Katrine Axholm: Scener fra en parterapi

Katrine Axholm: Scener fra en parterapi
www.axholm.com

Camilla er rasende. Anders kan da umuligt elske hende. Hvis han gjorde, så ville han vise hende det og værdsætte alt det hun gør derhjemme og for deres familie. Så ville han ikke gemme sig bag sin computer hver aften. Han gider jo ikke være sammen med hende. Han skal altid ud og løbe og spille golf og hun står med det hele derhjemme.

Anders ser på mig. “Jeg vil ikke tale med hende, når hun råber sådan. Jeg kan aldrig gøre noget rigtig i Camillas øjne. Jeg knokler rundt fra morgen til aften og det er aldrig godt nok. Jeg ved efterhånden ikke hvad hun vil have af mig mere. Hun brokker sig hele tiden og jeg vil bare have at hun er glad.”

“Glad, du vil bare have jeg er glad! Jamen skulle du så ikke til at være hjemme, så du kan se at jeg er glad. Jeg er altid glad sammen med børnene, undtagen når de går mig på nerverne…”   Camilla og Anders er ved at slide hinanden op. Ingen af dem føler sig set, anerkendt, forstået og da slet ikke elsket. De kan svagt huske hvorfor de forelskede sig i hinanden, men det er alt for længe siden.

Camillas historie
Camilla er vokset op med en mor, som havde mere travlt med sin karriere, end af at være mor for Camilla og hendes lillebror. Camilla har lært at hun skal være dygtig og flittig, for at få kærlighed. Når hun passede sin lillebror, fik hun sin mors anerkendelse. Anders elsker Camilla for den hun er og ikke for det hun gør. Han synes da det er dejligt, at hun ordner alt derhjemme, men han elsker hende ikke mere af den grund. Hun behøver altså ikke at yde, for at få kærlighed af Anders, men det har hun ikke opdaget. Hun bliver ved med at forsøge at få det hun kender fra livet med sin mor.

Camilla er altså ikke vant til at blive elsket for den hun er, hun ved ikke hvordan det føles, hun kan ikke mærke Anders´kærlighed, så hun er rasende. Rasende helt ude af proportioner med den kærlighed Anders rent faktisk føler for hende. Eller følte, han er nemlig ved at være slidt.    Camillas raseri handler slet ikke om Anders, det handler om hendes mor. Som burde have elsket hende, for den hun var og ikke det hun gjorde. Men det gjorde hun ikke og derfor har Camilla ikke fået det hun havde brug for i sin barndom. Det kærligheds”hul” vil hun nu gerne have at Anders skal fylde op for hende og han har ikke en chance. Han er ikke hendes mor. Han er hendes mand og for at deres kærlighed skal kunne overleve, så er hun nødt til at lære at tage vare på sine behov selv.

Anders historie
Anders på sin side er vokset op med en meget streng far. Han har aldrig følt sig god nok og den følelse kan han gentage med Camilla. Fordi hun ikke får hvad hun vil og bliver frustreret, så får Anders den gamle velkendte oplevelse af, at uanset hvad han gør, hvor meget han knokler og gør sig umage, så var det ikke godt nok til Camila, ligesom det aldrig var godt nok til hans far.   Forandringen  Først når Anders og Camilla bliver bevidste om deres historier og er villige til at tage ansvar for, at de hver især selv skaber de situationer og følelser, de konstant føler sig i (ikke at være elsket og ikke at være god nok), kan de gøre noget andet og bedre.

Når Camilla bliver i stand til at se, at det ikke handler om Anders manglende kærlighed, men om hendes manglende evne til at mærke den kærlighed han rent faktisk nærer til hende i sit hjerte, så vil hun kunne begynde at tage imod den.

Når Anders genkender sin historie i konflikterne med Camilla, vil han vide, at det er ham selv, der føler sig utilstrækkelig og ikke nødvendigvis fordi Camilla synes han er det. Så kan han føle sig værdig til den kærlighed, hun så frustreret forsøger at vise ham.   Ægte kærlighed  Når de begynder på den proces kan den ægte kærlighed begynde. En kærlighed der ikke gør sig afhængig af at “du skal gøre sådan og sådan, for at jeg kan føle mig elsket”. En kærlighed der elsker fordi “du er den du er og ingen anden”.   Er det sådan hos jer?  Kan du genkende dig og jer eller har I helt andre udfordringer I bokser med i parforholdet. Så få min hjælp lige HER. Det skal nok blive godt. Det lover jeg.

Kærlig hilsen Katrine