Kærlighedsministerens nytårstale: Vi skal være meget mere i nuet!

Kærlighedsministerens nytårstale: Vi skal være meget mere i nuet!

Hver lørdag er jeg “Kærlighedsminister” i radioprogrammet “Så har vi balladen” på P4. Monica Krog Meyer og Dennis Johannesson er værter. De bad mig skrive en tale til folket.
Du kan læse den her og på www.michellehviid.dk

:

Hvis det var op til mig, bliver 2012  året hvor vi allesammen skal være lidt mere i nuet… Vi skal være meget mere i nuet:

Hvis man tillader nuet været farvet af minderne fra fortiden, eller overskygget af forventningerne og frygten til fremtiden, så lever vi hele livet oppe i hjernen.Men livet sidder ikke i hjernen. Livet sidder i maven, i tungen, i øjnene, i ørene, i underlivet og i fingrene. Derfor skal vi turde fyre meget mere op for vores sanser, gør vi det, er der mange flere glimt af lykke til os allesammen.

Jeg tror på at mavefornemmelsen er klogere end hjernen og 2012 skal være året hvor mine beslutningerne bliver styret af mine gode mavefornemmelse.
De dårligste valg jeg har truffet i mit liv, er dem hvor jeg ignorerede, når min mave forsøgte at råbe mig op. De klogeste valg jeg har truffet I mit liv, er dem hvor jeg ignorede janteloven, fornuften og omgivelsernes forventninger, de valg hvor jeg  virkelig turde leve.

Jeg vil påsta, at vi faktisk KUN er i stand til at mærke den totale lykkefølelsen, når vi er 100% til stede i nuet og lader sig os rive med. Lykken dukker op i små uventede glimt, fx man kører I bilen og pludselig lader sig forføre at alle farverne på træerne, når efteråret slår sig løs.

Mark Twain sagde engang: “Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, det var ikke særlig mange af dem som blev til noget” – Vi har også mange bekymringer i vores liv – langt de fleste af vores bekymringer bliver aldrig bliver til noget.  Og hvad værre er, frygten kan blive en selvopfyldende profeti.
Hvis du er drevet af fornuft og vaner, kan det blive en barrier mellem dig og livet. Vi skal huske at man kun sjældent fortryder det man gjorde – mens man ofte fortryder det man ikke gjorde.
Husk også, at det som i sekundet kan virke som verdens største og altoverskyggende fadæse, ofte over tid, bliver til vores sjoveste minder.

Og tilsæt dit liv en stor dosis selvironi. Selvironi er noget af det mest elskelige og selvironi er en af de vigtigste ingredienser til lykke. I 2012 vil jeg grine mere af mig selv end af noget andet, endda så højt at det smitter. Når jeg tør grine af mig selv, tør jeg også fejle. Angsten for at fejle at verdens største og dummeste stopklods.
Omgiv dig med mennesker som er I stand til at grine højt af dem selv. Grin også af dig selv. Grin højt –  og huske at fortælle dine omgivelser hvorfor du griner, SÅ kan I grine sammen!

Min søn kom engang hjem fra skole, efter en udflugt til et museum – og der havde de blandt andet lavet en kæde af træperler. Ideen bag kæden var at de skulle sætte en perle på en snor, for hvert år de havde levet. De år hvor der var sket noget virkelig stort og skelsættende, skulle de sætte en valgfri farvet perle, de ”kedelige” år var træfarvede.
Benjamin kom hjem med den smukkeste kæde. Jeg blev så glad af at kikke på alle de farvede perler, og høre ham fortælle, hvad hver enkelt perle symboliserede. Han har 3 små søstre og hver af dem havde fået en rød perle på deres fødeår. Fantastisk.
Siden har tanken om perlekæden med de farvede perler, været et mentalt overblik for mig. Jeg kan bedre fokusere. når jeg tænker i billeder. Hvordan ser min perlekæde for 2011 ud, hvis hver måned repræsenterer en farve, hvordan kommer 2012 til at se ud?

Vi tør ikke være bange. Vi tør ikke være usikre. Når vi hverken tør være bange eller usikre er vi handlingslammede. Jeg bliver også bange, tilsyneladende er jeg bare mere bange, for IKKE at leve livet, end jeg er for at slå mig på det.
Det er jeg stolt af.

Jeg er også bange for hvad der kan ske, når jeg går på gyngende grund, men jeg er endnu mere angst for det der ikke sker, hvis jeg bliver i min  kedelige og trygge komfortzone.
Pyt – hvis det koster mig en sort perle hist og her. Når kæden med samtlige perler på, ligger foran mig, helt tilbage fra 1972, næsten 40 år, så er de sorte perler smukke mellem alle de andre farvestrålende. That´s life!

2011 er slut og kommer aldrig igen. Det gør mig eftertænksom. Hvad var det bedste. Hvad var det værste. Og vigtigst, hvad lærte jeg. Hvad tager jeg med mig og hvad efterlader jeg i året der gik. Hvor blev jeg klogere. Typisk blev jeg jo klogere når det gjorde ondt. Hvordan ser de seneste 12 perler på min perlekæde ud?
Der er et par grå og sorte perler på min perlekæde fra i år, men den er IKKE sort, den er spraglet og smuk og den blinker lidt i solen. Jeg er stolt af, at jeg stoppede op ved udgangen af September, og noterede mig, at jeg satte endnu en sort perle på, ved siden af en sort perle!

Jeg havde mistet troen på mit parforhold og den hverdag vi delte. Så tog jeg ansvar. Jeg vandrede smertefuldt og sorgfyld og alene gennem brændenælderne og fandt mig selv igen. Det var svært, men det var vigtigt. Det stop betyder at november og december blev hhv lilla og rød.

Vigtigst af alt. Jeg lærte at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Jeg gentager: Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Både mine egne og de andres. Jeg er træt at gode intentioner, tomme ord og dårlige vaner. Handling er det nye sort. Handling er min ledestjerne i 2012. Hvad er din ledestjerne I 2012?

Jeg slutter af med at citere ingen mindre end Nik og Jay, “Jeg lever I mit helt eget eventyr, hvor alt kan lade sig gøre. Og I nat er vi udødelige, I nat er vi intet andet end ENERGI”

Godt nytår!
www.michellehviid.dk

I walk down the street.
There is a deep hole in the sidewalk
I fall in.
I am lost… I am hopeless.
It isn’t my fault.
It takes forever to find a way out.

I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I pretend I don’t see it.
I fall in again.
I can’t believe I’m in the same place.
But it isn’t my fault.
It still takes a long time to get out.

I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I see it is there.
I still fall in… it’s a habit
My eyes are open
I know where I am
It is my fault.
I get out immediately.

I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I walk around it.

I walk down another street.

Portia Nelson (1920 – 2001)