Hvorfor vi kan tro, vi elsker ham, når han ikke er værd at samle på.
Har han venner?
Ser han sin familie?
Holder han hvad han lover?
Giver han besked hvis han er forsinket?
Har han pli?
Bruger han sarkasme? Er han nedladende?
Praler han (ofte uden at have noget at have det i)?
Lyver han?
Taler han grimt om andre mennesker? Om dig?
Synes han at han er bedre end andre mennesker?
Og den vigtigste:
Giver noget han gør eller siger dig ondt i maven?
Hvis du får ondt i maven, så må du lytte til det – det er hårdt men nødvendigt, hvis du gerne vil have det bedre. Det kommer til at tage tid, fordi du skal til at bygge dig selv op helt fra grunden. Hvis du ikke lytter, vil du med tiden blive nedbrudt psykisk og fysisk. Ja. Sådan er det. Spørg din læge eller psykolog.
12 år…? Hvorfor kan det tage så lang tid? Ja, 12 år er længe. Men det kan tage meget længere tid.
Det er fordi vi bliver pillet ned langsomt. Langsomt og i kærlighedens navn. Vi bliver ved med at tro på det gode, vi faldt for, selvom vi nærmest ikke ser det længere. Vi bliver ved med at tro på, at han forandrer sig. Vi bliver ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor han reagerer, som han gør og vi bliver ved med at forstå ham og synes det er synd for ham – han havde jo en frygtelig barndom. Ingen forstår ham. Vi bliver ved med at tilgive og tilgive … Og – vi bliver ved med ikke at lytte til vores mavefornemmelse. Vi tror ham, når han letter en flig af sandheden og blæser den stort op, så vi tror, at det er vores skyld. Vi får dårlig samvittighed over den vi er, over alt det, vi ikke formår. Han har jo ret. Der er altid noget om det, han siger… og vi har mistet os selv. Vi ved ikke længere hvem vi er og vi tror ikke længere på vores egne fornemmelser og fornuft. De er væk.
Derfor.
Hvad reddede mig?
Jeg tog en ny uddannelse. Jeg kom ud blandt mennesker, som værdsatte mig for den, jeg er. Kom ud et sted, hvor han ingen indflydelse havde. Mit selvværd blomstrede. Jeg var dygtig. Der var mænd, som kurtiserede mig. I mit studie indgik sociologi og psykologi og jeg så sammenhænge, som jeg ikke havde set før. Jeg gjorde noget for mig selv, hvor alt ellers havde stået i børnenes og hans tegn… Han satte mig stolen for døren. Eller prøvede – hans indflydelse på mig blev mindre efterhånden som mit selvværd voksede. “Er dit studie vigtigere end familien?” Jeg havde allerede udsat studiestart et år, fordi min datter kun var tre. Og ja – mit studie blev min overlevelse. Intet skulle stå i vejen for min vej til økonomisk frihed. Forholdet måtte briste eller bære. Hver gang jeg skulle til eksamen, ville han skilles. Det var somom, han ville sætte en kæp i mit frihedshjul. Heldigvis var jeg flittig og det psykiske pres var ikke nok til at få mig til at dumpe. Migræne, svimmelhed, søvnløshed, ondt i maven, ansvaret for tre børn og regninger og mad og vasketøj kunne ikke stoppe mig. Han fik en depression. Ville begå selvmord. Alle kneb gjaldt. Jo, min eksamen blev ikke helt så god, som den kunne være blevet, men god nok.
Hvordan fandt jeg glæden?
Jeg var lykkelig, da han endelig var ude af mit hjem. Så kom regningen. Jeg kunne ingenting. Kunne med nød og næppe stå op og få børnene af sted. Kunne lige få maden på bordet. Kunne lige klare den ene dag om ugen på seminariet. Ellers lå jeg i min seng. TRÆT. Træt. Jeg var smadret. Ganske langsomt kom jeg tilbage til livet. Det tog flere år. At gøre noget godt for mig selv hver dag. Bare en lille ting som at læse et blad. Gå en tur. Tage et lidt længere bad. Spise et æble ganske langsomt. Nyde det, mærke det. Finde ud af om jeg kunne lide jordbær? Ja man kan blive i tvivl om de simpleste ting.
