Hvorfor vi kan tro, vi elsker ham, når han ikke er værd at samle på.

Helle Tranberg

Et Hej til Maria.
Fra november 2014.
Jeg Helle skrevet i tråden juni, 2014. Har lige kikket forbi denne tråd igen. Er du der stadig Maria, og hvor bor du evt?
Jeg bor i Århus.
Vh Helle

Peter

Hej

Jeg kender en pige som jeg er lidt forelsket i. ;Men hun er fortsat forelsket i sin eks, som slog op med hende for knap 2 år siden.

Hvad jeg har hørt har han ikke behandlet hende særlig pænt, men hun er fortsat forelsket i ham, da det var hendes første rigtige kærkighed. Hun er hele tiden meget bekymret for om han finder en ny kæreste og hvad han syntes om hende., Og selvom hun i mellemtiden har haft en anden kæreste, har følelserne for den tidligere kæreste, fortsat holdt ved. Ekskæresten hun fortsat er forelsket i, siger hele tiden, at hun ikke skal tro de finder sammen igen og har også givet udtryk for at være kommet videre.

Jeg prøver hele tiden og hjælpe hende og snakke med hende så godt som muligt, men det er lidt svært. Hvad kan forklaringen være på de følelser, Hun virker fanget og det bedste ville være hvis hun kunne komme videre, men hvordan? Hvad kan jeg og evt hende gøre?

Birgitte

Til Ane

Er du stadig i dit forhold? Hvis ja, er der bedring at se?
Jeg er i en lignende situation på 3. år, og kan godt fornemme, hvor det bærer hen. Fornylig har jeg opdaget, at min kæreste muligvis er narcissist, og er derfor ikke helt moden til at gå endnu. Dog har opdagelsen givet mig en følelse af at være blevet stærkere, idet jeg kan pege noget af “skyld”-fingeren væk fra mig. Jeg ser nu, at jeg i mig selv er god nok, og har været det hele tiden. Jeg har været tro mod mig selv, ham og alt hvad jeg har givet og taget. Det er et enormt selvværds-boost. Hvis du har lyst, vil jeg gerne udveksle erfaringer.
Venligst
Birgitte

Maria

Er ved at rydde op i mit liv efter 28 år med med psykopatiske karaktertræk. Måske underligt for jer at jeg beskriver min ex på den måde, men det har sin årsag. En er at der ikke findes en officielt direknosen så det vil altid være min påstand. En anden er at jeg, selv efter 11 år som ex, frygter hans “straf ” hvis han finder ud af hvad jeg fortæller venner, familien og de personer der hjælper mig i øjeblikket. En tredje er at jeg, trods hjælp og år alene, fortsat er så “fuckt up” i mit billede af mig selv at jeg til tider stadig tænker at det var /er mig der er noget i vejen med.

Intellektuelt ved jeg godt at jeg har været udsat for en psykopat og at jeg er voldsomme ar på sjælen. Men det ændre ikke ved faktummet at jeg efter så mange år sammen med ham tvivler frygteligt meget på min egen dømmekraft specielt hvis jeg er i ubalance eller træt. Mit hovede har i så mange år fortrængt sandheden og jeg endte med ikke at stå ved mig selv.

Jeg prøvede i årevis af få andre til at se hvad jeg levede i, men det var umuligt for andre at se eller forholde sig til for han var jo “Guds gave til kvinden”. Måske set udefra, men det var nærmere Dr. Jekel og Mr Hyde i ægteskabet. Genkender med sorg i hjertet mange af beskrivelserne i de tidligere indlæg.

Er langsomt ved at erkende at mit livs interesse for at danne bro mellem traditionel psykologi og ledelse, på den ene side og helhedssyn, kærlighed og medmenneskelighed på den anden. Højst sandsynligt udspringer af min egen længsel efter at forstå hvordan det der udadtil er alt det rigtige (hans offentlig synlige adfærd) kan være så skadelig og dæmonisk, så lang fra hvad jeg følte var kærlighed. Måske jeg snart formår at give slip på længslen efter at forstå, måske jeg snart efter alle disse år lærer at leve. Kærlighed der gives, deles og leves af et rent hjerte er det mest givende og berigede der findes. “Kærlighed” der gives for at styre, manipulere og kontrollere er dødbringende. Hvis ikke fysisk så psykisk og sjæleligt.

