Karen Seneca: Rynkerevolution nu!
Karen Seneca: Rynkerevolution nu!
Af journalist Karen Seneca
Dette indlæg er tidligere bragt i Ekstra Bladets lørdagsmagasin ‘Ekstra’
For et par år siden fik jeg muskellammende gift, der stammer fra en bakterie, sprøjtet direkte ind i mine to furer over næsen. Helt frivilligt. Jeg betalte endda for det. Et halvt års tid efter fik jeg udfyldt de forhadte furer med hyaluronsyre-gele. Det første er botox, det andet restylane.
Begge gange havde jeg knas med kærligheden, samme mand, samme problemer. Og efter begge behandlinger følte jeg mig kønnere og gladere… men kun et kort øjeblik. For jeg havde jo sjovt nok stadig kærlighedssorger, og jeg var stadig i 40erne, som er den alder, hvor vi for alvor oplever aldringsprocessen muntre sig i vores kroppe.
Nu har jeg overgivet mig til alderen. Jeg gider ikke tage kampen op, for så snart en fure er udfyldt, er der en anden, som også råber på opmærksomhed. Hvis det ikke er rynker, så er det en lille mavedelle, der skal væk, eller mormorarme, der skal trænes, appelsinhud der skal peeles osv. osv.
Det er som at stå med en lillebitte dolk og true en stor dinosaur: Man kan nok stikke i den hist og her, men man kan ikke besejre den, så jeg gider simpelthen ikke at lappe på mig selv længere for at snyde mig et par år yngre. Det er for stor en modstander, kampen er for ulige, og uanset hvor hårdt jeg kæmper, er virkeligheden, at jeg ER midaldrende, jeg ER 44 år og har kursen sat direkte mod overgangsalderen.
Så jeg ser frygten i øjnene hver morgen i spejlet, og øver mig i at finde mig til rette i det hylster, jeg nu engang har. Og jeg vil opfordre andre til at følge trop: Rynkerevolution nu, tak!
Jeg elsker bestemt ikke rynkerne i mit ansigt. Det er da ikke fedt at få hvide linjer i alle furerne om øjnene efter en dag på stranden eller at opdage, at huden over brystet bliver lidt blødere, og er i færd med at gøre sig klar til at danne mønster i kavalergangen.
Men det er så banalt, at det grænser sig til det pinlige at skrive det. Jeg gør det alligevel: Sandheden er jo, at nissen flytter med i hver eneste lille botoxindsprøjtning og restylanebehandling. Er vi ulykkelige før, er vi det også efter. Er vi ensomme før, er vi det også efter. Er vi midaldrende før, er vi det også efter.
Og omvendt: Var vi attraktive, før vi fik rynker, er vi det sgu nok endnu. En fure her og der sletter ikke en persons livserfaring, intelligens og humor med et trylleslag.
Det samme gælder for øvrigt brystoperationer. Jeg kan blive så ganske forbandet, når jeg hører den ene unge kvinde efter den anden udtale, at de skam får lavet bryster for deres egen skyld. At de har lavt selvværd på grund af brysternes størrelse, og først når de får et par silikoneindlæg vil de blive lykkelige.
Hvem tror de selv, at de narrer? Man får det ikke bedre med sig selv af at sprøjte alt muligt stads i huden eller indsætte et par poser bag brystvorterne. Man får måske flere øjekast fra tilfældige mænd, men selvværd og selvtillid opstår af at leve et liv, der er fyldt op med engagement, interesserer, videbegær, kærlighed og meget, meget andet som hverken findes i nervelammende gift eller silikoneimplatater.