– Du skal komme nu! Nej, jeg vil ikke. Jo du skal!

– Spis nu din mad! Nej, jeg er mæt. Spis nu, ellers bliver du sulten om lidt igen.

– Jeg vil ikke i skole i dag! Nej, men det skal du altså.

– Du skal i bad, når vi har spist. Nej, jeg vil ikke. Jo, du skal! Nej! Jo! Nej! Hold så op med det pjat!

Hårdt mod hårdt flytter ingenting, og derfor bliver vi alle slidt i den slags relationer – børn såvel som voksne.

Det er tankevækkende, at de mennesker, der betyder mest for os – er dem, vi møder med MINDST empati og interesse.

I stedet møder vi dem med:

• domme: ”Din møgunge! Hvorfor skal du altid være på tværs!”
• kritik: ”Hvordan er det, du sidder! Du spiser som en gris!”
• sammenligninger: ”Når din søster kan finde ud af det, hvorfor kan du så ikke?”
• hån: ”Når du piver på den måde, er der ingen, der gider lege med dig.”
• trusler: ”Hvis ikke du kommer nu, så går jeg.”
• skældud: ”Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?! Er du døv!?”
• belæring: ”Ja, sådan går det, når man fjoller på stolen på den måde, så kan du lære det.”

En undersøgelse blandt 200 forældre afslørende, at 50pct af det de sagde og gjorde sammen med deres børn, mente de ganske enkelt ikke – eller de kunne ikke stå inde for det.

Børn reagerer på deres voksne, så hvis ikke vi er bevidste omkring, hvem vi er sammen med dem, bliver vi nemt frustrerede – som når det eksempelvis tager en krig at få dem i seng, fordi de ikke gør, som vi siger.

Der handler det tit om, at vi behandler dem som noget, der skal overstås. Sådan noget mærker børn – og de spejler vores modvilje mod dem. 

I stedet for at tage ansvar for vores egen halvhjertede investering i relationen, ender vi ofte med at give dem skylden for det, der sker mellem os.

Men det er ALDRIG børnenes skyld!

Det starter altså med os selv. Det gør det altid. Det handler om relationskompetence.

Vær tilstede…

Så når dit barn ikke vil gøre, som du siger – spørg dig selv:

Hører jeg efter i relationen? Er jeg tilstede?
Eller er jeg allerede i sofaen eller tilbage på arbejdet? 

Eller hvis dit barn har udviklet sig til en lille politimand, så undersøg om tonen blandt jer voksne er overvågende, kritiserende, belærende og dikterende.

Og hvis dit barn er meget perfektionistisk og bange for at gøre noget forkert – er det måske også sådan, du er i livet?

Når vi tager større ansvar i relationen til børn, vokser vores empati og interesse naturligt for dem. Det bliver indlysende, at hårdt mod hårdt er meningsløst og nedbrydende for vores relation. Måske ved vi det allerede, men mangler noget at sætte i stedet.

Alternativet er, at vi begynder at gå forrest med den adfærd, vi gerne ser i vores børn. Vi skal til at praktisere – frem for at prædike:

– Du skal i bad.
– Nej, jeg vil ikke.
– Nej …jeg ved godt, at det er du ikke glad for.

(Mere behøver du ikke sige. Derefter kan du hjælpe dit barn i bad. Nogle gange siger vi tingene for mange gange, og det optrapper konflikterne imellem os). 

Det vigtigste er at blive mødt med empati og interesse – og så bliver det sekundært om, man får sin vilje.

Som voksen betyder det altså ikke, at du skal opgive det, du vil i eksemplet – men giv plads til, at barnet kan udtrykke sin vilje uden, at du begynder at slås mod den.

ØVELSE:

Prøv hjemme eller i institutionen at optage jer selv en hel dag sammen med jeres børn – og lyt det derefter igennem for at blive mere bevidst i relationen.