At finde jeres breve, læse dem og mærke at jeg (desværre,) ikke er alene om mine oplevelser, støtter mig og giver mig følelsen af at være et helt normal sundt menneske der har været udsat for noget usundt og unormalt. Ved nogen af jer om der findes mødesteder for personer der har levet med en psykopat for jeg trænger godtnok til at føle mig normal og almindelig :-). Har gode mennesker omkring mig, men har man ikke prøvet det her så ved man ikke noget om den sorg, fortvivelse, skyld og skam, opgivelse og forkerthed der følger ef offer efter mødet med en psykopat.

Kære Ane
En krisepsykolog har sagt til mig ” Der er kun en måde at komme fri af det, flyt så langt væk fra ham som muligt” . Det jan så desværre ikke lade sig gøre for mig idet vi har børn sammen. Men jeg skriver det til dig fordi jeg ville ønske jeg kunne sætte mig ned sammen med dig, se dig i øjnene og sige “Drop det hurtigst muligt, det er ” livsfarligt ” det du udsætter dig selv for. Vær kærlig ved dig selv, elsk dig selv, se at komme væk”
KH Maria

Anonym1

Med til historien hører, at han er en yderst intelligent og succesfuld mand. Jeg kan næsten ikke bære, at han med garanti blot lever videre på samme måde – og kommer til at udsætte andre for det samme jeg var igennem. Jeg har overvejet at skrive et brev til hans familie – men jeg ved ikke om det er en god ide. Hvad synes I?

Helle

Hej.
Jeg var en glad, ærlig og kærlig kvinde. Jeg var 17 år. Jeg forelskede mig meget. Han har idag forladt vores hjem efter 35 år. Jeg skulle være gået, har været på vej mange gange. Hans verden er netop som beskrevet omvendt., hvad der har undret mig igennem årene. Tillagde det misforståelser og e.t.c. Jeg har desværre brugt det bedste af mig selv og alt min livslyst og lyse kærlige sind. Jeg er enig i at jeg bestemt ikke har en offer personlighed, tværtimod. Han kunne såre så fatalt med den ene hånd og så komme til at trøste mig med den anden. Det er hvis psykopatens liv. Den pæne af slagsen. Måske den mest giftige. Alle, hjalp til med at fodre hans manglende selvværd, som selvfølgelig er altid er andres skyld. Nu sidder jeg tilbage i alt arbejdet og forsøger stadig at navigere i mandens menneskemisbrug. Mine børn er alt værd, men hænger i samme net. Det tog mig 35 år at forstå spillet. Mine børn ved det jo ikke., de er ganske unge og tror deres far er som hans facade. De ved stadig ikke at han lyver for dem, som det passer ham. Jeg kan ikke fortælle mine børn om fortræderlighederne, de vil ganske enkelt ikke kunne forstå det. Har man fået børn med en af de pæne psykopater, er man ødelagt for livstid. Jeg synes også at vi skal bruge ressourcer på at fortælle højt om disse giftige mennesker. Forske i hvilken fatal hjerneskade der ligger til grund for denne forfærdelighed. Tænk i Danmark er det frivilligt arbejde at lytte til pårørende. Skræmmende tanke og adfærd fra et et ” klogt land” jeg er 53 år og knus i sjæl og sind. Man bliver så hjernevasket at ingen sig aner.
Helle. Århus
Er der nogen derude der ved, hvordan man kommer videre, så er vil jeg gerne høre. Den 1.6.2014

ane

Prøver at være mere hårdhudet i stiuationer, sige fra på en mere hård måde.

