Kvindetid med Malene Hasselblad
Vil du afsløre noget rigtig hemmeligt fra din Kvindetid?
Ved ikke hvad det er med massage og Tyrkiet? Men er det ikke Ditte Okman, du har interviewet, som også har haft en mere end interessant oplevelse med en tyrkisk massør? (jo det er – læs selv https://kvindetid.dk/ditte-okman-om-kvindetid/).
Well, jeg kan også bidrage med én. Jeg var på ferie i Tyrkiet med mine børn for to år siden. Min søn var taget med ud at sejle med nogle andre danskere, vi havde mødt, den mindste på et år var faldet i søvn i klapvognen og så skuede mit øje pludselig en massør, der havde “klinik” på stranden. Høps, tænkte en klog. I med ungen under en palme i skyggen og så kunne jeg da ligge og få massage på briksen ude i solen = Velvære og farve på min blegkvabsede krop.
Men jeg ved ikke, om det bare var mig, der var Frøken Snerpe, og i den sølle testosteron-manglende forfatning jeg var i, burde jeg vel bare have smilet og taget til takke med, hvad jeg kunne få. Meget hurtigt kunne jeg i hvert fald konstatere, at massørens briks var for lav, for på bemærkelsesværdig vis, havde jeg hurtigt et bløddyr i berøring med mine hænder. Jeg prøvede hele tiden diskret at flytte min hånd væk, sprede mine fingre; alt, der kunne undgå en berøring. Men man må sige, at han var øvet i sin disciplin. Hele tiden fik jeg løgposen lagt op i hånden, mens han upåvirket masserede videre. Bløddyret lige så upåvirket, hvilket i sig selv selvfølgelig også var en præstation. De fleste mænd ville nok have ’rejst flaget’ og gjort fuld honnør, men hans var ’trained and very civilized’, og den var højst lidt halvfed en gang i mellem. Jeg synes faktisk, det var rimelig klamt. Jeg overvejede et kort øjeblik at bede ham om at gemme løgposen væk til bedre tider (Læs: en anden måske sexhungrende turistmø, der velvilligt ville tage imod tilbuddet), men jeg ville også gerne have mine 40 minutter for mig selv, så jeg lod bløddyr være bløddyr og lod som om, jeg ikke tog notits af de løjerligheder, der udspillede sig i hans små løse shorts.
Hvad skal din næste Kvindetid bestå af?
Jeg har lige fundet ud af, at jeg har børnefri hele næste uge. Den lille er på ferie hos sin far og den store med sin moster og fætter, så jeg har besluttet at have kvindetid i dette tilfælde = Malene-tid, hele ugen. Jeg bruger de to gavekort, jeg har liggende til henholdsvis massage og ansigtsbehandling, jeg skal i karbad omringet af tændte stearinlys og skøn loungemusik i højttalerne, skal ligge og krydre røv på min solseng med et glas frisklavet lemonade (nogen der kommer og laver det til mig?) jeg skal gå lange ture med hunden, indsnuse den friske havlugt (satser på der ikke er pålandsvind) og have sand mellem tæerne. Jeg har kun ét ønske. Kære Gud, lad det blive solskin HELE ugen, donerer gerne tirsdagen væk, hvor jeg alligevel arbejder i døgnets 24 timer, lige den dag, må du gerne smide solskin over Tyskland, men så er det altså også retur til moi.
Hvem kender du, der er god til at tage sig tid til kvindetid?
Det tror jeg faktisk, de fleste af mine veninder er, men nu hvor jeg er flyttet i et hus, der ligger 2. række fra vandet med lille have og gårdterrasse, så vil jeg gå i front og invitere hyppigere til kvindetid, så kan det være, jeg kan være med til at lave en lille dominoeffekt og få de andre op på lakridserne igen. Vores tøseloge har også stået standby det sidste år, den må på banen igen, så vi kan få noget ekstra på opleveren SAMMEN, og så synes jeg, min søster skal vinde i LOTTO, så hun kan invitere mig på forlænget weekend til Barcelona ha ha.
Billedet af Malene er taget af fotograf Pia Tromborg
www.forlagetsyntaks.dk
www.blogalicious.dk
www.gallerihasselblad.dk
www.malenehasselblad.dk
https://kvindetid.dk/hurra-for-malene-hasselblad-og-40-min-bare-roev/
Læs om 40 Min Bare Røv