Kvinder og kæledyr: Anna Thygesen

Kvinder og kæledyr: Anna Thygesen

Artikelserie af Elisabeth Tuxen Rubin

Hvorfor har du valgt netop dette kæledyr?
Jeg er et hundemenneske. Jeg har altid haft hund både som barn og voksen. Det er en naturlig del af mit liv. Som voksen har jeg har jeg haft nye hund, hunde jeg har fået som hvalp, hunde jeg har arvet, gamle hunde, andres hund… som barn var jeg altid omgivet af en masse hunde, og jeg kan slet ikke forestille mig et voksenliv uden hund eller hunde. Stod det til mig havde vi to af slagsen. Det er det samme arbejde… men dér sætter Bill grænsen. Han er i forvejen ikke det store hundemenneske. Det er også derfor valget faldt på en lille hund. Det var et kompromis jeg måtte indgå, hvis vi overhovedet skulle have en… Selv har jeg før haft store hunde. Da jeg boede i Spanien slæbte jeg to store Newfoundlændere med derned, Verner og Vicki på henholdsvis 80 og 70 kg. Ja, jeg elsker simpelthen store hunde, og har altid syntes, at små hunde er noget skravl, der ikke kan tåle noget – faktisk er det lidt det samme med biler, de skal helst også være store. Nå men vi endte altså med et lille gadekryds og det er fint nok. Ibsen er klog, hun forstår, at hun er en hund og ikke et menneske – og så er hun jo super nem at tage med alle steder – og det er også relativt nemt at få nogle til at passe hende. Så alt i alt et godt valg.

Jeg synes jo det at have en hund har en opdragende effekt, og det hører med til barndommen at lære at omgås hunde… og andre dyr. Jeg er så bare ikke til hamstere og undulater og sådan nogle dyr. Så jeg fik listet ind, at det skulle være en hund. Alle forældre bør lære deres børn at omgås hunde og dyr generelt, så de ikke bare går hen og klapper dem, uden hensyntagen til om det er én hund, der vil klappes eller hellere vil æde dem.

Jeg synes i øvrigt også at familier der anskaffer sig en hund eller et andet kæledyr skal gøre sig klart, at det aldrig kan være barnets ansvar at passe kæledyret. Barnet kan have pligter i forhold til deres kæledyr, men det er og bliver de voksnes ansvar. Derfor er Ibsen i bund og grund også min hund. Desuden skal en familie tænke sig godt om inden den får hund, der er mange ting man skal tage højde for blandt andet pasning i dagligdagen og ved ferie. Det er helt sikkert, vi havde ikke fået Ibsen, hvis det ikke var fordi kender det sødeste ægtepar som passer hende, når vi har behov for det. Vi rejser en del.

Hvordan valget I Ibsens navn?
De hunde jeg voksede op med som barn havde alle navne som Hansen, Andresen og Larsen.  Ibsens navn blev valgt på min egen ”demokratiske” måde. Bill synes at Åse var et godt hundenavn, for det hed hans afdøde moster, som han holdt meget af. Det var en mægtig ide synes jeg, men det faldt slet ikke i god jord hos Bills mor, som på det nærmest syntes, at det var blasfemi. Så det droppede vi. Vilhelm ville have, at hun skulle hedde Plet, men Plet er jo et skidt hundenavn, lidt ligesom Trofast, Fido, King, sådan lidt for stereotype og børn elsker sådan noget, så jeg skar igennem og sagde, at Ibsen var det perfekte navn til en hunhund, der ikke på forhånd skal dømmes på sit køn – et efternavn kan jo være begge dele.

Hvordan kom Ibsen ind i jeres liv?
Vi besluttede os for at anskaffe en hund FØR vi tog ud og kiggede på hvalpe, det er en god strategi, for de første hvalpe man, og især børn kigger på, er jo dem man forelsker sig i – alle hundehvalpe er jo søde, så derfor tog vi først ud og kiggede på Ibsen og hendes søskende, da vi havde talt med ejeren og var næsten sikre. Det var sin sag at finde et lille gadekryds, der ikke er en muskelhund, som desværre er blevet for ”vild” i en 2 værelses på Amager, vi var lige ved at give op, da vi faldt over en annonce med en sød  lille blandingsterrier fra Næstved. Og da vi så Ibsen så var vi solgt. Vilhelm, min søn var tre år på det tidspunkt og jeg tror stadig at han i en alder af 9 år, tror at en blandingsterrier er en fin hunderace.

