Limbo
Limbo (af italiensk eller middelalderlatin ‘limbo’, af latin ‘limbus’ (‘rand’, ‘kant’ i forhold til Helvede) er en teologisk forestilling om en tilstand efter døden, hvor afdødes sjæl ikke kommer i Himmelen og derved ikke opnår evig salighed, men heller ikke har fortjent straf i helvede. Limbo betegner en “mellemtilstand” eller en “tilstand af lammelse”.
Eller ..
Limbo er en dans hvor man skal bruge et lige redskab f.eks. et kosteskaft. To mennesker skal holde den lige genstand i luften hvorefter deltagerene/danserne skal komme under den lige genstand og må kun bøje sig bagover og må ikke tage fra med hænderne, hvis vedkommende ikke kommer under genstanden uden at falde eller vælger at give op, er vedkommende ude af dansen. efter at alle deltagerene har forsøgt at komme under genstanden, sænkes genstanden en smule. Dette gentager sig indtil at der kun er en tilbage, denne person har så vundet dansen. Nogle mennesker mener at denne dans( i bibelsk forstand) var en måde at vælge den bedste person til komme i Limbo som er (for kristne) et mellemland mellem himlen og helvede.
Fra: wikipedia.
Jeg er i limbo -og fandme om jeg ikke også føler at jeg danser limbo. Bøjer mig laaaangt bagover. Tager ikke fra med hænderne. Undgår at falde. Kæmper og spænder hver muskel.
Jeg har været i limbo siden den 11. april.
Den 11. april fjerner den søde læge et modermærke på min højre arm. Sygeplejersken og lægen kigger med lup på de øvrige modermærker. Tjekker om lymfekirtlerne er hævede.
“Arh, slap dog af”, tænker jeg og fniser lidt. Det er bare et modermærke. Et lille et. Bare en halv centimeter stort.
Jeg er i limbo 14 dage. Et nemt limbo. Der er jo ikke noget!
Plasteret er stort og armen bliver blå.
Diagnosen
Den 25. april kommer diagnosen: Der er modermærkekræft i.
“Vi opererer dig på fredag. Vi fjerner et stort område omkring modermærket. Helt ned til musklen. Vi sprøjter dig med radioaktivt stof, fotograferer hvordan det vandrer og fjerner de første lymfekirtler i kø til at modtage kræftceller.”
Jow tak!
Første nat sover jeg ikke rigtig. Jeg ser sorte, syge celler for mit indre øje. Jeg slæber mig på arbejde næste dag. Smiler ekstra til børnene. Ringer til en psykolog.
Jeg beslutter mig for at et døgns nedetid må være nok.
Jeg beslutter mig for, at der er små forskrækkede celler i min arm. Små forvirrede celler. Måske lidt bange? Måske mangler de opmærksomhed. De er gået lidt i panik, og jeg fortæller dem, at de kan tage det roligt. Jeg er her nu. De behøver ikke dele sig mere.
Jeg er i limbo frem til operationen, hvor de skal fjerne mere hud, væv og to lymfekirtler.
Første operation
Den 29. april kommer jeg ind. Fastende.
Vi er ved godt mod. Nu napper de lige lidt mere -for en sikkerheds skyld. Hopper i det fine tøj. Griner over, hvor absurd det hele er. Jeg skal for første gang på en operationsstue.
Fuld narkose.
Jeg har hørt fra en veninde at narkose er dejligt. Uh! “Betragt det som en skøøøn cocktail, der får dig til at sove så godt.” Nam, nam. Den nupper jeg! I det hele taget samler jeg på gode billeder og visualiseringer. Jeg rammesætter alt på den bedste måde.
Den studerende fumler med min hånd og får endelig lagt drop. Der sættes dimser, målere og sager på mig. Alle vimser rundt. Pludselig ryster mine knæ. Jeg fryser og er bare overvældet.
Bare overvældet og tårerne kommer.
Jeg er bare overvældet! Der sker meget. For meget.
“Hvor skal du drømme dig hen?”, spørger lægen? Jeg vælger Makedonien. Offpiste i Makedonien
Jeg vågner op. Er salig. “#skolechat, udbryder jeg. Sygeplejerskerne kigger på hinanden. Griner og ryster på hovedet. “Hun er vist skolelærer”, siger en af dem.
Jeg griner over episoden senere. Tænk at vågne op fra fuld narkose og tænke på Twitter og #skolechat.
Samme aften er jeg hjemme igen. Der mangler en stor luns af min overarm og to lymfekirtler i armhulen.
Næste morgen laver jeg kaffe til fødselsdagsbrunch. Jeg har det godt. Armen må ikke belastes.
