Henriette Hagild: om at føle sig ensom

Henriette Hagild: om at føle sig ensom

HenrietteHagild.dk

Lise følte sig ensom. Selvom Lise var gift, havde børn, job, venner, familie, følte hun sig ensom.

Når Lise var ude i sociale sammenhænge, tænkte hun ofte på, hvor nemt det var for andre at finde noget at tale om, og hvor svært hun havde ved at passe ind. Når hun var sammen med sine søskende, følte hun, at de var tættere knyttet til hinanden, end hun var, og når hun var sammen med sine venner, gik hun ofte hjem med en følelse af, ikke at være blevet set og hørt – og en rungende følelse af tomhed.

Lise vekslede mellem misundelse på andre over, at de havde så nemt ved “det sociale”, vrede over at blive ignoreret, sorg over at føle sig udenfor, og dømmende udtalelser om, hvor arrogante og selvoptagede andre var.

Men allermest var hun bare ked af det og spekulerede på, om hun virkelig var så uinteressant. ”Eller måske er jeg ved at blive skør”, sagde hun.

Ensomhed er en grum følelse. Følelsen af at være udenfor sammenholdet, følelsen af at skulle bære alle sine problemer selv, følelsen af at have lyst til at være en del af fællesskabet, men ikke vide hvordan man gør. Og samtidig er ensomhed en helt almindelig følelse, som alle har stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i livet.

I terapien forsøgte vi at finde ud af, hvad der lå bag Lises ensomhedsfølelse, og hvad hun tænkte om sig selv, når hun misundeligt kiggede på de andre i gruppen. Og det var følelsen af ikke at være OK. som fyldte rigtig meget hos Lise. Hun sammenlignede sig med de andre, og det faldt altid ud til de andres fordel, og ved nærmere eftertanke havde det altid været sådan i Lises liv.

Lise skulle nu lære at hun var ok., at hun havde ligeså meget at byde på som alle andre, og at hun havde ret til fællesskabet ligesom alle andre. Og så skulle hun lære at acceptere ensomheden som et vilkår for livet, og et vilkår vi alle bærer rundt på.

Genkendelse af ensomhedsfølelsen, når den opstod, var en vigtig del af det arbejde Lise og jeg lavede sammen. Ved at rette opmærksomheden mod følelsen, kunne Lise i øjeblikket fokusere på ikke at blive taget af følelsen, men derimod handle på den. Hun kunne så vælge at integrere sig ved at deltage aktivt i f. eks. diskussionen i stedet for at sidde og tænke på, hvor svært det var at være Lise lige nu.

Vi arbejdede også med affirmationer – positive, anerkendende bekræftelser, hvor Lise skulle kigge sig i spejlet og højt sige til sig selv, at hun var ok og at hun havde ret til ar være. Det var en grænseoverskridende øvelse, men effektiv!

Lise arbejder stadigvæk, men nu fokuserer hun på sin styrke og på, hvad hun kan gøre positivt, frem for hvor dårligt hun havde det og, hvor forkert og ensom hun var.