Kvindetid med Pouline Middleton
Kvindetid med Pouline Middleton
I dag har jeg talt Kvindetid med Pouline Middleton, der er forfatterinde og indehaver af forlaget Fiction Works http://fictionworks.dk/. Jeg hørte første gang om Pouline i forbindelse med bogen “En kvinde tre mænd”. Den handler om en kvinde, der vinker farvel til den eneste ene og siger goddag til tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. Og så var bogen baseret på Poulines eget liv. Senest har Pouline skrevet Spor af længsel en bog om at gå efter og handle på sine drømme.
Mere om Pouline på www.poulinemiddleton.dk
Hvad tænker du når jeg siger Kvindetid?
Ro, fordybelse og Mintid. På et tidspunkt gik det op for mig, at man som moderne menneske kan få alt hvad man vil, bare man ikke vil have alt. For mig betyder det, at træne min evne til at prioritere, hvad der er vigtigt i mit liv, og dernæst at finde frem til, hvordan jeg får mere af det i mit liv.
Sætter du tid af til Kvindetid?
Ja, det gør jeg. Mange mænd er gode til at få plads til det, der interesserer dem, så den evne har jeg kopieret. Det betyder, at jeg afsætter Mintid, hvor jeg bestemmer, hvad der skal ske, højt på listen og pligter og praktiske opgaver i hjemmet længere nede på listen. Mintid handler om at nyde rejsen uden hele tiden at fokusere på målet.
Hvad skal din næste Kvindetid bestå af?
I øjeblikket går al ledig Mintid med at skrive en krimi færdig. Der er to kvindelige hovedpersoner, en kriminalassistent og en journalist. De bryder sig virkelig ikke om hinanden, da bogen begynder, og det påvirker efterforskningen. Jeg nyder at skrive om deres antipatier overfor hinanden, fordi det udvider feltet for, hvad der kan ske mellem dem. Der er plads til andet og mere end det pæne og beherskede. Bogen hedder ”Tålt ophold” og er den første i en serie.
Vil du afsløre noget småhemmeligt eller sjovt fra din Kvindetid?
I en periode af mit liv havde jeg tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. Det var en sjov tid, hvor kvindetid fik en ny betydning og der blev mere af det. For idet jeg gav mændene i mit liv roller, gav det mig en frihed til selv at vælge, hvad jeg var i humør til. Interessant nok provokerede det både nogle kvinder og nogle mænd, mens det inspirerede andre. Jeg skrev romanen ”En kvinde tre mænd” om det.
Hvem kender du, der er god til Kvindetid?
Alle de kvinder, som skaber er nødt til at være gode til kvindetid. Magt over sit liv handler om selv at fylde tiden med det, man synes er relevant. Nogle gange er det at sætte benene op og læse en god bog eller et blad. Andre gange er det at være sammen med sit barn eller ringe til en veninde. Og andre igen kan det være at skrive et kapitel igennem en gang til, så den følelse, man vil have frem, kommer frem.