Og forstå at det hans bagase, og jeg nød til at gøre det på anden vis, end vis jeg var i et normalt forhold

Ville dog være rart hvis nogle havde nogle råd

ane

Jeg elsker en jeg har været sammen med 2 år,

Der mange tegn på han har narsacistiske træk eller psykopatiske træk.

Kan se det hele klart og tydligt.

Jeg ved det ikke er helt normalt,

Men kan ikke lade vær med at tænke at jeg gerne vil få lortet til at fungere alligevel.

De også mennesker, nogle forskurret nogle af slagsen.

Har haft mange kampe, skænderier.

Han er unfair på mange områder, og der meget envejs kommunikation, og tror også at jeg ikke har sagt fra på den rigtige måde (som virker for ham)

Vi har dog snakket om problemerbe, og han er blevet lidt bedre til at takle situationer.

Kan dog nogle gange få lyst til at rive mig selv i håret, for man kan få følelsen af at løbe hovedet mod en mur.

Jeg elsker ham oprigtigt,
Kan dog godt undvære de der brister der.

Savner nogle der skricer om at få sådan et fuckt up forhold til at blive mere stabilt, og hvordan man kan takle det i stedet for.

Har mærket lille bedring, men det laaaaaaaang vej endnu

karen davidsen

Hej Lene
Det er bare så godt læse dit indslag, da jeg selv lige har været i kløerne på, hvad jeg er overbevist om er, en psykopat.
Heldigvis blev jeg hurtigt klar over, at jeg blev udsat for noget højst besynderligt og temmelig smertefuldt, og handlede derfor meget konsekvent og direkte derpå.
Han er nu dømt ude, og jeg håber, at den magnetisme, han er i besiddelse af vil dampe af, jo mere viden jeg får omkring psykopati, så han forbliver ude!!
Set i bagspejlet, kan jeg godt synes, at han ikke spillede sin psykopat-kort særlig intelligent, hvilke gjorde så meget nemmere, at dumpe ham, som en gang rådne æg.
Min mistanke startede ved, at han, trods advarsler, gentog, endda med fornyet styrke, de samme fadæser, urimelige krav og voldsomme udbrud, dertil kommer alle bebredelserne og et absurd behov for dominans.
Det gik op for mig, at jeg havde med et menneske at gøre, der var ude af stand til, at forbinde punkterne og se tegningen, derved også at kende konsekvenser af sine handlinger, eller endnu værre , var fløjtende ligeglad.
Min første tanke var “hvorfor faldt jeg for ham” ? Jeg følte mig dum, og følte, at jeg havde et skilt om halsen, hvor der stod -underskuds-agtig, ustabil kvinde søger psykopatkærste- jeg ved jo godt, at det ikke er hele sandheden, psykopater er jo som sagt verdensmestre i at læse andre, Så jeg er holdt op med at dadle mig selv. tværtimod er jeg stolt af, at have været i stand til at skære igennem, lytte til min fornuft og få ham ud af mit liv.
Nu ser det som en noget bizar oplevelse-så har jeg oplevet det-
Hvis det er dig nogen trøst Lene, så sidder der en psykopat i nogle kummerlige forhold, fordi han sked i egen rede, så og sige. Han har meget ondt af sig selv, og synes vel, at jeg har været en hård og hjerteløs kvinde.
Men tak lene for dine vise ord, det cementere blot det, jeg selv er kommet frem til.
Håber at det vil være til inspiration for andre, selv om det kan være umenneskeligt svært.
mange kærlige hilner og stor forståelse karen davidsen