Mit hoved er træt.
Jeg har haft et blinkende neonskilt i det KONSTANT. Som i KONSTANT. Neonskiltet blinker: KRÆFT.KRÆFT.KRÆFT.
Jeg trænger bare så meget til at have 30 sekunder uden tanken og bevidstheden. Åååh, bare 30 sekunder.
Jeg er også forvirret. Rask. Kræft. Er jeg rask nu? Skal jeg opfatte mig som syg? Jeg er jo ikke syg. Måske er jeg rask. De HAR jo fjernet alt.
Jeg mister mig selv lidt. Hvem er jeg? Kan jeg stadigvæk være Josefine. Eller er jeg nu en kræftpatient? Hvad tænker folk omkring mig? Tænker de på kræft og død hver gang de ser mig?
Kan man stadigvæk holde af mig? Eller kan man kun have ondt af mig?
Barnet
Barnet og jeg tager til vandet.
Det hjælper at lave noget. Have tid. Intet at skulle og gøre.
Barnet har brug for mig og mærker selvfølgelig, at der er noget i gære. Mor er mere nervøs, græder lidt og taler rigtig meget i telefon. Vi skåner hende alt, hvad vi kan. Hun ser plasteret på armen, og vi taler om at være opereret. Hun sætter plaster over alt på sig selv og samler 20 bamser i sengen.
Vi leger mor og barn-leg tit. “Så var jeg kaninungen. Så er du moren!” Jeg smiler: “Jeg er moren. Og jeg passer på dig.”
Men det hjælper også at lave noget. At være optaget, at have tankerne andet sted.
Jeg går på arbejde hver dag. Jeg nyder det. Hvad skulle jeg ellers lave?
Jeg bliver glad sammen med eleverne. Jeg er glad i mine projekter. Jeg er faktisk generelt ret glad. Fuld af overskud.
Jeg fortæller så småt folk omkring mig om min rejse. Jeg frabeder mig medlidenhed og dødsangst. Og jeg ønsker mig hep, dans og drinks. Det her ikke en dødsdom. Det er bare lidt kræft. Og det fjerner lægerne.
Jeg får et lidt svært forhold til solen. Er skaden sket? Skal jeg være bange? Skal jeg altid være i lange ærmer? Altid i lange kjoler? Altid under hat?
Positiv spiral
Jeg er i et vanvittigt limbo i 19 dage efter operationen. NITTEN dage.
Fra operationen til næste svar som falder den 18. maj. Den 18. maj er min power-dag. Min lykkedag. Der jeg får svar. Der jeg får ro.
Jeg bliver også bange. Så bange, at jeg får kvalme. Kvalmen sidder som en klump i halsen. Den gør mig tung.
Det er som at balancere. Det er rigtig hårdt arbejde at blive på linen. Men det gør bare meget mere ondt at falde ned.
Jeg tager uniformen på. Kigger frem og fortsætter. Frem!
Jeg er ressourcestærk. Jeg er positiv. Jeg går på arbejde. Jeg er glad. Jeg lever. Jeg dropper alt læsning på nettet.
Nej, jeg vil ikke læse min journal. Nej, jeg vil ikke læse om modermærkekræft. Nej, jeg vil ikke læse om alternativ behandling af uhelbredeligt syge.
Jeg hører musik, skråler med, danser, griner og drikker Hendricks med tonic.
Jeg har et kæmpe ar på armen.
En nat vågner jeg med ondt i arret. Ramsey Bolton har i min drøm skåret i den hele natten. Jeg griner lidt over underbevidsthedens veje og tænker, det er slut med Game of Thrones.
Min egen læge piller stingene ud den 17. maj. Dagen inden prøvesvaret. Det var sgu ikke det, vi havde regnet med, da jeg tilbage i april bestilte tid, fordi mit modermærke måske kløede lidt. Måske havde ændret sig lidt.
Min arm ser vild ud. Bulet. Det er som et hajbid.
Armhulen ser meget uskyldig ud. Sådan et lille snit.
Prøvesvar -igen
Og så kommer den 18. maj.
Jeg møder op på Rigshospitalet igen. Ambulatoriet 3004 er blevet et nederen sted. Jeg er nervøs.
Jeg sidder i venteværelset med mand og svigermor. En time sidder vi der. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Kører rundt på stolen. Trommer med fingrene.
Nu MÅ det da snart blive vores tur. En hel times ventetid.
ENDELIG kommer vi ind. Jeg er nervøs.
“Bare rolig”, siger lægen. “Jeg har gode nyheder!”
Jeg græder, griner: “Er det rigtigt! ÅH! Jeg har været så nervøs. Og ventetiden! Troede det var fordi der var noget galt.”
