Kirsten-Victoria Handberg: Om at se og høre uden forsvar

Nogle gange kan vi mennesker hverken se eller høre. Det er på grund af vores forsvarssystemer.Har du nogensinde prøver at læse noget eller høre noget, som giver mening for dig i dit liv, fortælle det til en veninde og høre hende sige “Det har jeg prøvet at fortælle dig!” “Nå”, siger vi, og kan overhovedet ikke huske, at hun har prøvet at hjælpe os til den indsigt. Eller også kan du huske det, når hun siger det, og bliver lettere forvirret over, at du ikke forstod det da. Som om du slet ikke har hørt hende. Vi afviste det måske endda.

Vi afviser ofte det vi ikke har lyst til at høre at indrømme over for os selv. Vi kan først høre noget, når vi selv gør os erfaringen og får vores egen indsigt i det andre siger. Det er ikke fordi vi ikke hører efter. Vi tager det bare ikke ind – vi har forsvarsmekanismerne i gang for at beskytte os mod viden, der ville ændre vores verden, som vi kender den og måske kræve, at vi stopper op og finder modet frem til at ændre på noget.

Og det ér skræmmende at ændre sit liv! Det er en mekanisme som måske også kan forklare hvorfor det er så svært at ændre verden selvom vi belyser alle dens problemer – vi har ikke lyst til at høre og se dem. Det er det samme, når du læser en bog. Du kan læse en bog og få mange indsigter og fem år efter kan du læse den igen, og der vil være sætninger, passager måske, som du ikke føler, du har læst før. Du kan måske godt huske, du har læst det, og huske hvad der stod, det gik bare ikke ind i dig før nu. Det gav ikke nogen aha-oplevelse før nu. Du ser det nærmest med nye øjne.Uden forsvar.Det sjove ved os mennesker er nemlig, at vi hører og ser mange gange kun det vi vil og har fokus på – og det vi er klar til.