Familieværdierne er vigtige. Sådan skal alle mene. Familien er det absolut vigtigste!! Jo tak, men hvad er det for noget, med den der familie? Hvordan ser den ud i dag? Der er jo ikke meget far, mor og børn over den længere, i parcelhushaven. I dag er det sådan, at hvis du har en familie, er den sammenbragt. Der er dine og mine børn, dine og mine bedsteforældre, dine og mine eks’er, dine og mine eks-svigerforældre, plus et par fastre og morbrødre med udskiftelige partnere. Man kan vel sige, at familien i dag er én stor multifamiliær cocktail.
Fastlåste rollerOg det er jo positivt. Det er en mangfoldighed, vi har manglet i den klassiske kernefamilie, hvor vi alle sammen blev født til at være stavnsbundet i de roller, vi nu engang fik tildelt. Enten som den lille i familien, den tykke, den kloge, den sjove. Vi havde alle en fast placering i familien, og så blev vi ellers i dén klaustrofobiske rolle gennem hele livet. Generelt kan man vel sige, at de fleste mennesker må gennem en længere omgang terapi, for at lappe alle de sår de har fået i familiens rollespil. Der skal hives knive ud af ryggen. Ydmygelser og mindreværdskomplekser er nogle af de bonusser vi får med os fra familie, og det kan hurtigt løbe op i høje psykologregninger, sku’ jeg hilse og sige!Men hey! I vores nye moderne multifamiliære familiestruktur har vi faktisk mulighed for at skifte roller. Vi får jo hele tiden nye svigermødre, vi får nye børn, vi møder nye onkler og tanter. På den måde er der hele tiden en mangfoldighed og en bevægelighed i, hvordan vi udlever familielivet. Vi kan møde alle de nye familiemedlemmer, som vi nu engang er, eller som den, vi ønsker at være. Vi behøver ikke længere være hende der den triste, eller ham der den friske længere.
En festUdfordringen er, at vi samfundsmæssigt bliver ved med at se det gamle familiemønster som værende mere rigtigt end det nye. Vi bliver ved med at forestille os en lykkelig familie, som i 1950’er, med mor, far, børn og bedstemor og bedstefar, der sidder harmonisk i stuen i et trygt familiehierarki. Og så er det lidt af et kulturchok, når vi lige pludselig sidder med adoptivbarnet fra Jylland, som eks’en bragte ind i familien, og svigerfar med hans nye unge kone, og det lesbiske teenagepar som søster har bragt ind i familien gennem hendes nye mand, der i forvejen har tre kul børn med tre forskellige koner. Det er en farverig fest!
Men det er da overfladisk, siger nogle: familien skal være, som den altid har været, den skal være tryg. Tryg? Jeg synes dælme ikke det er særligt trygt at tænke på alle de modbydelige hadkonflikter der opstår i den nære familie, fordi ingen kan holde hinandens roller ud, og ingen kan holde sig selv ud. Så hellere være den udgave af sig selv, som man bedst kan lide, og møde nye familiemedlemmer med kyshånd og åbent hjerte. Det er da meget mere trygt i sidste ende.
Yndlingsfamilien
En helt anden familieform er dén, som jeg nok er allermest tilhænger af, nemlig dén man selv laver. For mig er det nok den mest holdbare og vigtige. Det er den familie man sammenstøber af de mennesker man møder gennem livet. De mennesker man føler et åndsfællesskab med, en dybere respekt, kærlighed og omsorg for. Man vælger dem selv. Det er det modsatte af den påtvungne familie, som vi ser til konfirmationsfesten af pligt og høflighed. De her mennesker har vi selv mødt i livet, udvalgt som de mennesker der udgør det ægte dybe familiebånd. Venskabsfamilien. Ja, måske den vigtigste af alle familier, fordi vi her bliver set som den vi er, fuldstændig, uden gamle roller, uden hierarki. Her er også udskiftning, bevares, men dog ikke hele tiden, og igen; de nytilkomne i familien har vi selv valgt, fordi vi virkelig elsker dem og respekterer dem højere end højt.