jl

Jeg har lige forladt et ægteskab efter 26.5 år.
Det er bare rigtigt, ondt i maven, angsten. Det kom bare snigende. Mange af de ting han påpegede overfor mig var at jeg så tingene forkert. Jeg skulle, ligesom hæve mig op på et andet niveau. Hvis han ikke kunne se der var problemer i vores liv/ forhold, så var det mit problem, altså jeg var problemet.Han mente oprigtigt at det var mig der skabte problemerne, også var det jo også nemt for mig at sige, hvis der var behov for rådgivning…
Jeg har haft utroligt svært ved at finde ind til sagens kerne-. Jeg har prøvet alt i mellem himmel og jord, for at prøve at forstå ham.
Så startede jeg på pædagoguddannelsen. Hvad er det de siger/underviser i. Er det mit liv?Jeg blev ramt så mange gange. Et andet mønster i mit sind, begyndte at vise sig. Måske er det slet ikke kun mig, , der er noget galt med, måske har jeg slet ikke misforstået alting, måske kan jeg godt tænke og gøre noget rigtigt.. Er det virkelig sandt??
Er jeg virkelig noget i mig selv.?
Jeg blev mere og mere afsindig, for jeg var dybt afhængig af ham og hans opmærksomhed, men han vendte mig ryggen. Han begyndte at komme i kirke. Han havde fået en eller anden åbenbaring.. Nu begyndte det for alvor at gå ned af bakke. Nu skulle jeg bare endnu mere indordne mig, og økonomi og den slags “store beslutninger”, kom ikke mig ved.Jeg havde da også ødelagt børnene med min opdragelse. Det var mig, der vendte børnene imod ham..
Jeg blev mere og mere desperat. Jeg ville jo bare være sammen med ham, Men han ville kirken.. Hvordan kunne han vælge mig og børnene fra?? Jeg havde jo gjort alt for ham? Men inderst inde vidste jeg godt at det var enden. Den havde faktisk været undervejs i mange år. Til sidst stod jeg overfor mit livs valg. Døden eller livet. Han var af den overbevisning, at min reaktion, var basret på misforståelser. Jeg svarede at det kunne jo ligeså godt være ham, der havde misforstået det, men det faldt ikke i god jord..
Jeg kunne ikke fortsætte med ham. Jeg vover livet, tænk hvis der er et liv for mig?
Det går bedre og bedre. Faktisk tænker jeg at der må være noget galt, for så godt kan jeg da ikke have det..
Forleden skulle jeg mødes med ham.
Hans konklusion om, hvorfor mit liv/ vores ægteskab endte, var fordi jeg elskede ham for meget. Jeg afviste det med det samme og sagde at mennesker bliver syge, hvis de ingen kærlighed får. Han responderede med at han skam havde forsøgt at elske mig, men jeg kunne nok ikke modtage det.
Familien har stået og set på i mange år. Jeg bebrejder dem ikke.
Jeg bliver lige straks 50 år og jeg håber og arbejder på mit liv, at det skal blive bedre, dag for dag.

Dorte Kardel

Jeg er nødt til at reagere på Runes indlæg, fordi det efter min bedste overbevisning ikke er rigtigt og oven i købet kan være ødelæggende for offeret.
Et offer for en psykopat eller sociopat, bliver det ikke, fordi offeret har behov for bekræftelse. Et offer bliver offer, fordi normale, sunde mennesker ikke har alarmer og forsvarsmekanismer over for de løgne og den manipulation, en sociopat eller psykopat er i stand til at levere. Så enkelt er det.
Det bedste, vi kan gøre for ofrene, er, at erkende, at psykopater og sociopater findes, og forstå, at det netop ikke altid er sådan, at it takes two to tango.

Lad mig give et eksempel: En kvinde ringede til mig i julen. Hendes mand havde foreslået, at hun skulle give dem begge en nytårsrejse til Wien i julegave. Manden havde stået for at købe rejse, hun havde betalt. Juleaftensdag bliver hun ringet op af en kvinde, der meget hoverende fortæller hende, at hun da lige skal vide, at det ikke er hende, der skal med til Wien. Det er derimod elskerinden. Efter råd fra mig konfronterer konen sin mand og spørger, hvorfor han har lusket med det. Svar: Fordi jeg har fortjent det!
Konen spørger med det samme sig selv, hvad hun har gjort forkert, der gør, at manden har fortjent det. Og det er lige præcis sådan, sociopater opfører sig – de vender tingene på hovedet, så man som offer til sidst ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert.
De personer, der er specielt i farezonen, er ikke personer med behov for bekræftelse eller behov for at være noget for andre. Det er de åbne mennesker, der altid er parat til at stille spørgsmålstegn ved, om de altid her ret, eller altid har gjort det rigtige. Og så er det dem, der af en eller anden årsag bare står i vejen for en sociopat.

