Katrine Axholm: Jeg laver grøntsager og æg til min mands morgenmad hver morgen
Katrine Axholm: Jeg laver grøntsager og æg til min mands morgenmad hver morgen
Den anden morgen postede jeg følgende statusopdatering på Facebook: ”Jeg laver grøntsager og æg til min mands morgenmad hver morgen. Fordi det er en måde jeg kan vise ham min kærlighed på og fordi det får mig til at føle mig som en pisse god kone.”
Der er flere gode grunde til at gøre den slags kærlighedsfulde gerninger for hinanden. For det første gav det mig en selvtilfreds følelse af at gøre noget godt for den mand jeg elsker, det bekræfter mit selvbillede af at være en god kone og det gør mig glad at han er glad.
Vi spejler os nemlig i hinanden i parforholdet. Når jeg gør noget godt for min mand, så får det mig til at føle mig godt tilpas. Når jeg viser ham min kærlighed, så føler jeg mig elsket tilbage. Modsat: Når han er vred på mig eller kritiserer mig, så får jeg dårlig samvittighed eller føler mig forkert eller utilstrækkelig. Jeg får måske lyst til at forsvare mig og så kører konflikten. Andre gange vil jeg være i stand til at holde mig fri af kritikken, men sjovt er det jo aldrig. Det er lidt ligesom med de der stofhjerter vi satte på skoletasken i 70´erne: Smil til verden, så smiler den igen. Jo mere positivt og nærende du investerer, jo mere får du igen. Det er jo logik for burhøns skulle man mene.
Ikke destomindre har jeg dagligt par siddende i min praksis, hvor den ene part konstant er efter den anden. De taler grimt, krænker, skælder ud og råber. Når vi får talt lidt mere om den måde at være sammen på, viser det sig ofte at den krænkende part er dybt frustreret. I starten af forholdet har han måske forsøgt at få hende i tale på en stille måde, når hun ikke har givet ham det, han gerne ville have, så har han taget skrappere metoder i brug og det er endt med at blive mere og mere perfidt. Konen hakker på sin mand, fordi hun ikke kan få ham i tale og det slider dem begge op. Kærligheden dør når vi ikke behandler hinanden ordenligt.
I parforholdet har vi brug for at kunne “mærke” hinanden. Vi har brug for nærvær, at den anden er tilstede og deltagende, så vi kan bruge hinanden