Jeg læste en masse positiv psykologi. Fik nogle fantastiske kollegaer, som hjalp mit selvværd godt på vej.
Så – Hvordan har dit selvværd det?Anbefalet læsning
“Trolde om mennesker som har andre i deres vold”
Og de andre Troldebøger.
“Kvinder der elsker for meget” af Robin Norwood
“Psykopater i jakkesæt” af Sanne Udsen
Se mere på www.henriettec.dk og facebookgruppen http://www.facebook.com/groups/107098535977568/
Henriette Eiby Christensen f. 1962, forfatter, coach, foredragsholder og administrator i facebook gruppen: Trolde – om mennesker som har andre i deres vold
-
Helle Tranberg
10. marts 2015 kl. 19:11Et Hej til Maria.
Fra november 2014.
Jeg Helle skrevet i tråden juni, 2014. Har lige kikket forbi denne tråd igen. Er du der stadig Maria, og hvor bor du evt?
Jeg bor i Århus.
Vh Helle -
Peter
9. februar 2015 kl. 19:43Hej
Jeg kender en pige som jeg er lidt forelsket i. ;Men hun er fortsat forelsket i sin eks, som slog op med hende for knap 2 år siden.
Hvad jeg har hørt har han ikke behandlet hende særlig pænt, men hun er fortsat forelsket i ham, da det var hendes første rigtige kærkighed. Hun er hele tiden meget bekymret for om han finder en ny kæreste og hvad han syntes om hende., Og selvom hun i mellemtiden har haft en anden kæreste, har følelserne for den tidligere kæreste, fortsat holdt ved. Ekskæresten hun fortsat er forelsket i, siger hele tiden, at hun ikke skal tro de finder sammen igen og har også givet udtryk for at være kommet videre.
Jeg prøver hele tiden og hjælpe hende og snakke med hende så godt som muligt, men det er lidt svært. Hvad kan forklaringen være på de følelser, Hun virker fanget og det bedste ville være hvis hun kunne komme videre, men hvordan? Hvad kan jeg og evt hende gøre?
-
Birgitte
19. januar 2015 kl. 10:18Til Ane
Er du stadig i dit forhold? Hvis ja, er der bedring at se?
Jeg er i en lignende situation på 3. år, og kan godt fornemme, hvor det bærer hen. Fornylig har jeg opdaget, at min kæreste muligvis er narcissist, og er derfor ikke helt moden til at gå endnu. Dog har opdagelsen givet mig en følelse af at være blevet stærkere, idet jeg kan pege noget af “skyld”-fingeren væk fra mig. Jeg ser nu, at jeg i mig selv er god nok, og har været det hele tiden. Jeg har været tro mod mig selv, ham og alt hvad jeg har givet og taget. Det er et enormt selvværds-boost. Hvis du har lyst, vil jeg gerne udveksle erfaringer.
Venligst
Birgitte -
Maria
20. november 2014 kl. 14:15Er ved at rydde op i mit liv efter 28 år med med psykopatiske karaktertræk. Måske underligt for jer at jeg beskriver min ex på den måde, men det har sin årsag. En er at der ikke findes en officielt direknosen så det vil altid være min påstand. En anden er at jeg, selv efter 11 år som ex, frygter hans “straf ” hvis han finder ud af hvad jeg fortæller venner, familien og de personer der hjælper mig i øjeblikket. En tredje er at jeg, trods hjælp og år alene, fortsat er så “fuckt up” i mit billede af mig selv at jeg til tider stadig tænker at det var /er mig der er noget i vejen med.
Intellektuelt ved jeg godt at jeg har været udsat for en psykopat og at jeg er voldsomme ar på sjælen. Men det ændre ikke ved faktummet at jeg efter så mange år sammen med ham tvivler frygteligt meget på min egen dømmekraft specielt hvis jeg er i ubalance eller træt. Mit hovede har i så mange år fortrængt sandheden og jeg endte med ikke at stå ved mig selv.
