Hurra for Annamette Fuhrmann og for bogen ”længsler og leverpostej”
Hurra for Annamette Fuhrmann og for bogen ”længsler og leverpostej”
Jeg har længe kæmpet med denne boganbefaling, fordi den ganske enkelt er noget af det bedste, jeg længe har læst og derfor fortjente bogen, at jeg formulerede noget rigtig klogt og godt. Jeg vil så gerne hylde Annamette Fuhrmann for hendes mod, hendes humor, hendes oprigtighed, hendes fantastiske måde at formulere sig på, at jeg gik i præstationskrise. Men så tænkte jeg – bogen handler nemlig om at kunne udstille sig i sin sårbarhed og droppe alle de krav om, hvad vi burde og hvad vi troede, vi burde.
Så her kommer det: Det er en af de bedste bøger jeg længe har læst – jeg græd og grinede og smilede og 3 af mine veninder har efterfølgende lånt den og elsker den også. Så læs den.
Annamette Fuhrmann: ”Længsler og leverpostej”
Jeg har været kærester med Thure i 6 år, været gift i 5,5 og mine børn er hhv. 5 år og 2 år. 10,5 cm er længden på mine bryster, 13 cm er længden på mit ar efter et kejsersnit og 0 er tallet for antal gange om dagen, jeg har lyst til sex.” – citat fra bogen
Annamette Fuhrmann, f. 1973 er journalist og flittig skribent på sin blog http://fuhrmannfordig.blogspot.dk/, som handler om at være kvinde og mor. Har tidligere skrevet bøgerne Min mor og Min elskede. Hun bor på Amager og er mor til Kasper på 5,5 år og Jeppe på 3 år. Da Annamette mødte sin mand, Thure, var de vilde med hinanden, men det kniber med at holde liv i kærligheden. Fordi børnene tager deres tid og energi, og fordi det er svært at bevare lysten og nærheden midt i den daglige frikadellefars.
Annamette og Thure kæmper for at holde fast i hinanden, midt i hverdagen med børnene, som bliver sværere og sværere, jo længere tid der går. De går i parterapi. De snakker. De lader være med at snakke. Annamette går til kursus i erotikfremmende soveværelsesindretning, der bl.a. indebærer velour. De sætter æggeuret til præcis syv minutters sex hver aften. Men virker det, og er der så noget af alt dette, der bringer dem tættere på hinanden? Der sker ting og sager i det lille hjem på Amager, og Annamette Fuhrmann er ikke bange for at dele ærligt ud af det hele.
Hvorfor så skrive en bog, der går så tæt på et privat parforhold?
Annamette skriver i bogens forord: ”Jeg har delt min historie, fordi du ikke skal føle dig alene. Jeg synes ikke, at jeg kan være andet bekendt.”
Efterfølgende har jeg talt med Annamette om bogens succes og hun er overrasket over og glad for at have modtaget bunker af mails fra kvinder, der er lykkelige for, at de ikke føler sig alene med de tanker, som hun beskriver i bogen. Annamette ser et kæmpe potentiale for fællesskab med bogen, der er bare lidt flere, der skal lære den at kende.
Det sørger vi for. Du kan nemlig vinde den gennem kvindetid.dk
Send en mail til annemette@mail.dk og mærk den ”længsler og leverpostej” – så deltager du.
Kan også købes her: http://www.saxo.com/dk/laengsler-og-leverpostej_anna-mette-fuhrmann_indbundet_9788763820516?gclid=CKDmx_uloLICFaItmAodzzIAhA