Kira Gall Henriksen: En halvhjertet ½ Ironman

Den første runde af de tre på cyklen går fint. Jeg kører med en gennemsnitshastighed på omkring 30 kilometer i timen. Præcis, hvad jeg forventer på en cykel, der ikke helt passer til mig. Jeg bliver glad og tænker, at til trods for at jeg kører på en cykel, der er for stor og slet ikke passer til mig, så vil jeg klare mig rimeligt godt igennem – trods alt. Men så bliver jeg ramt. Varmen og manglen på salt rammer mig med sådan en kraft, at der kun er én vej, og det er energidrik – og hurtigt. Jeg får øje på en bod, hvor de uddeler energidrikke, og jeg råber, at de skal give mig én omgående. Jeg drikker så meget som overhovedet muligt. Men sukkeret rammer min mave så voldsomt, at min mave kramper, og jeg ender med at kaste op, mens jeg cykler. Intet når ud i blodbanerne. I stedet ender det på kørebanen. Jeg ved, at jeg nu virkelig er på spanden. De næste to runder tager godt og vel 70 minutter hver. Jeg føler mig alene og ensom. Jeg er én af de sidste på cyklen. En rigtig kedelig ting. Da jeg når Strandvejen, hvor starten er, bliver jeg næsten væltet tre gange. Folk går bare rundt på vejen og kigger sig ikke for. Jeg er frustreret og har ingen kontrol. Endelig kommer jeg af cyklen og løber ned for at få mine løbesko på. Jeg er træt, og mit energiniveau er helt i bund.

Det går op for mig, at jeg har fejlet med mine patches. De virker ikke, hvis der ikke er styr på saltbalancen. Jeg begynder at løbe mine første syv km. Her møder jeg rigtig mange, jeg kender, der er der for at heppe på mig. Vi laver high fives og andre tilkendegivelser. Jeg er overvældet over hvor mange, der er mødt op for at heppe på mig og de andre deltagere. Efter fire kilometer møder jeg min kollega Thomas og giver ham et kram og luftkys. Jeg bliver så glad.

Men så begynder usikkerheden at komme krybende. Mine lægge begynder at krampe voldsomt, og jeg må ned og gå flere gange. Jeg er frustreret og lige på grænsen til at give op. Da jeg har løbet mine første syv km og herefter modtager armbåndet, der viser mig, at jeg nu kun mangler to runder mere, kigger jeg ind i en jernmands øjne. Marko står der også og venter og hepper på mig. Han ved præcist, hvordan jeg føler, og han kan føle den smerte, jeg er fanget i. Han får også et hurtigt kram, og han råber efter mig: “Du kan gøre det. Kom nu!” Så jeg fortsætter, velvidende at der ikke er andre muligheder end at gennemføre. Det vil blive smertefuldt, men jeg ved, at jeg kan gøre det. Så det gør jeg.

Ligeså snart jeg støder på en forplejningsbod, sørger jeg for at spise en gel for at få salt og sukker. Jeg drikker også to kopper vand. Efter 14 km råber Claus og Patricia på mig. De forsøger at hjælpe. Jeg råber, at jeg skal bruge salt. Kramperne tager til, og jeg er presset. Alle hepper og gør, hvad de mener, jeg har brug for. Da jeg mangler tre kilometer kommer Thomas og cykler ved min side resten af turen, og da jeg mangler halvanden kilometer, kommer Patricia – én af mine trænere – og støtter mig ved at løbe med mig. Endelig kan jeg se en ende på mine lidelser. Jeg er hjemme. Jeg er i sikkerhed. Jeg har gjort det.

Jeg har en bunke smerter, og mine lægge kramper stadig. Det eneste, jeg kan tænke på, er en stor saltet pizza.

Jeg falder i søvn en halv time, efter jeg har spist. Jeg er udmattet. Da jeg vågner, bliver jeg overrumplet af mine følelser. Jeg taler med vores datter, Patricia, og jeg begynder at græde uden grund. Mine følelser er et stort rod. Jeg begynder at forstå, hvor nonchalant jeg har været omkring hele det her. Jeg har taget den endelige beslutning om at deltage to uger tidligere. Ikke en smart beslutning med tanke på, at jeg ikke har løbet i to måneder, eller at jeg ikke har en cykel, der passer til mig, og som jeg i øvrigt heller ikke har været ude på.

Men jeg har lært en masse. Du kan nå de mål, du sætter dig. Du kan opnå alt, hvis du vil det nok. Der er ingen grænser. Kun dem, du selv sætter. De mennesker, du har i dit liv, kan gøre en verden til forskel, så vælg dem omhyggeligt. Stop aldrig med at tro. Tvivl dræber, så gå aldrig den vej.

Og jeg blev mindet om en masse helt basale ting, som jeg allerede vidste, men som jeg havde fortrængt. Forbered dig ved at øve de ting, du skal på den specifikke dag. Svøm ruten, cykl ruten, og løb ruten. Det gjorde jeg, da jeg trænede op til min fulde ironman-distance i 2010. Det betød, at jeg vidste præcis, hvor på ruten det ville blive svært, og hvordan jeg skulle håndtere det. I dag har jeg gennemført i blinde. Jeg har intet vidst om, hvad der ventede mig, og derfor blev jeg ramt hårdt.

Men jeg har gennemført og jeg er trods alt glad. Og én ting er helt sikkert. Jeg gør det igen til næste år.

Hvis du har lyst til at følge med i min træning og kost så kan du følge med på www.facebook.com/Workhardeatcleantalkdirty

Har du lyst til at få en e-bog gratis med lækre opskrifter, så kig på www.Sundtoggodt.dk og tilmeld dig ude i højre side. Det er smagsprøver fra min kommende bog.

Vil du gerne holdes ajour med hvad jeg laver af mad og søde sager, så følg med på Facebook på www.facebook.com/SundtogGodt