En hyldest fra Pernille-Lykke til veninder

En hyldest fra Pernille-Lykke til veninder

Her forleden aften var der fødselsdag hos en af de bedste veninder. Jeg kunne ikke deltage…. Skulle dels arbejde dagen efter, men jeg var også ked af det. Det var svært at melde afbud, det var med de bedste, men sådan skulle det være.

Da jeg dagen efter talte med en af de veninder, der havde deltaget, og hun sagde : ”Det var rigtigt hyggeligt, vi snakkede om at lave noget omsorgsagtigt på lørdag med dig, kan du det?” Der begyndte jeg at tænke ….. tænke over, hvor uundværlige alle mine veninder er. Jeg græd også lidt, for ja tak – det er lige det, jeg behøver!

Jeg cyklede på arbejde langs vandet med en genkendelse af noget, jeg havde følt før. Nemlig, at jeg ikke kan undvære mine veninder. Jeg er i den heldige situation, at mine venindevenskaber faktisk rækker efterhånden 39 år tilbage. Der er kommet nye til ja, veninder, som også er blevet en undværlig del af mit liv. Der på cyklen talte jeg, at jeg i mit voksenliv kun har skilt mig af med en veninde. Jeg har haft 3 brud med veninder, men de 2 var ”nye”- og hvis jeg havde set med erfarne øjne, ville jeg havde set, at vi ikke havde samme værdier fra start af – og at det ville blive meget problematisk, da jeg trak mig, og ikke ville deltage mere i det venskab.. Men ét decideret venindebrud, og faktisk var det også uundgåeligt, vi så hinanden pga. vores historie sammen, og var i den grad vokset fra hinanden. Det var øv, men også en befrielse. Så tænkte jeg på kærestebrud – der har været nogle stykker.
Og hvem har været der hver gang? Mine veninder…tak.

Jeg cyklede og cyklede, tænkte og tænkte på mit liv med mine veninder. Jeg tænkte så meget, at jeg lige kørte en omvej. For lang tid siden – jeg var 12 år – skulle jeg til fest i ungdomsklubben (ja, jeg havde løjet om min alder – var næsten 13 år), og der mødte jeg min første kæreste. Dagen efter ringede jeg til min kære veninde (hun kunne ikke deltage), og fortalte om hele denne fantastiske aften. Om da han kyssede mig i en kyssedans, og om at jeg meget spændt troede, at jeg var blevet kæreste med ham den lækre. Hun sagde stille ”Jeg vidste, at jeg skulle havde fortalt dig det. Jeg er meget forelsket i ham”. Der blev endnu mere stille, hvad fanden skulle der nu ske? Jeg cyklede hjem til hende, vi sad i hendes seng og snakkede. Jeg var forelsket, hun var forelsket. Jeg havde kysset og danset og var vist nok blevet kæreste med ham. Hun var jo ikke kæreste med ham. Vi aftalte så, at da hun ikke havde fortalt mig om ham- var han min. Men til gengæld aftalte vi også, at fra den dag af var det sådan her: Den der så en dreng først, havde retten, vi måtte aldrig kysse på den andens kæreste, men allermest sad vi der i begyndelse af teenageårene, der hvor vi ikke vidste, at kærlighedens alvor satte sin spæde start, at der aldrig – ALDRIG -måtte komme en fyr imellem os. Og hvis kæresten var dum, skulle man skride. Men mest af alt var vi enige om, at veninder var vigtigst af alt. Dette har vi holdt siden. Og behøver jeg at sige, at der ikke har været en dreng eller en mand, der har fået lov til at ødelægge vores venskab? Nej, nogen mænd har forstyrret, ja, men det gør de vist de der mænd!

