Jeg, en pilgrim – Skal du også gå Caminoen?
Jeg, en pilgrim – Skal du også gå Caminoen?
Sanne Krøier, som bor i Bonderød ved Faxe er blevet bidt af pilgrimsvandringer og fortæller her sin historie om vandringerne på Caminoen, også kaldet Jacobsvejen, er en af de mest kendte pilgrimsruter i Europa og går fra Frankrig til Spanien. Til foråret kan man komme med.
Pilgrimsvandring
Hvorfor bliver man pilgrim i 2014? Hvorfor er det fantastisk at gå med store tunge vandrestøvler og bære på en rygsæk? Hvorfor sove på en sovesal med op til 80 fremmede mennesker og dele 2 toiletter? Ja, hvorfor egentlig?
Måske fordi det er så fuldstændigt fantastisk befriende ikke at skulle forholde sig til alle de ting, vi har fået samlet omkring os i et forsøg på at gøre livet lettere og ”nemt”. Er det så blevet det – eller bruger vi nu bare tiden på tingene?
Hvad sker der når man vandrer og lader tankerne komme og gå af sig selv? Bliver vi klogere på os selv? Jeg vil sige ja, det gør vi. Dels fordi der er højt til loftet på Caminoen, og så fordi at man møder så mange andre pilgrimme på vejen, som man får fortalt lidt af sin egen historie til. Egentlig får man jo fortalt sig selv historien om sig selv – og der bliver man måske endda selv lidt overrasket en gang imellem, når et spørgsmål afføder et lidt anderledes svar end det man selv lige havde troet.
Friheden
Jeg er ikke noget specielt dedikeret friluftsmenneske eller vandrings”mand”, men alligevel er jeg blevet en pilgrim for livet.
At tage på vandring giver mig en frihed, som jeg ikke kan finde i andre ferieformer. Det at stå op om morgenen, pakke sin rygsæk, spise noget morgenmad og så bare gå ud i morgengryet og følge de gule pile. Vandre fra by til by, op og ned af bjerge, igennem marker og skove, holde pauser i små bjergbyer, større byer eller bare på en mark – simpelthen bare være til her og nu.
Det startede i 2001, da jeg læste Shirley MacLaine’s bog: ”Camino”. Der besluttede jeg mig; det skal jeg altså også en dag. Dog kunne jeg ikke se, hvornår jeg skulle kunne rejse væk fra min familie i seks uger i træk, men i 2011 ringede en god veninde og sagde, at hun havde 14 dage i juli, hvor hun kunne gå med mig. SÅ skulle det prøves.
Min yngste søn, der dengang var 12 år, og min mand stødte til efter en uge, og herefter var vi alle tre solgt. Jeg har i alt nu med familien vandret fire ture på Camminoen, i alt 1.150 km, 8 uger. Det er en utrolig afslappende måde at være sammen på, da alle har det samme mål for dagen. Det er et helt andet nærvær man har med hinanden, når der ikke er mobiler, computere og tv, som kiler sig ind hele tiden. Meget givende ferie for alle.
Caminoen kan sagtens deles op i bidder. Som min datter har sagt: “Hvis man har brug for tre ugers ferie, men kun har en, så er det herned man skal tage.” Det føles som man har haft en rigtig lang ferie, måske fordi det hele går så langsomt og man er meget mere i nuet.
Lidt historie
Pilgrimme har i årtusinder gået bodsvandringer til Jerusalem, Rom – og til Santiago de Compostela, hvor Apostelen Jakobs jordiske rester befinder sig. At tage på pilgrimsvandring var dengang en livsopgave. Mange døde på vandringen, men strømmen af pilgrimme var konstant indtil Middelalderen, hvor pilgrimstraditionen stille og roligt klingede af.
Nutidens pilgrimme
Nu bliver der igen flere og flere pilgrimme. Mennesker fra hele verden tager i disse år til Caminoen.
Af vidt forskellige grunde naturligvis, men de fleste elsker det fællesskab, som de finder i pilgrimslivet.
Caminoen er en enestående mulighed for at knytte venskaber med folk verden over. Vi har i sommers besøgt og boet hos pilgrimsvenner i England, og vi har selv haft besøg fra Canada, Australien, USA, England og Skotland. Fordi det bånd man knytter på Caminoen er så specielt og stærkt. Vi kalder dem for vores Caminofamilie – og planen er også at besøge dem.
Pilgrimsvandringer til foråret
Jeg tror, at vi har brug for at komme ned i gear, tættere på os selv og naturen, og derfor har jeg besluttet at tilbyde en to ugers pilgrimsvandring til foråret.
Turen er for dem, som ønsker at ”komme i gang” med Caminoen, og gerne vil have lidt vejledning og nogen at følges med.
Turen starter den 24. maj i Frankrig i St. Jean Pied de Port – altså fra Camino Frances startpunkt. Så kan man selv tage derned igen og gå den færdig – hele vejen til Santiago de Compostela.
Du kan vælge at følges med gruppen på de 13 dages vandring eller du kan starte sammen med os, og når du så har fundet rytmen på Caminoen og er tryg ved den, så kan du fortsætte din vandring alene. Jeg hjælper gerne med at planlægge transporten hjem.
Når gruppen er samlet vil jeg afholde et introduktionsmøde, hvor du får tricks og tips, pakkeliste og forberedelsesprogram til en af de bedste oplevelser i dit liv. Turen koster kr. 8.500 incl. transport, overnatninger og ½ pension.
Har du fået lyst til at høre nærmere om turen, er du velkommen til at kontakte mig på mail: sanne@kroier.dk eller på min mobil: 5051 1516.
Tillid til livet
For mig har Caminoen været en udviklingsvej, der har bevæget mig hen imod altid at have den fulde tillid til livet. Have tillid til at alt, hvad jeg behøver, kommer til den rigtige tid og på den rigtige måde. For sådan er det at vandre på Caminoen, alt hvad du har brug for kommer til dig på den smukkeste vis.