Jeg prøvede i årevis af få andre til at se hvad jeg levede i, men det var umuligt for andre at se eller forholde sig til for han var jo “Guds gave til kvinden”. Måske set udefra, men det var nærmere Dr. Jekel og Mr Hyde i ægteskabet. Genkender med sorg i hjertet mange af beskrivelserne i de tidligere indlæg.
Er langsomt ved at erkende at mit livs interesse for at danne bro mellem traditionel psykologi og ledelse, på den ene side og helhedssyn, kærlighed og medmenneskelighed på den anden. Højst sandsynligt udspringer af min egen længsel efter at forstå hvordan det der udadtil er alt det rigtige (hans offentlig synlige adfærd) kan være så skadelig og dæmonisk, så lang fra hvad jeg følte var kærlighed. Måske jeg snart formår at give slip på længslen efter at forstå, måske jeg snart efter alle disse år lærer at leve. Kærlighed der gives, deles og leves af et rent hjerte er det mest givende og berigede der findes. “Kærlighed” der gives for at styre, manipulere og kontrollere er dødbringende. Hvis ikke fysisk så psykisk og sjæleligt.
At finde jeres breve, læse dem og mærke at jeg (desværre,) ikke er alene om mine oplevelser, støtter mig og giver mig følelsen af at være et helt normal sundt menneske der har været udsat for noget usundt og unormalt. Ved nogen af jer om der findes mødesteder for personer der har levet med en psykopat for jeg trænger godtnok til at føle mig normal og almindelig :-). Har gode mennesker omkring mig, men har man ikke prøvet det her så ved man ikke noget om den sorg, fortvivelse, skyld og skam, opgivelse og forkerthed der følger ef offer efter mødet med en psykopat.
Kære Ane
En krisepsykolog har sagt til mig ” Der er kun en måde at komme fri af det, flyt så langt væk fra ham som muligt” . Det jan så desværre ikke lade sig gøre for mig idet vi har børn sammen. Men jeg skriver det til dig fordi jeg ville ønske jeg kunne sætte mig ned sammen med dig, se dig i øjnene og sige “Drop det hurtigst muligt, det er ” livsfarligt ” det du udsætter dig selv for. Vær kærlig ved dig selv, elsk dig selv, se at komme væk”
KH Maria -
Anonym1
15. oktober 2014 kl. 20:55Med til historien hører, at han er en yderst intelligent og succesfuld mand. Jeg kan næsten ikke bære, at han med garanti blot lever videre på samme måde – og kommer til at udsætte andre for det samme jeg var igennem. Jeg har overvejet at skrive et brev til hans familie – men jeg ved ikke om det er en god ide. Hvad synes I?
-
Helle
1. juni 2014 kl. 17:16Hej.
Jeg var en glad, ærlig og kærlig kvinde. Jeg var 17 år. Jeg forelskede mig meget. Han har idag forladt vores hjem efter 35 år. Jeg skulle være gået, har været på vej mange gange. Hans verden er netop som beskrevet omvendt., hvad der har undret mig igennem årene. Tillagde det misforståelser og e.t.c. Jeg har desværre brugt det bedste af mig selv og alt min livslyst og lyse kærlige sind. Jeg er enig i at jeg bestemt ikke har en offer personlighed, tværtimod. Han kunne såre så fatalt med den ene hånd og så komme til at trøste mig med den anden. Det er hvis psykopatens liv. Den pæne af slagsen. Måske den mest giftige. Alle, hjalp til med at fodre hans manglende selvværd, som selvfølgelig er altid er andres skyld. Nu sidder jeg tilbage i alt arbejdet og forsøger stadig at navigere i mandens menneskemisbrug. Mine børn er alt værd, men hænger i samme net. Det tog mig 35 år at forstå spillet. Mine børn ved det jo ikke., de er ganske unge og tror deres far er som hans facade. De ved stadig ikke at han lyver for dem, som det passer ham. Jeg kan ikke fortælle mine børn om fortræderlighederne, de vil ganske enkelt ikke kunne forstå det. Har man fået børn med en af de pæne psykopater, er man ødelagt for livstid. Jeg synes også at vi skal bruge ressourcer på at fortælle højt om disse giftige mennesker. Forske i hvilken fatal hjerneskade der ligger til grund for denne forfærdelighed. Tænk i Danmark er det frivilligt arbejde at lytte til pårørende. Skræmmende tanke og adfærd fra et et ” klogt land” jeg er 53 år og knus i sjæl og sind. Man bliver så hjernevasket at ingen sig aner.
