Er din mand gået i hulen?
Er din mand gået i hulen?
Er din mand gået i hulen? Dette er et udtryk for mentalt/fysisk fravær lanceret af John Gray, forfatter til bogen “Mænd er fra mars, kvinder fra venus”.
Hvorfor gik han derind? Og hvordan får vi ham ud igen?
Det hele starter med sommer og sol, kys og kærtegn lige indtil du en dag vågner til en sur sok midt på gulvet, hvor du IKKE syntes, den skal ligge, og en mand der enten sidder foran tv´et, computeren eller er i haven!
Hvem skrev under på et forhold der blev til: kvinden der aggresivt hiver støvsugeren hen over samme plet, mens hun med lyn-udsendende øjne, samler sokken op med den anden hånd, og kaster den hen over manden, i håbet om at han vil kigge fra computeren over på hende.
Vi som regel ved godt, hvor det gik galt. Det skete i det øjeblik hverdagen meldte sig! Da manden var sikret sin fangst og kvinden gik igang med at ordne vasketøj. Men hvor blev al den skønne opmærksomhed og omsorg af, som fik os til at svæve hen over gulvet med støvsugeren og glemme, at det kunne være en belastning? Hvad blev der af middagsaftalerne, overraskelsesarrangementerne, hjælpen til småting i hverdagen og ikke mindst kyssene?
“Skatter…..der er noget, jeg gerne vil tale om”
(her høres gyser-lyden: da da da daaaammm)
Kvinder vil nemlig gerne tale om tingene, da vi således mener, vi kan forbedre tingene. Jeg vil gerne være den første til at skrive under på, at det også er min logik.Vil vil gerne tale om: Hvorfor sokken skal ligge der og flyde, når nu vi tidligere har sagt, at det var en dårlig idé? Hvorfor vi ikke længere bliver inviteret på restaurent? Hvorfor der pludselig bliver kigget efter andre piger på gaden? Hvorfor han nu igen skal ud med drengene? Hvorfor…
Manden tænker: “Hvorfor skal vi altid tale om tingene, nu igen, gider du lige slappe af, så sæt dog selv støvsugeren fra dig, hvis ikke du gider at gøre det, men lad mig være i fred. Eller du sku nødig tale: du render rundt i joggingsæt og kedelige hjemmesutter, og forventer at jeg skal få lyst til at kysse dig?”.
Forventet reaktion fra manden;: forsvarsreaktion eller at bakke langsomt ud af lokalet og som følge af begge – MAND GÅR I HULEN
MAND GÅR I HULEN!
Vi var lige gode om det…men når den ryger helt derud, til dette kritiske punkt, kan det være endnu sværere at lade den anden væreog blive på sin egen banehalvdel. Derfor en huskeliste til dig og mig: for der kommer nok et tidspunkt, hvor vi gerne vil have vores mand tilbage fra det fysiske eller mentale fravær i stedet for at skrige ham længere end i hulen.
Når han går i hulen så
– Stå ikke klar med køllen ude foran
– Råb ikke noget ind til ham, der kan lægge et forventningspres på ham.
– Dit humør skal ikke afhænge af ham, så lav din egen agenda. Skiftevis glade og hidsige ekkoråb ind i hulen, mens han stadig er der, fører ikke til andet end unødig forvirring. Han kan ende med at tro, at det er en sindsforvirret gal kvinde der står uden foran.
– Få ikke duer til at flyve ind i hulen med spørgsmål bundet rundt om halsen – med afkrydsningsmulighederne ja og nej (du kan være sikker på at duen ikke returnerer med svar – da han jo netop sidder i ”hulen” for at finde ud af sine tanker, og de svar han på nuværende tidspunkt ikke har.
– Jo mere overskudsagtig og glad du er, som du står der udenfor hulen, jo større chance er der for, at han har lyst til at komme ud og være med. Men hvis han hele tiden kan se dig trippe rundt udenfor indgangen og kigge ind med køllen i hånden, så er der ikke så store chancer for at han kommer ud. Efterlad i stedet noget god mad, og forlad så indgangen. Så kan du både se om maden er forsvundet, når du kommer hjem, samtidig med, at du kan håbe på, at han bliver ude og ser dagens lys. Det skal helst ikke være sådan, at han kommer ud, vender sig om, og ser dig stå lige bag indgangen i venteposition, med køllen klar i hånden – klar til at slå ham for alle de gang han sårede dig. (Selvom det er fristende) Giv ham plads til at lede efter dig. Mandens krigerinstinkt er hermed vækket.
