Karen Seneca: Græsset er grønnere et andet sted

Karen Seneca: Græsset er grønnere et andet sted

Denne klumme blev bragt i Ekstra Bladet for et par mdr. siden, men er desværre stadig aktuel. Karen Seneca er aktuel med bogen ’GPS til mænd, kvinder & kærlighed”.  Karen har i flere år skrevet ”Varm Weekend” i Ekstra Bladet sammen med Joan Ørting og er medforfatter på bøgerne ”Skøn som du er” og ”Vild med Mary”. Karen er klummeskribent for Ekstra Bladets lørdagsmagasin og har arbejdet for bla oestrogen.dk og magasinet Liv.

Græsset er grønnere et andet sted
af Karen Seneca

Forleden holdt jeg middag for en flok nye og gamle venner. Invitationen var sendt ud seks uger i forvejen. Datoen koordineret med gæsterne, så jeg var sikker på at ramme en dag, hvor alle kunne deltage. Og gæsterne havde meldt tilbage, at – jo, det kunne de godt og det ville de gerne.

Men i dagene op til middagen begyndte der at komme afbud. En følte, at hun havde for meget om ørerne, så hun trængte til en aften i eget selskab, en anden havde en deadline lige om hjørnet og blev nødt til at bruge lørdag aften på at skrive og en tredje var søreme for træt.

Det blev en blændende god aften, så afbuddene ødelagde ikke andet end bordplanen. Til gengæld forærede de os et samtaleemne. Det viste sig nemlig, at de fleste kendte til samme scenarium: At der altid kommer et par afbud eller flere få dage op til en fest eller en middag. Og begrundelserne er ikke nødvendigvis sygdom, som må siges at være en pænt god undskyldning for at aflyse. Næ nej, det er blevet helt legitimt at melde fra, hvis man er lidt uoplagt, lidt ophængt eller lidt samspilsramt.

En af mine gæster fortalte blandt andet, at hun holdt en stor havefest i sommer. Med telt, mad, drikke, dj og i det hele taget store udgifter og lige så store forventninger knyttet til arrangementet. De fleste havde sagt, at de kom, men kun halvdelen dukkede op. Den anden halvdel følte sig lidt sløje, valgte at blive et par ekstra i sommerhuset eller andre undskyldninger, som bare ikke er gode nok. Hun var utrolig skuffet over sine venner, som vidste, hvor meget tid og energi hun havde lagt i festen.

De gode gammeldags dyder med at forpligte sig til en aftale er åbenbart trængt væk i en tid, hvor vi er så lyststyrede, at vi ikke behøver at holde aftalen, hvis vi ikke lige ’føler for det’. Så skidt med at værten eller værtinden har investeret en masse i arrangementet.

Jeg har sandsynligvis selv handlet sådan flere gange, men lærte lektien en formiddag, hvor jeg vågnede  med tømmermænd og ikke orkede at gå til en venindens fødselsdagsbrunch. Jeg smsede et afbud, satte telefonen på lydløs og sov videre med god samvittighed. Nu havde hun jo fået beskeden, ikk’? Men min veninde blev virkelig ked af min ligegyldighed. Hun havde kun inviteret en håndfuld af sine nærmeste venner, havde stået begravet i pandekage-bagning og rørægs-stegning siden kl. syv om morgenen for at lave det lækreste brunchbord, og så var jeg for ugidelig til at deltage.

Av med av på, hvor var det flovt, for jeg sårede hende virkelig, og jeg gør det aldrig igen. Hun er heldigvis typen, der siger sin ærlige mening i stedet for at smile stramt og sige: Det er helt ok. Og hendes mening var, at jeg opførte mig respektløst og egoistisk, hvilket jeg jo gjorde.

Det er rart, vi lever i en tid, hvor vi ikke behøver at stille op til pligtarrangementer hver eneste weekend, men godt kan tillade os at sige fra, hvis for eksempel familien har brug for at foretage sig noget sammen. Men det har taget overhånd. Hvis græsset er grønnere på sofaen, til en anden fest eller hjemme i dobbeltsengen, så vælger man det uden tanke på den person, der har inviteret og glædet sig.

Som Poul Nyrup Rasmussen spurgte i sin nytårstale engang: ’Kan vi ikke gøre det lidt bedre?’.

Det håber jeg, at vi kan. Vi kan jo starte et sted. For eksempel ved empati.