Helle. Århus
Er der nogen derude der ved, hvordan man kommer videre, så er vil jeg gerne høre. Den 1.6.2014 -
ane
31. maj 2014 kl. 02:02Prøver at være mere hårdhudet i stiuationer, sige fra på en mere hård måde.
Og forstå at det hans bagase, og jeg nød til at gøre det på anden vis, end vis jeg var i et normalt forhold
Ville dog være rart hvis nogle havde nogle råd
-
ane
31. maj 2014 kl. 01:54Jeg elsker en jeg har været sammen med 2 år,
Der mange tegn på han har narsacistiske træk eller psykopatiske træk.
Kan se det hele klart og tydligt.
Jeg ved det ikke er helt normalt,
Men kan ikke lade vær med at tænke at jeg gerne vil få lortet til at fungere alligevel.
De også mennesker, nogle forskurret nogle af slagsen.
Har haft mange kampe, skænderier.
Han er unfair på mange områder, og der meget envejs kommunikation, og tror også at jeg ikke har sagt fra på den rigtige måde (som virker for ham)
Vi har dog snakket om problemerbe, og han er blevet lidt bedre til at takle situationer.
Kan dog nogle gange få lyst til at rive mig selv i håret, for man kan få følelsen af at løbe hovedet mod en mur.
Jeg elsker ham oprigtigt,
Kan dog godt undvære de der brister der.Savner nogle der skricer om at få sådan et fuckt up forhold til at blive mere stabilt, og hvordan man kan takle det i stedet for.
Har mærket lille bedring, men det laaaaaaaang vej endnu
-
karen davidsen
25. november 2013 kl. 21:42Hej Lene
Det er bare så godt læse dit indslag, da jeg selv lige har været i kløerne på, hvad jeg er overbevist om er, en psykopat.
Heldigvis blev jeg hurtigt klar over, at jeg blev udsat for noget højst besynderligt og temmelig smertefuldt, og handlede derfor meget konsekvent og direkte derpå.
Han er nu dømt ude, og jeg håber, at den magnetisme, han er i besiddelse af vil dampe af, jo mere viden jeg får omkring psykopati, så han forbliver ude!!
Set i bagspejlet, kan jeg godt synes, at han ikke spillede sin psykopat-kort særlig intelligent, hvilke gjorde så meget nemmere, at dumpe ham, som en gang rådne æg.
Min mistanke startede ved, at han, trods advarsler, gentog, endda med fornyet styrke, de samme fadæser, urimelige krav og voldsomme udbrud, dertil kommer alle bebredelserne og et absurd behov for dominans.
Det gik op for mig, at jeg havde med et menneske at gøre, der var ude af stand til, at forbinde punkterne og se tegningen, derved også at kende konsekvenser af sine handlinger, eller endnu værre , var fløjtende ligeglad.
Min første tanke var “hvorfor faldt jeg for ham” ? Jeg følte mig dum, og følte, at jeg havde et skilt om halsen, hvor der stod -underskuds-agtig, ustabil kvinde søger psykopatkærste- jeg ved jo godt, at det ikke er hele sandheden, psykopater er jo som sagt verdensmestre i at læse andre, Så jeg er holdt op med at dadle mig selv. tværtimod er jeg stolt af, at have været i stand til at skære igennem, lytte til min fornuft og få ham ud af mit liv.
Nu ser det som en noget bizar oplevelse-så har jeg oplevet det-
Hvis det er dig nogen trøst Lene, så sidder der en psykopat i nogle kummerlige forhold, fordi han sked i egen rede, så og sige. Han har meget ondt af sig selv, og synes vel, at jeg har været en hård og hjerteløs kvinde.
Men tak lene for dine vise ord, det cementere blot det, jeg selv er kommet frem til.
Håber at det vil være til inspiration for andre, selv om det kan være umenneskeligt svært.
mange kærlige hilner og stor forståelse karen davidsen -
jl
30. juni 2013 kl. 10:41Jeg har lige forladt et ægteskab efter 26.5 år.
