Emilie Jahnnie Sigård: Glæde i eget hus.

I det indre psykiske landskab er der tusind rum, og inderst inde kan vi finde en have med smukke personlige symboler. Dem ser vi på i kapitlet om kreativitet. Men i den smukke have, findes der et fint hus, bygget til de indre børn.

Huset kan stå som villa villekulla, fuld af spræl og barnlig glæde eller mørkt, forladt og med tomme øjne. Jeg er så tit vågnet med tankerne om glæden i eget hus. Hvordan vi pukler og slider og slæber på alle mulige niveauer, uden at få glæden med. Hvordan vi bliver optaget af, at bidrage til børn, børnebørn, venner, familie og samfund uden at mærke, om vi selv har glæden i eget hus.

Vi taler så meget om glæde, men på en underlig måde bliver glæden samtidig sådan en tabuiseret størrelse, der hæfter sig på ”egocentrerede selvudviklingshippier”. Glæden bliver en fornærmelse mod livets alvor, og mod alle de, der ikke har noget at glæde sig over. I stedet griner vi vores bagdel i laser, over hårdtslående satire, for her kan vi tillade os at le. Vi kan omkostningsfrit lufte både skygger, og det indre uartige barn. Men den rene, barnlige glæde over livet, og glæden over bare, at være i os selv, kan være svær at fastholde. En kærlig opmærksomhed på dette forhold er så gavnligt, for det er så meget selvomsorg i, at give tilladelse til – ja, bare glæde.

Glæde er at pleje alt det, der for hver af os har værdi, og det kan være de mindste små ting. Jeg har altid haft en barnlig, begejstret glæde over at se ting gro. Jeg synes, at det er så forunderligt, og mit indre barn kan ikke komme sig over, at når jorden har været helt hård og kold, så kommer det hele op igen! Hvor vildt er det, jubiii! Det er så vigtigt at huske på, når glæden synes fraværende i lange perioder.

Og så kan mit indre barn heller ikke komme sig over, at der er så mange væsner i denne verden. Ligesom da jeg rent faktisk var 10 år gammel, og jeg flippede ud over, at min kat var levende! Den lignede alle mine tøjdyr, men den var varm og levende! Jeg kan stadig have det sådan i dag. Ligesom jeg kan sige til Gud på daglig basis:” Ok, nu blærer du dig virkelig”, når himlen endnu engang viser et nyt scenarie af farver, som intet menneskeskabt kan gengive.

Vi skal aldrig lade nogen tage glæden fra os, fordi de finder det vi elsker banalt eller fjollet eller barnligt, eller endog ubetydeligt. Og der er ikke noget vigtigere end at bevare glæden i eget hus. Ved os selv, og ved det vi hver især værdsætter. I skrivende stund kan jeg ikke komme i tanke om meget, der så præcist indfanger selvomsorgens natur.

Allerkærligst Psykolog
Emilie Jahnnie

Foto: mit barnlige sommerhus.