Krisztina Maria: Jeg er vred!

 

Krisztina Maria: Jeg er vred!
http://krisztinamaria.com/11733

Allermest er jeg vred på mig selv! Her er hvorfor.

Jeg har døjet med følgende siden jeg blev kørt ned: Ondt i nakken indimellem, ondt i venstre knæ indimellem, ondt i højre ankel, højre knæ, samt en forstrækning i højre baglår og dertil skal lægges adskillige blå mærker og buler. Men hey, det skal jo også gøre lidt ondt at løbe ind i en bil, der kommer med min. 40 kmt og først bremser når man ligger oppe på køleren/forruden. Jeg er ikke typen der tuder eller klynker. Faktisk tager jeg afstand fra klynk, med mindre nogen er ved at dø eller er alvorlig syg. Er det ikke tilfældet, så vælger jeg at tro og handle mod mulighederne fremfor begrænsningerne. Derfor handler denne blog heller ikke om “smerte” eller selvmedlidenhed.

 

Jeg har til gengæld ikke kunne slippe vreden ifht. mit uheld. Jeg har altid taget mine forholdsregler. Både bag rattet, på cyklen, på gå eller løbeben og derfor også op til flere gange i mit liv undgået, enten selv at komme til skade, eller gøre skade på andre. Men ikke lige den tirsdag morgen, hvor jeg kom løbende som jeg har gjort hundredevis af gange før, overfor det grønne lys, hvor den bil der kom imod mig, ikke valgte at stoppe. Jeg fatter simpelthen ikke, at jeg ikke “så det komme”. Det banker jeg mig selv oveni hovedet over. Det er pisse hamrende dumt. Udover det kan jeg heller ikke lade være med at være en anelse vred på ham der kørte bilen (selvom jeg gav ham en krammer inden han kørte videre den dag, fordi jeg selvfølgelig godt vidste, han ikke kørte mig ned med vilje). For ligesom jeg er vred på mig selv, fordi jeg ikke så mig ordenligt for, da jeg løb ud for grønt lys i det fodgængerfelt, er jeg vred over, at han heller ikke havde sin opmærksomhed hvor han skulle. Han er trods alt mere beskyttet end jeg er i den situation. Jeg kom lige imod ham og sænker man som bilist farten ved et sådan fodgængerfelt og orienterer sig ordenligt, så er der helt frit udsyn ifht. den vinkel vi fodgængere kommer fra. Ingen blinde vinkler, no nothing.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tænker det er en helt normal reaktion. Først blev jeg grebet af retfærdighed, lige da det var sket. Jeg vidste jeg havde grønt og derfor havde ret til at komme over uden at blive drønet ned. Bagefter kom chokket og jeg var i et par dage noget rystet bagefter. Derefter er vreden kommet. Men hvad fanden hjælper det mig at bære rundt på vrede, skyldfølelse eller at give skylden videre? Ikke en skid. Jeg kan intet bruge den til. Sket er sket og hænger vi fast i “hvad der var”, ligesom med alt andet du sikkert også selv kan relaterere til, så kommer vi ingen vegne. Alle de negative følelser vi pålægger os selv, med noget der er sket i fortiden og slæber videre med ind i vores nutid, vil kun begrænse os.

 

For første gang i tre uger forsøger jeg at løbe en tur i dag. Jeg har formået at træne det jeg nu kunne siden mit sammenstød for 20 dage siden, hvilket primært har været styrketræning. Men mine skavanker især i knæ, baglår og ankel har begrænset mig i at kunne løbe, noget jeg iøvrigt elsker. I morges testede jeg mig selv. Gav min ankel og baglår en gang tape og kom afsted på en rolig 4 km tur. Imens jeg løber afsted kan jeg sagtens mærke mit baglår, mit højre knæ og min nakke. Men det er ikke værre end at jeg stadig kan løbe i det (ellers ville jeg naturligvis ikk gøre det, det er jo dumhed såfremt). Det er ikke en smerte der er dårlig for mig og det er vigtigt for mig at få en succesoplevelse og fornemmelsen af at min krop stadig fungerer okay, så jeg løber igennem det. Imens  jeg løber kommer der mange tanker som fører til denne blog. Tanker som at give slip på vreden og sige fuck det, du lever i bedste velgående. Tanker som, ja jeg kan godt mærke mit højre knæ, nakke og baglår, men min ankel og venstre knæ fungerer til gengæld godt! Tanker om hvordan vores tanker/følelser styrer og manipulerer med os og hvordan vi selv kan tage magten over disse, så de bakker os op. Tanker om lille 2 årige Hope i Nigeria, der levede alene på gaden i to år, inden han bleve reddet af Anja og co. fra DINNØDHJÆLP og hvordan det sætter mit eget liv og helbred i perspektiv “Hold kæft, giv slip og løb K. løb”. Alt sammen noget der driver mig igennem de rolige 4 km uden at stoppe, uden at kigge mig tilbage, uden at give de knap så velfungerende lemmer opmærksomhed, men kun fokuserer på hvad der er muligt, at jeg er stærk og kan!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det bliver en succesoplevelse da jeg når tilbage til start. Det var selvfølgelig hårdt og jeg kan tydeligt mærke at mine ben skal igang igen. Jeg vælger at gøre en indsats for, at jeg ingen kedelige efterveer får af det her. Jeg vil gøre mit til at passe på mig selv og genoptræne mig selv stille og roligt, så min krop kan passe på mig igen. Så den kan blive endnu stærkere og bakke mig op, ligesom den gjorde da den valgte at give den bil en skuldertackling af format. Og vreden, den må stadig gerne være der. Så længe den bliver vendt til noget konstruktivt og fandenivoldskhed der driver mig fremad, så kan den stadig være min tro følgesvend som den altid har været.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er du også klar til at “give slip” på det du har slæbt med dig, men som ikke længere gavner dig, men derimod fastholder dig i at kunne komme videre? Såfremt start i dag, senest imorgen, fordi tiden ved du, den kommer aldrig tilbage.