Kvinder og kæledyr: Julie Berthelsen

Kvinder og kæledyr: Julie Berthelsen

Artikelserie af Elisabeth Tuxen Rubin

Sangerinde Julie Berthelsen – der for tiden er på barsel med sit første barn – bor i Odense med sin kæreste 1. divisions håndboldspiller Minik Dahl Høegh, sin skønne baby Casper på 6 måneder og den 5 årige Jack Russell Terrier, som hedder Balu

Hvorfor har du valgt netop dette kæledyr?
Jeg har haft hund altid. Startede med Silas, en hvid golden retriever som vi fik da jeg var 6 år. Han levede desværre kun i 2 år – han blev syg. Senere da jeg var 14 år, fik vi så Sofus, en langhåret gravhund. Ham havde vi indtil januar 2009. Han blev meget gammel – han var familiens bedste ven. Det var noget af det hårdeste jeg har prøvet, at skulle sige farvel til ham. Jeg havde boet i Danmark alene i mange år, og savnede at have hund. Jeg havde jo haft Soffe der havde været i mit liv ”altid”.

Hvordan kom han ind i dit liv?
Balu fik jeg i marts 2008 – vi kalder ham også Balusen, Balon, Balone, Badutski… han har mange kælenavn. Oprindeligt ledte jeg efter en gravhund – lige som Soffe – eller en bull terrier. Men Balu blev ved med at poppe up som reklame for Den Blå Avis hunde sektion. Og han så bare så sød ud, at jeg måtte tage ud og kigge på ham. Det var kærlighed ved første blik. Han kom til mig fra den blå avis; siger Julie og ler.

Er Balu ”kun” dit kæledyr eller er det hele familiens?
Han startede med at være min selvfølgelig, men så jeg mødte jeg Minik i august 2008, og Balu havde jeg fået i marts… men Balu blev lynhurtigt også Miniks hund – altså blev han vores hund. Det var en pakke Minik måtte tage med; Julie ler igen, når hun fortæller dette.

Hvilken plads har Balu i hverdagen hos dig? Og hvordan påvirker han din hverdag?
Før vi fik vores søn, var Balu jo i virkeligheden mere vores søn end vores hund. Nu hvor vi har fået den lille Casper, er det klart at Balu har fået et liv der minder mere om et “hundeliv”, men han er ikke nedprioriteret eller skubbet ud. Overhovedet ikke! Af jalousi meldte han sig selv lidt ud af familien i starten – de første 2 måneder måske – derefter var det som om han accepterede, at han skulle dele liv og opmærksomhed med “lillebror”. Så han er inde igen på eget initiativ, og det glæder os. Nu er vi en rigtig lille familie.

Har du haft andre kæledyr som voksen?
Ja, jeg havde to katte med en tidligere kæreste. Han var mest til katte. Det var hyggeligt nok – jeg havde ikke rigtig det forhold til katte, men det fik jeg så. Min søster har også katte, så helt utrænet var jeg ikke. Men det var mest hans katte. Jeg havde jo hunde som barn og min storesøster havde en hamster og en undulat.

Hvad stiller du op med Balu, når du skal på ferie?
Balu er altid med, når vi rejser til Grønland. Han er ret berejst! Han har også været med på bilferier til storbyer i Europa. Til Grønland er han ”håndbagage”, og han er derfor med i kabinen. Det er ret sjovt. De kender ham efterhånden om bord. Når vi rejser længere væk, hvor det ikke duer med ham i bagagen – vi har f.eks. været i Bangladesh og i Sri Lanka af 3 uger ad gangen – så får vi ham passet herhjemme. Vi har et vennepar uden hund eller børn (endnu), som gerne rykker ind i vores hus og passer begge. Det er en gave!

Har du gjort dig tanker om, hvad der skal ske, når Balu bliver gammel? Skal han have lov til at blive ”rigtig” gammel og dø ”selv” – hjemme eller skal han aflives, når han ikke rigtig kan mere? Politihunde og andre arbejdshunde, bliver f.eks. aflivet og erstatte af en anden ny hund, når de ikke kan mere.

Jeg tænker på det tit, men prøver at udskyder tanken. Jeg vil helst ikke føle det endnu. Jeg har jo prøvet det, og det har Minik også. Vores kærlighed til Balu er så stor, at jeg slet ikke kan rumme tanken om, at han skal blive gammel og forlade os på et tidspunkt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får hund igen derefter! Det er det eneste der virker for mig. Men jeg vil aldrig glemme den hund jeg havde, men en ny hund giver nyt liv. Selv om man så som regel skal igennem det hele igen (med tankerne om at miste og sorgen ved at miste), men det er det værd!

Vi var på en måde “heldige” med Sofus. Han blev jo virkelig gammel, og drømmescenariet var at han selv en dag bare ikke vågnede. Han havde klaret mange små sygdomme og rygproblemer og senest enkelte knuder uden mén, og han var en glad hund. Men til sidst, på en gåtur med min far, faldt han om. Dyrlægen fortalte senere, at det var en blodprop – muligvis i hjernen. Mine forældre vidste godt, hvor det bar hen allerede inden dyrlægen kom; så Sofus fik et lækket fedet stykker kød og mad. Kærlighed og luksus til det sidste. Han fik en sprøjte; fordi der var ikke andet, der kunne gøres. Jeg har det sådan, at hvis dyrene har det godt på trods af det der hører med til alderdommen, så skal de have lov til at “køre den helt ud”. Hvis de på nogen som helst måde lider eller er i smerter der ikke kan hjælpes eller lindres, så må man tage den hårde beslutning. Det er humant, og de mærker intet andet end at de falde i en dyb søvn…. Men jeg tror nu godt, de ved hvad der foregår. De kan jo mærke, at man er ked af det.

Jeg synes, at det er helt urimeligt med arbejdshunde og sportshunde der aflives alt alt for tidligt “bare fordi”, de ikke kan arbejde mere. Jeg har hørt om alt for mange hunde der aflives i stedet for at få nye familier eller blive resocialiseret. De kunne jo godt leve videre et andet sted. Og have et godt liv. Men det er en helt anden – og lang – diskussion.

Har du tænkt på, om han skal begraves eller hvad der skal ske?
Jeg synes, at det er så smukt at der findes kirkegårde til kæledyr. Og jeg synes bestemt ikke nogen skal grine af det eller kalde det spild af ressourcer. Det gør mig gal! Det er kolde mennesker! Muligheden for at få sine kæledyr kremeret og få en urne, som man kan have hjemme, i haven, eller på kirkegård, er så dejligt – når man har haft dem så tæt på sit hjerte.

Sofus begravede vi selv i haven. Og vi fulgte de kommunale regler der var omkring dette. I Grønland er der ikke deciderede kirkegårde til dyr, så der fikser man det selv. Hvis man overlader dem til dyrlægen, hvilket også er en mulighed, så bliver de brændt ved forbrændingen og er væk – sådan. Det er ikke den smukkeste måde, men for mange er det nok at sige farvel – og vi ses, når kæledyret går bort  – og så er resten lige meget. Det har jeg fuld respekt for. Men Soffe skulle være ved huset! Det bestemte vi. Og Balu skal helt sikkert enten begraves hjemme i haven i Grønland eller på dyrekirkegård her i Danmark:

Og jeg skal uden tvivl have hund igen – efter Balu; om min kæreste vil det eller ej!
Interesserede kan følge Julie Berthelsen på twitterprofil @Berthelsenjulie eller på hendes facebook side http://www.facebook.com/pages/Julie-Berthelsen/122568742917