Forfatter Lilja Scherfig om had i familien
Forfatter Lilja Scherfig om had i familien
Forfatter Lilja Scherfig er atter aktuel med en smuk og vigtig billedbog, FARFAR. Det er en historie om had i familien. Om en farfar, en dreng og en hønsegård. Men vigtigst af alt; en historie om at have ret til at være sød mod andre
Lilja Scherfig er kendt for at skrive bøger om de store temaer i livet, om de dyriske sider i mennesker og om kampen for venskab. Den nye bog FARFAR kredser også i dén grad om de store følelser: En farfar flytter ind hos familien, mens de venter på plejehjemsplads, eller rettere sagt; han flytter ind i hønsehuset, det er dér han skal bo. Han har nemlig altid været et dumt svin, siger moren og faren. Spørgsmålet er så, om barnet i huset nu skal hade sin farfar eller være sød mod ham?
Hvorfor har du valgt at skrive om vrede i familien?
– Fordi der er vrede i mange familier. Mange bruger deres liv på at være sure og bitre på en dum far, en irriterende eks-kone eller en afstumpet farmor. Og den vrede bliver overført fra den ene generation til den anden. Børnene lytter konstant på negative historier om personen, og bliver brugt som støtte-hær for den ene part i konflikten. Det er klaustrofobisk og dominerende.
Kender du vreden fra din egen familie?
– Ja, min far slog hånden af sin far, da jeg var lille. Vi er opdraget til at hade vores farfar. Det er noget underligt noget, dét med at blive opdraget til at hade en person. Skal børn virkelig overtage forældrenes had? Skal de overtage andre menneskers følelser? Og meninger? … Som barn i 70’erne lærte jeg, at folk der stemmer højreorienteret, er onde. Det troede jeg på. Men nu møder jeg jo selv folk, der stemmer til højre, og jeg må altså konstatere, at de ikke alle sammen er onde … der ér faktisk undtagelser, siger Lilja Scherfig med et stort smil.
Synes du ikke, at børn skal påvirkes af forældrenes meninger?
– Det kan de ikke undgå. Men jeg synes, at børn har ret til at finde ud af, hvad de selv vil mene. Vi skal gøre vore egne erfaringer, og finde de værdier og holdninger, der passer til os selv, lige meget hvem vi er i familie med, og hvad de mener. Det er ubehageligt at få andres følelser og meninger presset ned over hovedet. Vi har ret til at møde livet og andre mennesker med åbne arme. Venskab og kærlighed kan have mange skikkelser. Åbenhed er en vigtig ting, og nysgerrighed. Og vi har da lov til at være søde mod nogle, andre ikke kan lide … der skal jo også være plads til tilgivelse, og der skal være plads til at folk kan ændre sig.
Hvorfor vælger du altid Otto Dickmeiss som illustrator?
– Jeg elsker at arbejde sammen med ham, han er så super skarp, han tegner så vildt dragende, melankolsk, forfinet, poetisk, stærkt! Han har brugt et halvt år på at illustrere FARFAR, det er lang tid, og det kan ses. Ja, det er blevet en meget smuk bog!
(Køb bogen her: http://jensenogdalgaard.dk/prestashop/da/billedboger/120-farfar.html )
-
Hanne
20. august 2015 kl. 21:01Det behøver ikke altid at dreje sig om forældre eller bedsteforældre.
Man kan sagtens komme i klemme hos voksne børn, der udvikler sig, så man ikke kan genkende, hvor de kommer fra, og det sker måske gennem påvirkning af deres ægtefælle fra et andet miljø,, som de med tiden kommer til at ligne, så de helt glemmer, hvem de egentlig selv er.
Skal man som forælder bare acceptere og lukke øjnene for dårlig opførsel fra et voskent barn?
Jeg mener, at det kan man gøre langt henad vejen, men at det en skønne dag kan blive for meget, og man så bør sige sin mening og gå sin vej…. forhåbentlig kun indtil stormen har lagt sig, men det kan godt tage sin tid.
Det føles godt, skal jeg hilse og sige.
En mor, der i årevis fandt sig i for meget.