Det er bare rigtigt, ondt i maven, angsten. Det kom bare snigende. Mange af de ting han påpegede overfor mig var at jeg så tingene forkert. Jeg skulle, ligesom hæve mig op på et andet niveau. Hvis han ikke kunne se der var problemer i vores liv/ forhold, så var det mit problem, altså jeg var problemet.Han mente oprigtigt at det var mig der skabte problemerne, også var det jo også nemt for mig at sige, hvis der var behov for rådgivning…
Jeg har haft utroligt svært ved at finde ind til sagens kerne-. Jeg har prøvet alt i mellem himmel og jord, for at prøve at forstå ham.
Så startede jeg på pædagoguddannelsen. Hvad er det de siger/underviser i. Er det mit liv?Jeg blev ramt så mange gange. Et andet mønster i mit sind, begyndte at vise sig. Måske er det slet ikke kun mig, , der er noget galt med, måske har jeg slet ikke misforstået alting, måske kan jeg godt tænke og gøre noget rigtigt.. Er det virkelig sandt??
Er jeg virkelig noget i mig selv.?
Jeg blev mere og mere afsindig, for jeg var dybt afhængig af ham og hans opmærksomhed, men han vendte mig ryggen. Han begyndte at komme i kirke. Han havde fået en eller anden åbenbaring.. Nu begyndte det for alvor at gå ned af bakke. Nu skulle jeg bare endnu mere indordne mig, og økonomi og den slags “store beslutninger”, kom ikke mig ved.Jeg havde da også ødelagt børnene med min opdragelse. Det var mig, der vendte børnene imod ham..
Jeg blev mere og mere desperat. Jeg ville jo bare være sammen med ham, Men han ville kirken.. Hvordan kunne han vælge mig og børnene fra?? Jeg havde jo gjort alt for ham? Men inderst inde vidste jeg godt at det var enden. Den havde faktisk været undervejs i mange år. Til sidst stod jeg overfor mit livs valg. Døden eller livet. Han var af den overbevisning, at min reaktion, var basret på misforståelser. Jeg svarede at det kunne jo ligeså godt være ham, der havde misforstået det, men det faldt ikke i god jord..
Jeg kunne ikke fortsætte med ham. Jeg vover livet, tænk hvis der er et liv for mig?
Det går bedre og bedre. Faktisk tænker jeg at der må være noget galt, for så godt kan jeg da ikke have det..
Forleden skulle jeg mødes med ham.
Hans konklusion om, hvorfor mit liv/ vores ægteskab endte, var fordi jeg elskede ham for meget. Jeg afviste det med det samme og sagde at mennesker bliver syge, hvis de ingen kærlighed får. Han responderede med at han skam havde forsøgt at elske mig, men jeg kunne nok ikke modtage det.
Familien har stået og set på i mange år. Jeg bebrejder dem ikke.
Jeg bliver lige straks 50 år og jeg håber og arbejder på mit liv, at det skal blive bedre, dag for dag. -
Dorte Kardel
27. maj 2013 kl. 20:37Jeg er nødt til at reagere på Runes indlæg, fordi det efter min bedste overbevisning ikke er rigtigt og oven i købet kan være ødelæggende for offeret.
Et offer for en psykopat eller sociopat, bliver det ikke, fordi offeret har behov for bekræftelse. Et offer bliver offer, fordi normale, sunde mennesker ikke har alarmer og forsvarsmekanismer over for de løgne og den manipulation, en sociopat eller psykopat er i stand til at levere. Så enkelt er det.
Det bedste, vi kan gøre for ofrene, er, at erkende, at psykopater og sociopater findes, og forstå, at det netop ikke altid er sådan, at it takes two to tango.Lad mig give et eksempel: En kvinde ringede til mig i julen. Hendes mand havde foreslået, at hun skulle give dem begge en nytårsrejse til Wien i julegave. Manden havde stået for at købe rejse, hun havde betalt. Juleaftensdag bliver hun ringet op af en kvinde, der meget hoverende fortæller hende, at hun da lige skal vide, at det ikke er hende, der skal med til Wien. Det er derimod elskerinden. Efter råd fra mig konfronterer konen sin mand og spørger, hvorfor han har lusket med det. Svar: Fordi jeg har fortjent det!