Kald en skovl for en skovl. Der findes giftigheder og ondskab i verden, og det er så forbandet urimeligt over for ofrene at antyde, at det er deres udækkede behov, der er årsagen.

henriette eiby christensen

Lyt med i “Så Har Vi Balladen” på lørdag d. 23. juni 2012 hvor Monica Krog-Meyer, Dennis Johanneson og jeg taler om Vrede :)

Rune Fardal

Veldig god beskrivelse Henriette, men lav selvfølelse er ikke alene kjernen her, fordi også mennesker med god og trygg selvfølelse faller for disse emosjonelle vampyrer.

Det som derimot kan være en kjerne, uansett hvor lite vi liker det, er to ting:

1. Et udekt behov for selv å bli elsket
2. Et udekt behov for å hjelpe andre, å ha mye å gi

Punkt 1) vil gjøre at som du beskriver, du faller pladask for denne falske sjarmør og punkt 2) du møter “offeret” som har hatt det så færlt i sin barndom og som såååå inderlig trenger akkurat DEG til å hjelpe seg (les:parasitt).

Når vi faller pladask for en som sjarmerer oss, bygger det på et behov for selv-bekreftelse (lav selvfølelse, mestring?) (1) og når vi møter en som fremstiller seg som et “offer” og vi selv har mye å gi, så gir vi betingelsesløst (2). Problemet er bare at den vi gir til en en parasitt, som egentlig ikke gir noe tilbake. Det er ikke en sunn symbiose der begge drar fordeler av hverandre, men en som snylter på den andre.

Mette Andersen

Ja, lavt selvværd kan godt være årsagen – MEN – lige netop den mand du der beskriver har jo psykopatiske træk. Det er UTROLIG vigtigt, at vi netop IKKE påtager os ansvaret og skylden for det dysfunktionelle væsen.
Normalt er vi altid to til tango – men me en psykopat eller narcissist bliver vi forført og er hjælpeløse – ligesom pigen der bliver overfaldet og voldtaget på en mørk vej en aften hun bare er på vej hjem. Hun vil altid spørge sig selv hvorfor.
Måske endda bebrejde sig selv: “Jeg skulle være gået en anden vej” “Jeg skulle have skreget” “Jeg skulle have….”
Men det var IKKE hendes skyld, at hun løb ind i en idiot. Det var ikke fordi hun havde lavt selvværd. Og det er heller ikke nødvendigvis lavt selvværd der gør, at vi lader os besnære af en psykopat eller narcissist.
Alle kan få deres selvværd smadret selvom det er godt.

Når vi elsker giver vi os hen, stoler på, åbner op for samarbejde, kompromis og vi lytter til den anden. Det er naturligt og det skal selvfølgelig også være sådan. Men det betyder også at vi overser små signaler – og de ER små i starten. De små ting nedbryder ligeså stille vores selvværd – uanset hvor højt det er.
Men det er ikke rimeligt at give sig selv skylden – for vi er forsvarsløse overfor lige netop disse to mennesketyper.

Det er nogle gode pinde du stiller op, men du ved godt at psykopater og narcissister har rigtig gode forklaringer på alting. Han kan lige være flyttet og har ikke etableret venskaber endnu – osv osv. Desuden er de ofte vældig charmerende og har netop et stort netværk af folk de kender – men uden at have tætte relationer til dem.

Nå, jeg kunne blive ved.

Fedt at emnet bliver taget op! :)

Mette
http://www.dinchanc.nu