I min veninde gruppe ser vi hinanden på kryds og tværs, og skønt er det, når man kan samle alle. Selvfølge er det med årene blevet til, at nogen bliver prioriteret mere end andre, der er kommet børn, der er kommet mænd og alt det som er hverdag – det som skal passes. Men det er faktisk sådan, at vi fornemmer hinanden trods flere uger, hvor vi ikke lige får set eller opdateret hinanden. På cykelturen råbte jeg højt ”YES – JEG KAN IKKE UNDVÆRE JER, TAK! JEG MÅ SKRIVE EN KLUMME SÅ I VED DET PÅ SKRIFT.” Jeg er afhængig af mine veninder, da min familie bor langt fra mig og vi ikke er en stor familie. Så mine veninder er min familie, mine børns mostre, de har ageret alt fra lektiehjælp til dybere snakke med hver og en af mine drenge. De har været med til børnefødsler, de har trukket mig op af skilsmisse, de har været med i mit erhverv – stået i nattens mulm og mørke i min blomsterbutik og hjulpet med at lave juledekorationer, skaffet mig kunder til familiebehandling- de har siddet og rystet med mig, da jeg havde set min elskede med en anden-de tror på mig. De har taget en taxa hjem til mig, hvis fanden bankede på, de har hørt mig gentage mig selv, de har opfordret mig til at se andre muligheder og vælge alternativer. Vi har grint og grædt. De har aldrig svigtet! De har heldigvis også med årene og den modenhed, der nogen gange følger med (for nogen gange opfører jeg mig sgu ikke lige så modent, som når jeg danser på bordene i en brandert, eller jeg bliver småfornærmet over ingenting, eller når jeg er decideret barnlig og egocentreret) sagt deres mening.

Og det elsker jeg, vi er ærlige….også selvom det gør ondt. Men vigtigst af alt: de rummer- vi rummer hinanden, og sparker stille og nogen gange hårdt til udvikling. Jeg cyklede og cyklede og tænkte, at i dette liv kan jeg ikke være mere lykkelig. Tak og tak. Jeg har jo alt!

De sidste dage har overvældet mig. Jeg er ydmyg. Og jeg er rolig. Jeg står et sted i mit liv, hvor jeg dels har brug for mit eget rum, men fandt ud af, at jeg i den grad også har brug for mine kære. Jeg er sej, ja, jeg kan klare meget og mere til. Jeg er reflekterende og nytænkende, men ikke uden jer! Hver og en, der sms’er mig, inviterer mig til sofarødvinshyggegrilmadsnask, kører mig til vandet, og sms’er som: ”Sender dig gode tanker”, ”Jeg er lige her hvis du har brug mig”, ”Skal vi gå en tur”, ”Har du lyst til, at jeg henter dig, og vi kører en tur” , ”Jeg har en flaske bobler, fra min fødselsdag-skal vi ses”, ”Det rørte mig det, du fortalte, tak – tænker på dig”, ”Hej skat, håber du er ok”, ”Skat har så ondt af dig, at det giver mig en trist uro” og mange flere….og også mere sjove sms’er som holder humøret oppe, når det kan se sort ud. Som denne sms: ”Få fingeren ud af din slatne røv, og tag dig sammen- der skal vaskes tøj. Måske du også skal gå ud med skraldet…..love u” For humor har vi, midt i alt det der kan se trist ud, griner vi så tårerne triller og forløser smerten.

Tak. Er du gal, vi er gået gennem ild og vand. Vi er blevet udfordret os seje, bløde og følsomme veninder af- sygdom, børn, familie, arbejde, løgne, død, skilsmisser, utroskab, alkohol, finanskriser, svigt, uddannelser etc. Men hvor er vi beriget. Så derfor hver og en af jer: Tak for, at I kan holde mig ud, tak for at I giver mig udfordringer, tak for at I er lyttende, tak for vores rejser, tak for vores grin, tak for the, tak for vores sofahygge til x-factor med eller uden børn, tak for jeres forståelse, tak for bobler højhælede sko og den rigtige kjole- eller små skarpe med fedtet hår på det lokale værtshus. I har endnu engang givet mig den forståelse, at jeg ikke kan uden jer. Eller jeg vil ikke uden jer! Glæder mig til lørdag og mange andre dage.