Konen spørger med det samme sig selv, hvad hun har gjort forkert, der gør, at manden har fortjent det. Og det er lige præcis sådan, sociopater opfører sig – de vender tingene på hovedet, så man som offer til sidst ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert.
De personer, der er specielt i farezonen, er ikke personer med behov for bekræftelse eller behov for at være noget for andre. Det er de åbne mennesker, der altid er parat til at stille spørgsmålstegn ved, om de altid her ret, eller altid har gjort det rigtige. Og så er det dem, der af en eller anden årsag bare står i vejen for en sociopat.Kald en skovl for en skovl. Der findes giftigheder og ondskab i verden, og det er så forbandet urimeligt over for ofrene at antyde, at det er deres udækkede behov, der er årsagen.
-
lene christiansen
28. maj 2013 kl. 13:52Hvor er det dejligt at høre dit svar – det kan i min optik ikke være mere præcist end det, du her skriver.
Vi mennesker er jo netop forskellige, og blandt ofrene for psykopater/sociopater kan man derfor finde mange forskellige personlighedsstrukturer. At hævde, som nogen gør, at sociopat/offer har en særlig kemi, er derfor ikke sandheden men udelukkende et eksempel på en type af sandhed.
At ofre for en psykopat udelukkende kæmper med en grundliggende lavt selvværd er en alt, alt for letkøbt sandhed i tråd med en anden letvægter, der er meget på mode: Hvis du ikke kan elske dig selv, kan du ikke forvente at andre kan elske dig. Pjat og psykologisme af værste skuffe!
Mange mænd med psykopatiske træk vælger netop ofte stærke mennesker, fordi de tiltrækkes af glansen fra deres personlighed men samtidig selv har et så lavt et selvværd, at det der tiltrækker også er det, der skal knækkes/kues/ødelægges/ydmyges; og det kan sagtens lade sig gøre at knække stærke mennesker, der møder verden med tillid og åbenhed…vi har alle en achilleshæl og gid vi dog kunne få lov til at have den og være oprigtigt elsket, værdsat og respekteret.
Som offer for en psykopat kæmper JEG mest med en indædt vrede over, at han aldrig kan få den straf, han fortjener.Jeg kan godt komme videre med mig selv, passe mit job, tage på ferie og hygge m,ed mine venner – men min integritet og naturlige retfærdighedssans gør det meget svært for mig, at acceptere, at han kan spadsere videre ud i verden og hele tiden bevæge sig lige på kanten og ofte over kanten i sin omgang med andre mennesker, arbejdsgivere og lovgivningen i det hele taget, uden at nogen reagerer og giver ham den moralske eller juridiske afklapsning, han har gjort sig fortjent til.
For lige præcis den afklapsning og efterfølgende “afsløring” er ofte det eneste, han v irkelig frygter – ikke at fremstå som den uantastelige, moralsk uplettede person, han bilder sig ind og udgiver sig for at være.
Jeg medgiver, at det lyder som hævngerrighed – og det er også en hævngerrighed, fordi jeg for længst i min personlige proces har erkendt, at det retfærdighed, der i min optik skal ske fyldest, er det eneste der giver mig en form for oprejsning – uanset om psykopeten opfatter det som sådan, den momentane angst jeg ser i mig ved udsigten til afsløring, er godt nok for mig. Mine egne følelsesmæssige implikationer og efterfølgende problem med at have tillid til en ny kæreste, må jeg arbejde med i mit tempo og med mine indsigter.
Men tak igen, Dorthe, for dit indspark, som ikke gør ofrene til nogle socialt og personligt invaliderede mennesker.-
Dorte Kardel
1. juni 2013 kl. 19:23Kære Lene og alle andre ofre.
Da jeg begyndte at interessere mig for sociopati/psykopati var årsagen, at jeg så en del ofre på arbejdsmarkedet, hvor jeg til daglig fungerer som rådgiver. Jeg så en fuldstændigt utilgivelig adfærd, men jeg så også en del ledere og rigtigt mange kolleger, der bare stod og så på og ikke ønskede at blande sig, fordi man jo ikke kunne vide, hvad der var sket mellem de to mennesker, eller fordi der nok var fejl på begge sider.