“Nej, nej”, svarer lægen. Sådan er det bare nogle gange, når der er flere samtaler, der tager længere tid.
Vi smiler. Lægen kigger ned i min journal: “Ja, den prøve var jo uden, og den og …”
“SHIT!”
…
Vi kigger nervøst rundt. “Shit” er ikke ordet, du vil høre fra en læge, når hun sidder med laboratoriesvar og journal.
“Jeg har sagt noget forkert”, siger hun.
ALT stivner.
“Der er lidt kræft i den ene lymfekirtel. Det er jeg virkelig ked af.”
Alt på mig dirrer. Jeg er så rasende, at jeg hver kan kan fokusere, lytte, se ud af øjenene eller sige noget. Jeg får lyst til at gå. Sparke til noget. Råbe og skrige. Jeg stirrer tomt ud i luften, og læge og sygeplejerske går lidt i panik. Ringer rundt. Slår op på skærmen. Taster.
Jeg skal have en operation hurtigst muligt, hvor de fjerner alle lymfekirtlerne under højre arm.
Piv.
Jeg får en folder. Indlæggelse i 8 dage. To dræn i siden. Altså slanger, hvor blodet og lymfevæsken skal løbe ud af. Sygemelding i fire uger.
Øh … ?
Jeg køber sko.
Jeg fletter blomster.
Jeg kigger eleverne roligt i øjnene. “Jeg har fået fjernet kræft. Nu tager vi en ekstra portion af mig for at være på den sikre side.”
Eleverne kigger roligt på mig og går på weekend. Alt er godt. Vi ses om fire uger. Hej, hej.
Jeg er sygemeldt. Wow.
Anden operation
Jeg møder op dagen inden operationen. En hel dag med journaloptag og snak.
Jeg synes, jeg matcher striben i gulvet.
Jeg mangler en læge.
Jeg mangler en læge, der ved, hvad der står i min journal. En læge, der sætter sig end og taler med mig. En læge der siger: “Nu skal du høre Josefine. Det er er modermærkekræft. Det betyder det her, og vi gør det her.”
Jeg har ikke på noget tidspunkt fået den snak. Altså snakken. Alt er bare “overflade” og næste operation.
Folk spørger mig: “Hvad er så næste skridt?”
Jeg aner det ikke. Jeg aner ikke hvor alvorligt det er. Vi er i limbo. Vi ser frem til næste prøvesvar. Næste operation.
Folk spørger mig: “Skal du have kemo?”
Jeg aner det ikke. Jeg aner ikke, om man overhovedet behandler modermærkekræft med kemo. Jeg tror det ikke. Jeg er i limbo.
Jeg indlægges den 24. maj på 10. sal.
Jeg føler mig allerede garvet. Narkose. Operation. Bring it on!
Operationen går godt. Jeg er øm.
Der er slanger ud af mig. Det tager lige lidt tid at vænne sig til.
Jeg kaster op af narkosen. Det første døgn kører alt for mig, hver gang jeg sætter mig op. Jeg er søsyg hele natten. Mad er ikke på ønskelisten.
Jeg får bragt en tatarmad fra Aamanns til frokost om onsdagen og humøret stiger lidt. Det bliver første rigtige mad siden mandag aften. Uhm.
Der kommer mange gæster. Det er så dejligt. Barnet leger i sengen. Kører den op og ned. Nyder at køre i elevator og vinker glad. “Hej, hej, mor. Vi ses i morgen. Nu går far og jeg hjem!”
En god ven hiver mig ud af værelset. “KOM! Du skal ud at gå.”
Javel.
Solen og luften gør mig godt.
Jeg griner over, at alt blufærdighed er væk, da jeg står i badekåbe og dræn midt i Rigshospitalets forhal.
Sindet er lyst.
Natten bliver frygtelig. Ganske enkelt frygtelig.
Forestil dig at lægge dig til at sove på en åben plads. Folk går rundt omkring dig. Kommer hen til dig i løbet af natten. Sådan føles det at sove på et hospital.
Det er altså ikke et hotelværelse.
Kl. 00.30 bliver det hvide klæde trukket for min seng. Der kommer en seng med en patient ind. Det kommer sygeplejersker ind, lyset tændes. De snakker. Jeg kan intet se. Bare fornemme. Det er frygteligt. Patienten har det ikke godt. Kan ikke rigtig tale.
Det lyder meget slemt. Jeg forestiller mig hvad som helst. Hendes ansigt er nok helt ødelagt. Ligner hun et monster? Er der blod? Er hende mund flænset op?