– I stedet for at mukke når han endelig kommer ud, så fortæl ham, hvad du ville blive glad for, at han gjorde.
– Du har også et ansvar for situationen. Hvis du vil have den mand tilbage der faldt for dig i starten, så gør lidt af det du selv gjorde i starten af forholdet, mens alt var lutter lykke: Gør dig lækker, gå ud med veninderne, lav god mad til ham, og ros ham for guds skyld for alle de ting han kan/eller ikke kan finde ud af, men ros ham!! For jeg er sikker på, at du under de første par dates sad og smilede nyforelsket, selvom han snakkede om fodbold!
I tilfælde af at han bliver i hulen for længe, kunne der jo komme en ny prins ridende forbi, og så skulle man da nødig sidde og ligne en hængt kat, der har levet af lidt for mange mus på det seneste.
– Så tag ud og nyd livet
Det kan vi vel ikke blive mindet om for ofte?
-
Maria
3. maj 2016 kl. 15:26Fuldstændig korrekt Bodil. Du rammer så meget plet i den kommentar . Det er altid kvinden, der skal række ud og bruge al sin hjernekapacitet på at nå manden og få et bedre forhold, mens han kan læne sig tilbage og præstere bedre på arbejdsmarkedet fordi han ikke bruger sine resourcer på forholdet…. Det er her vi kan snakke om uligevægt og hvordan manden psykologisk stadig kan dominere over kvinden, så hun bliver for udmattet til at selv gøre karriere, når hun skal redde forholdet … Kunne være fedt hvis alle kvinder i fællesskab besluttede sig for at være ligeså lad som manden i et forhold.
-
Allan
19. december 2011 kl. 13:25Bodil, jeg tror du lægger mere vægt på en del af artiklen, end en anden del. Min generelle fortolkning af artiklen er, at mænd – som mænd er flest, ikke besidder helt det samme kommunikative gen, som kvinder (efter min opfattelse) mere eller mindre er født med.
Artikelen hedder ‘er din mand gået i hulen?’ Det betyder at den henvender sig til kvinder, der gerne vil i kontakt med deres mænd igen, hvilket er det artiklen kommer med et forslag til hvordan dette er muligt. Set fra det perspektiv, så synes jeg, den rammer ret godt.
Og ved du hvad? Hvorfor er det ikke ligeværd at række en hånd ud, som den første? Jeg synes det viser styrke og overskud! Godt gjort til de kvinder der kan (ja, og mænd i øvrigt også ;))
Mænd er da bestemt motiveret til at få et lykkeligt forhold, jeg nægter at tro på andet. Et forhold hvor daglig kommunikation, hjælpsomhed, fællesskab, kærlighed og spontanitet er en del af indholdet. At gå i hulen, er at flygte. Hvorfor det bliver sådan tror jeg er en længere udredning med begge parter som ‘skyldige’.
Og som der bliver sagt til sidst, hvis ikke det lader sig gøre, så er der vel ingen grund til at kvinden venter på noget, der ikke sker? Videre…
-
Bodil
18. december 2011 kl. 22:36Bliver ganske enkelt nød til at kommentere endnu et et af jeres artikler, ja alle artikler til kvinden i parforholdet.
Der er en ting, jeg undrer mig til stadighed over. Det er altid kvinden, som skal redde ægteskabet/parforholdet. Det ar altid kvinden, som skal forholde sig til sin partner på anden vis. – Som om at partneren er et sølle skvat, som ikke formår at ændre sig. – Nej jeg er ikke gift med hverken min mor eller min far. Mit mål med et parforhold er at være gift/leve med en voksen ligeværdig partner og jeg gider ikke være mor for min partner. At være så skide forstående. – Hvad med ham, læser han utallige selvhjælpsbøger for at kunne forholde sig til kvinden? – Jeg tror det næppe.
Tro mig det her er ikke ligeværd. Det er at placere kvinden i at være den: Åh, så forstående kvinde, som bare skal skåne den stakkels mand. Men jeg er også sårbar til tider. Jeg har også brug for at blive forstået og blive respekteret som det menneske jeg er og den kvinde, jeg er.
Og bild mig ikke ind, at hvis jeg nu tager det første skridt, så løser det sig alt sammen…. Det er at få storhedsvanvid som kvinde, at tro at vi kan udøve sådan en magt. Eller også er det at narre os selv endnu engang.
Hvorfor skulle manden dog ændre sig, når alt går som han gerne vil det. Hvad er motivationen til at ændre sig.