MEN: Der findes ikke noget, der hedder neutralitet, når man har med sociopater at gøre. Neutralitet betyder, at voldsmanden får lov til at fortsætte sin adfærd.Jeg dykkede ned i diverse fagteorier og opdagede, at fagfolk ikke har beskæftiget sig med problemet. Der findes lærde diskussioner om de rette diagnosemetoder i forhold til psykopati. Der findes forsøg på forklaringer af, hvorfor nogle bliver psykopater, der findes nogle, der har beskæftiget sig med rehabilitering af mobbeofre (på det individuelle plan), men der er ingen, der har interesseret sig for, hvordan sociopater egentlig virker på andre mennesker, og hvad det har af konsekvenser.
For at undgå tåbelige diskussioner om definition af psykopati og sociopati, valgte jeg at definere disse mennesker som giftige. For giftighed er netop det, der kendetegner deres virkemåde i forhold til andre mennesker. Og jeg gav mig til at systematisere giftige mennesker adfærd og virkemåder i forhold til andre mennesker.I den sammenhæng er jeg gang på gang stødt på, at folk omkring et offer blot har stået der, eller har virket som katalysator for giftighederne. Når vi taler om mobning, har vi et begreb, der heder by-standers – det er folk, der bare står og ser til og håber, det ikke bliver deres tur. Men jeg har tilladt mig at opfinde en gruppe, der er endnu værre: De åh-så-kloge på alle andres mennesker liv. Dem, der tillader sig at dømme og rådgive på basis af total mangel på kendskab til offer og voldsmand, men på basis af livserfaring, pseudopsykologisk indsigt og en faktor, som jeg i min nye bog har valgt at beskrive som: Popular Wisdom. Det er dem, der eksempelvis siger: Alle ved jo, at it takes two to tango. Eller: Alle ved jo, at osv.
Min påstand er, at netop disse mennesker er med til at undergrave offeret endnu mere. Lad mig give et eksempel: Lene skriver, at hun ønsker sig en eller anden form for retfærdighed. Jeg har det på præcis samme måde – 12 års løgne og økonomisk uansvarlighed efterfulgt af 4 års juridiske forsøg på at få min exmand til blot at samarbejde om at få det fælles hus solgt, har fået mig til at føle, at samfundet gør uhyre lidt for at hjælpe ofrene. Min udmærkede advokat er meget enig. Til gengæld oplevede jeg for et par år siden, at en bekendt fortalte mig, at det jo var meget naturligt, at jeg var hævngerrig. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var hævngerrig, men ønskede en rimelig afslutning på et langt helvede. Hun gentog, at det var OK at være hævngerrig, og at hun godt forstod, at jeg hadede min exmand. Jeg svarede, at jeg ikke var hævngerrig og ikke hadede, bare ville have sagen afsluttet og komme videre. Så blev hun vred. Hun forklarede mig, at det var almen viden, at jeg var hævngerrig og følte had. Det havde hun selv læst i et dameblad. Jeg svarede, at jeg desværre ikke kunne hjælpe hende, fordi jeg altså havde det på en anden måde. Derefter gik hun bekendtskabskredsen rundt og forklarede alle, at hun have forsøgt at tale med mig, men at jeg lige nu befandt mig i en fornægtelsesfase, hvilket var helt normalt, for det havde hun nemlig også læst sig til. De næste 4 måneder var op ad bakke. Alle var så forstående, og ingen lyttede. Det kostede nogle venskaber, hvilket blot dokumenterede, at jeg var i den fornægtende fase! Ak ja.
Jeg mener, at vi samfundsmæssigt og kulturelt ikke kan være bekendt stadig at benægte eksistensen af giftige personer. De koster samfundet millioner af kroner hvert år til sygedagpenge, terapi og alskens andet, uanset om de udøver deres virke i hjemmet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted.
Derfor vil jeg godt slå til lyd for:
* At vi anerkender eksistensen af mennesker med en uhyre giftig personlig med store konsekvenser for andre mennesker – og i visse tilfælde også hele organisationer.
