Kvindetid med Pernille Melsted
Kvindetid med Pernille Melsted
I dag har jeg den udsøgte passionerede fornøjelse at bringe et interview med Pernille Melsted om Kvindetid. Pernille er en af mine store Kvindetids inspiratorer, idet jeg altid bliver så grebet af hendes facebook opdateringer, billeder og check-ins og kan fornemme, hvordan de dufter af passion og nydelse. Efter min mening har Pernille virkelig forstået det og da jeg var rygskadet sidste år, var Pernille en af dem jeg levede igennem, mens jeg lå og led (så ved du det Pernille).
Derfor mine damer – er det med stolthed jeg giver jer Forfatterinde, Lærerinde, Passionista Extraordinaire og Professionel Shadow Buster… Miss Pernille Melsted
Hvad tænker du, når jeg siger Kvindetid?
Jeg tænker, at jeg måske ikke bruger ordet “kvinder” så meget, da det klinger lidt kønspolitisk i mine ører. Jeg foretrækker ordet “damer”. MEN, bortset fra den detalje, så tænker jeg på mine veninder. Jeg er velsignet med en håndfuld virkelig skønne, sjove og kloge veninder og elsker at bruge min tid sammen med dem. Jeg bliver opløftet, beriget, bekræftet, spejlet og udfordret. “Kvindetid” giver først og fremmest associationer til mine fødselsdage, hvor vi sidder 8-12 kvinder rundt om mit spisebord og drikker champagne og fortæller røverhistorier til vi segner. Og til mit årlige julearrangement, hvor selvsamme kvinder sidder rundt om mit spisebord og drikker glögg og reflekterer over året, der er gået og skriver vores ønsker for det nye år ned på små kort i små kuverter, som jeg gemmer (forsvarligt) til året efter.
Sætter du tid af til Kvindetid f.eks i din kalender?
Udover at være ret god til at pleje mine private venindeskaber, sætter jeg faktisk tid af i kalenderen hver måned til at dyrke professionel kvindetid i PassionClub, som er min online klub – kun for kvinder. Her holder vi fokus på et enkelt område af vores liv – måned for måned. PassionClub er den bedste idé, jeg nogensinde har fået, jeg elsker formatet og får selv sindssygt meget ud af at være med.
Vil du afsløre noget rigtig hemmeligt fra din Kvindetid?
Så er det jo ikke hemmeligt! Fortrolighed er en dyd jeg sætter meget højt på min liste over kvaliteter i veninder. For nylig var vi 4 veninder samlet privat og havde en aften med enorme røde bøffer, masser af drinks og snak så privat, at enhver flue på væggen ville have drattet om af bar spænding.
Hvad skal din næste Kvindetid bestå af?
Det noget ustabile augustvejr har gjort at jeg har mit faste sommerritual til gode: masser af kold hvidvin på min terrasse med de samme 8-12 veninder. Det arrangement bliver nok rykket indenfor nu! Og så gerne en lille spontan septembertur til London med en veninde.
Hvem kender du, der er god til at tage sig tid til Kvindetid?
Min gode veninde og business partner Mette Holbæk er rigtig god til – helt spontant – at samle MANGE kvinder. Jo flere jo bedre. Og gerne hjemme i hendes køkken med tusind børn, der flagrer rundt i alle retninger. Hun er en ægte italiensk mama.
Læs meget mere om og af Pernille på
PassionClub
http://pernillemelsted.com/hvad-skal-jeg-vaelge/passionclub/
www.pernillemelsted.com