Hvilken plads har Ibsen i hverdagen hos jer? Og hvordan påvirker hun hverdagen?
Hun er jo min hund og Vilhelms bedste legekammerat. Ibsen følger mig overalt – uden snor. Hun sidder udenfor alle butikkerne på Amagerbrogade og venter på mig – uden snor. Jeg har lært hende at blive, og jeg har trænet hende i at blive på fortovet, når vi går. Det tog mere end 14 dage, og nogle kilo Netto frikadeller. Hver gang hun gik ud på vejen og væk fra fortovet, lokkede jeg hende tilbage igen og gav hende noget frikadelle, og det blev jeg ved med igen og igen. I dag følger hun bare mig og bliver siddende, der hvor jeg siger hun skal sidde.
Hver dag følger vi Vilhelm i skole. Så sidder hun ude foran skolen, og venter på mig til jeg kommer ud igen. Det er sket nogle gang, at fremmede ringer og fortæller at de har fundet vores lille efterladte forkomne hund. Hun har et lille halsbånd med mobilnummer på. Enkelte gange udvikler det sig nærmest til et slags skænderi. De forstår ikke mit hund-uden-snor-midt-i-København-koncept… ja, jeg har endog oplevet en dame ved Kvickly, som råbte ad mig, fordi jeg havde placeret Ibsen ved hundepladsen UDEN snor, hun mente ikke at en hund uden snor kunne optage en plads. Jeg prøvede at argumentere for at en hundeplads vel er en hundeplads snor eller ej og at jeg jo kom først, men hun fortsatte og jeg blev så paf, at jeg bare flyttede hunden væk. Nu er jeg begyndt nogle gange at tage en snor med for ligesom at undgå disse konflikter… for jeg har oplevet at blive efterlyst over anlægget i Kvickly: ”Lille forkommen hund uden snor sidder uden for og savner sin mor…” Come on altså – folk går nærmest mere op i hunde end børn.

Har du gjort dig tanker om, hvad der skal ske, når Ibsen bliver gammel? Skal hun have lov til at blive ”rigtig” gammel og dø ”selv” – hjemme eller skal hun aflives, når hun ikke rigtig kan mere?
Næ, ikke rigtigt. Det må tiden vise. Jeg vil nok afgøre det sammen med en dygtig dyrlæge. Er det for min eller Ibens skyld, at hun skal holdes i live eller ej…. Jeg komme fra landet. Der er man mere praktisk… altså dyrlægeregninger på flere tusind… kemoterapi… der tænker jeg aahhh er det ikke lige at trække den…. Jeg husker en ”frygtelig” historie min far fortalte om sin ven, vores lokale landdyrlæge, der i hver tilfælde ikke kunne beskyldes for at være blødsøden. Han var sådan en rigtig dyrlæge fra landet med kæmpe hænder og gummistøvler, en mand der var vant til at tage hånd om kør og grise… store dyr. Engang havde en af hans kunder, en ”bydame”, indleveret en undulat til ham, som hun mente havde brok. Hun ville gerne have den opereret. Dyrlægen slog den ihjel og købte en ny undulat mage til den gamle, som han så afleverede til damen. En rum tid efter ringede hun til dyrlægen og fortalte, at den altså havde kunne en masse ord, men det kunne den ikke mere. Dyrlægen forklarede at den måske havde glemt dem pga. narkosen. Det var enormt grotesk for denne her undulat levede jo også unormalt længe….  Anna tænker lidt og fortsætter. Jeg betragter min hund som en hund. For nogle er deres kæledyr et menneske, og det kan jeg også godt forstå, men det er bare ikke mig. De to Newfoundlændere som jeg havde i Spanien, måtte jeg aflive, da jeg kom hjem. Jeg havde en to værelses lejlighed, og de kunne ikke være der – og der var ingen der ville have to så store hunde… og de skulle ikke skilles… så…

Har du tænkt på, om Ibsen skal begraves eller hvad der skal ske?
Jeg begraver dem aldrig. Alle mine kæledyr er aflivet på hospitalet… men måske det vil ændre sig nu med Vilhelm, men okay han er jo næsten voksen, når Ibsen forhåbentlig bliver gammel og dør. Små hunde bliver jo ret gamle… og hundekirkegårde er vist ikke lige mig.

Har du gjort dig overvejelser omkring, om du skal have et nyt kæledyr, når Ibsen dør?
Faktisk har jeg en plan – jeg håber ikke Bill læser dette – Jeg har tænkt mig at lave et set up om at nogle af vores venners venner får en hund, som de så af en eller anden grund ikke kan have, så jeg er nødt til at overtage den… faktisk kan jeg slet ikke forstå, at jeg ikke har flere hunde end Ibsen!? Vilhelm er på min side. Det er faktisk underligt at nej ofte har veto ret. Det er ikke rimeligt at et nej bestemmer over flere ja´er… Jeg skal helt sikkert have hund igen.