Jeg ligger i mørket og skal tisse og tør ikke stå op. Tør ikke gå forbi hendes seng.
Måske har hendes mand banket hende?
Kommer han nu?
Banker han mig?
Tankerne stikker af. Som i helt af.
Der går en time og den ældre dame bliver hentet til operation.
Jeg vender og drejer mig -bortset fra at det kan jeg ikke med operationssåret. Jeg møffer mere rundt, men kan kun ligge på ryggen.
Hele min krop er i bredskab, og jeg venter på, at de kommer ind fra operation hvert sekund det skulle være. Jeg er en 8-årig pige, og jeg har mareridt. Bare der kom nogen og samlede mig op, tænker jeg. Kan man ringe til nogen med panikangst kl. 2 om natten?
Jeg får slæbt mig ud til en sygeplejerske og hulker mig gennem min angst. Dybt nede er der også angsten for at være uhelbredeligt syg. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at sove igen.
Sygeplejersken serverer kamillete, lytter, støtter, trøster og beroliger.
Jeg ender med at gå i seng.
Udskrivelsen
Næsten morgen udskriver de mig. Med dræn. Jeg er lidt forvirret. Hvad skete der med indlæggelse i en uge? Det bruger de så ikke mere. Folderen jeg fik var fra 2013. Siden 2015 hedder det to dages indlæggelse.
Jeg bliver irriteret over den manglende kommunikation, de forældede vejledninger i ambulatoriet. Kan de for helvede ikke smide dem ud?!
Jeg meget glad for at blive sendt hjem!
Jeg har skrevet en slags digt:
Farvel kræft.
Farvel dygtige, pligtopfyldende lymfekirtler.
Farvel forvirrede og forskrækkede små celler.
Farvel modermærke.
Farvel uskyld, udødelighed og ungdomsletsind.
Farvel utryghed, uvidenhed og uforståenhed.
Farvel kræft.
God dag glæde.
God dag voksenvildskab, virkelighed og WTF?!
God dag kræftoverlever, cancerpakke og kontrol.
God dag liv.
God dag medfølelse, medlidenhed og mening.
God dag sommer, sol og sejr.
God dag glæde.
Jeg tager til fredagsbar.
Drænet om maven i et bælte.
På med sommerkjolen. Jeg spiser smertestillende. Og har det godt. Jeg har brug for at lave noget andet. Ikke at beskæftige mig med sygdom.
Jeg er ude den halve nat. Det er skønt. Jeg føler mig slet ikke syg eller ramt.
Ramt bliver jeg de næste dage. Træt, svag, øm, sart, bange, ked, vred.
Det vælter ind med blomster. De første gør mig gladeste. De næste gør mig også glad, men også lidt trist. Så er jeg sådan en, der får blomster. Hvad er det for en? Det er først og fremmest en man tænker på. Det gør mig glad. Men det er også en, der er syg? Eller svag? Eller synd for?
Jeg tømmer dræn. Under 40 ml, så kan det fjernes!
Tilbage til Rigshospitalet. Væk med det! Det er en lettelse. Jeg er lidt mindre patient nu.
Og nu?
Jeg er i limbo.
Jeg har opdaget, at de fleste skriver, deler, fortæller, når der er ro på. De fortæller fx:
-nu skal vi skilles
-nu har jeg sagt op
-nu er vi gravide
-nu er jeg rask
Vi er sjældent med på vejen. Vi er sjældent med i deres limbo. Af mange gode grunde!
Jeg er i limbo. Jeg har ondt i armen, i skulderen, i siden, i hovedet og i hjertet.
Når du møder mig, møder du et øjebliksbillede.
Du møder en livsglad, energisk, positiv kvinde.
Du møder en træt, ligeglad og uinteresseret kvinde.
Du møder en bange, ked af det og virkelig ulykkelig kvinde.
Du møder en, der er vred på alle. Alle der bare valser rundt på gaden som intet var hændt.
Du møder en, der danser og drikker vin.
Du møder en, der græder hver anden time.
Du møder en i grimt tøj og uden make up.
Du møder en i stilletter og opsat hår.
Du møder en, der gider og kan det hele.
Du møder en der ikke kan overskue noget som helst.
Du møder under alle omstændigheder en, der ikke sover så super godt.
En der har set hele sæson 22 af America’s next top model midt om natten. Og dagen. Og NYDT det.
Du møder en, der har brug for alt den opbakning, der overhovedet kan skrabes sammen.
Du møder mig. I mit limboliv.
Næste prøvesvar er 7. juni. Jeg holder vejret. Trækker det dybt i maven.
Tak fordi du læste med.
Her er toiletdøren på Rigshospitalet. Selv piktogrammerne er syge.