* At vi forstår, at når det kommer til ofre for giftige mennesker, har vi i dag så lidt viden om de mekanismer, der sættes igang, at vi skal lade være med at kloge os på det. Det gælder fagfolk såvel som amatørpsykologer.
* At det for os, der har været så uheldige at danne par med et giftigt menneske, er grundlæggende nødvendigt at skabe en eller anden form for retfærdighed. Men at vi til gengæld hverken er drevet af had, hævngerrighed eller ønske om at få ham/hende tilbage. Og at det, vi har været ude i, er et rimeligt sundt menneskes forsøg på at håndtere noget, der er så bindegalt, at andre ikke kan fatte det.
-
-
-
henriette eiby christensen
13. juni 2012 kl. 17:38Lyt med i “Så Har Vi Balladen” på lørdag d. 23. juni 2012 hvor Monica Krog-Meyer, Dennis Johanneson og jeg taler om Vrede :)
-
Rune Fardal
28. april 2012 kl. 15:34Veldig god beskrivelse Henriette, men lav selvfølelse er ikke alene kjernen her, fordi også mennesker med god og trygg selvfølelse faller for disse emosjonelle vampyrer.
Det som derimot kan være en kjerne, uansett hvor lite vi liker det, er to ting:
1. Et udekt behov for selv å bli elsket
2. Et udekt behov for å hjelpe andre, å ha mye å giPunkt 1) vil gjøre at som du beskriver, du faller pladask for denne falske sjarmør og punkt 2) du møter “offeret” som har hatt det så færlt i sin barndom og som såååå inderlig trenger akkurat DEG til å hjelpe seg (les:parasitt).
Når vi faller pladask for en som sjarmerer oss, bygger det på et behov for selv-bekreftelse (lav selvfølelse, mestring?) (1) og når vi møter en som fremstiller seg som et “offer” og vi selv har mye å gi, så gir vi betingelsesløst (2). Problemet er bare at den vi gir til en en parasitt, som egentlig ikke gir noe tilbake. Det er ikke en sunn symbiose der begge drar fordeler av hverandre, men en som snylter på den andre.
-
Mette Andersen
29. september 2011 kl. 08:45Ja, lavt selvværd kan godt være årsagen – MEN – lige netop den mand du der beskriver har jo psykopatiske træk. Det er UTROLIG vigtigt, at vi netop IKKE påtager os ansvaret og skylden for det dysfunktionelle væsen.
Normalt er vi altid to til tango – men me en psykopat eller narcissist bliver vi forført og er hjælpeløse – ligesom pigen der bliver overfaldet og voldtaget på en mørk vej en aften hun bare er på vej hjem. Hun vil altid spørge sig selv hvorfor.
Måske endda bebrejde sig selv: “Jeg skulle være gået en anden vej” “Jeg skulle have skreget” “Jeg skulle have….”
Men det var IKKE hendes skyld, at hun løb ind i en idiot. Det var ikke fordi hun havde lavt selvværd. Og det er heller ikke nødvendigvis lavt selvværd der gør, at vi lader os besnære af en psykopat eller narcissist.
Alle kan få deres selvværd smadret selvom det er godt.Når vi elsker giver vi os hen, stoler på, åbner op for samarbejde, kompromis og vi lytter til den anden. Det er naturligt og det skal selvfølgelig også være sådan. Men det betyder også at vi overser små signaler – og de ER små i starten. De små ting nedbryder ligeså stille vores selvværd – uanset hvor højt det er.
Men det er ikke rimeligt at give sig selv skylden – for vi er forsvarsløse overfor lige netop disse to mennesketyper.Det er nogle gode pinde du stiller op, men du ved godt at psykopater og narcissister har rigtig gode forklaringer på alting. Han kan lige være flyttet og har ikke etableret venskaber endnu – osv osv. Desuden er de ofte vældig charmerende og har netop et stort netværk af folk de kender – men uden at have tætte relationer til dem.
Nå, jeg kunne blive ved.
Fedt at emnet bliver taget op! :)
Mette
http://www.dinchanc.nu