eksempel på maskulin magt.

Jeg ser stærke, smukke, kloge kvinder der kæmper for retten til deres eget liv, og jeg føler mig så privilegeret over det de har gjort for mig. De har kæmpet for os, der i dag, er selvstændige, frigjorte kvinder.

Jeg ser min egen oldemor, farmor, mor og søster, og deres proces mod at finde en identitet i en mere og mere foranderlig verden. Jeg ser deres forskellige bud på kvindelig styrke og jeg føler mig stolt af dem og alle de kærlighedsfyldte kvinder jeg kender.

I aften, så tæt ved Sankt Hans, står jeg skulder ved skulder med kvinder gennem tiderne, og jeg føler en stærk og taknemmelig forbundethed

I aften vil jeg tænker på alle disse kvinder, og bålet vil for mig ikke længere repræsentere fortidens rædsel og smerte, men netop den forbundethed og den skønhed og den kærlighed mellem kvinder på tværs af tiden.

Kærligst
Emilie Jahnnie

Foto: 4 generationer kvinder i min familie.