Hanna Snorradottir: Ofrer du egne behov på fællesskabets alter?

Hanna Snorradottir: Ofrer du egne behov på fællesskabets alter?

Kender du situationen: Du sidder på dit arbejde og har rigeligt at lave. Din chef kommer ind til dig, med en opgave, der haster og inden du når at tænke dig om, hører du dig selv sige ”ja”, hvor du burde have sagt ”nej”. Det knuger i brystet, når du ser frem til endnu en aften foran computerskærmen.

For 8 år siden, da jeg arbejdede som miljøingeniør, husker jeg at opgaver havde det med at ”havne” på mit bord.  Jeg havde egentlig rigeligt at lave i forvejen, men formåede ofte ikke at sige ”nej” i tide. Men selvom jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejde, havde jeg det rigtig svært ved at gå ind til min chef for at bede om at blive taget af opgaverne. Fordi… nu havde jeg sagt ”ja” – så var det min pligt til at løse dem. Så hellere sidde længere om aftenen for at blive færdig… indtil jeg selv ramte muren og gik ned med stress.

8 år senere støder jeg tit på lignende historier i mine stresskonsultationer. Kvinder, som har svært ved at sige nej til chefen. Kvinder, som gang på gang sidder og lytter til kollegaerne i frokostpausen uden at få et ord indført. Kvinder, som pligtopfyldende møder op til en fest, som de ikke har overskud til, fordi de i forvejen har en propfyldt kalender.

”Ja, men hvis man bare gør det man har lyst til, bliver man da en af de helt ulidelige egocentriske typer, som kun tænker på sig selv”- kan du måske indvende. Men det er ikke der, hvor jeg vil hen!

For det er fint at bruge energi og være pligtopfyldende overfor mennesker, som virkelig betyder noget for dig. Mennesker, hvor du føler, at du har en gensidig og respektfuld relation med. Oftest kommer det helt af sig selv, at det er der, du har lyst til at gøre en indsats – også når det er lidt ubelejligt. For her kan du vælge at sige ”nej” med værdighed, hvis overskuddet mangler… uden at skulle forklare og forsvare dig ud i det uendelige.

På arbejdet bliver du faktisk oftest værdsat for at være ærlig nok til at sige fra i tide, således at opgaven når at blive løst i tide af en anden. Samtidigt risikerer du ikke altid at være den, som chefen og kollegaerne hele tiden opsøger med problemopgaver og dermed den, der går sidst hjem eller møder tidligst op på jobbet.

Når du bliver for ”medgørlig” ender det ofte med, at du bliver så irriteret på dig selv, at du kommer til at give aben videre og snerre ad nogle uskyldige mennesker, som intet har med sagen at gøre. Andre kollegaer eller værre endnu: Dine børn. Din partner. Og så sidder du tilbage og bebrejder dig selv.

Men hvorfor er du bange for at sige ”nej”, når du ikke har lyst eller kan?

Det handler sikkert ofte om, at du er bange for at såre den anden og bange for at skade dit ry og rygte. Du får dårlig samvittighed over, at du svigter din kollega, da du er den eneste, som bruger tid på at høre om hendes problemer i frokostpausen, at din veninde bliver ked af, at du ikke kommer til festen, at chefen skal bruge tid på at få en anden til at løse opgaven, og at kollegaen nu skal aflaste dig.

Hvis du, til gengæld er ”medgørlig” får du, uden tvivl, masser af ros og anerkendelse. Din kollega er lettet over at have én til at ”læsse af” på, veninden bliver glad for at du kom og din chef sparer tid ved ikke at skulle gå til dine kollegaer, der har det nemmere ved at sige ”nej”.

Men… prisen, som du betaler for denne anerkendelse er, at du kører dig selv ned. At du ikke lytter efter til dine oprigtige behov. At du konstant kæmper en indre kamp med dig selv – mellem dine egne behov og andres behov.

Indgår ”Jeg bør…”, ”Jeg skal…”, ”Jeg forpligtet til at…”  ofte i dit sprogbrud – så spørg dig selv:

•                    Hvorfor er alle andres behov vigtigere end mine?

•                    Hvilken pris betaler jeg for at sætte mine egne behov til side?

•                    Hvordan kan jeg formulere et ”nej”, som ikke virker sårende for andre – og som samtidigt tilgodeser min værdighed?

Husk! Du er ikke en ”kold skid” når du siger ”nej”. Det behøver ikke at være konfliktfyldt. Udsagn som: ”Jeg har ikke tid nu”, ”Det er et dårligt tidspunkt”, ”Jeg har ikke mulighed for, at…” kan sagtens stå helt alene – uden at du skal forklare eller undskylde noget.

Når du ikke har overskud eller lyst til at deltage i noget, har du altid mulighed for at sige: ”Jeg er optaget”. Ja, du er optaget af at sidde på sofaen og slappe af, eller hvad du nu ellers har brug for at gøre, for at genoplade dit batteri.

Det eneste du ”bør” og ”skal”, er at værne ligeså meget om aftalerne med dig selv og dit eget ve og vel, som du hidtil har værnet om de aftaler, du laver med andre og deres ve og vel.
www.snorradottir.dk
www.stresshoskvinder.dk