Kvindetid med Rikke Juul
I dag har jeg interviewet en af mine gode veninder Rikke Juul. Rikke har to teenagedrenge og driver en psykologpraksis på Christianshavn. Udover det formår hun om nogen at hygge om sig selv og andre. Jeg har selv fornøjelsen af at tilbringe rigtig meget kvindetid sammen med Rikke og det er mig ;-) Rikke lige har været i Nice sammen med.
Hvad tænker du, når jeg siger Kvindetid?
Kvindetid er for mig både noget jeg har sammen med de skønne kvinder jeg kender, men også noget jeg har alene. Men de ting jeg gør – sammen med veninderne eller alene – er måske ikke de traditionelle kvindeting.
Måske er jeg ikke så god til ting, som almindeligvis hører under kvindeting. Jeg får f.eks aldrig ordnet negle, shopper altid alene, får aldrig massage på briks ved siden af veninde og går meget sjældent til café latte-aftaler. Faktisk har jeg det måske bedst i selskaber, som også inkluderer mænd.
For mig er kvindetid absolut også alenetid. Jeg tager hvert år en eller to uger alene til Thailand. Jeg læser, kigger ud i luften, spiser, drikker og bader. Intet andet. Det der overraskede mig mest var faktisk, hvor lidt jeg tænkte kloge tanker. Jeg var bare. ”Hvornår skal jeg gå i bad?”, ”Hvor skal jeg spise?”, og ”Behøver jeg barbere ben i dag?” var de tanker der optog mig mest. Men jeg oplevede også hvordan folk omkring mig hviskede og kiggede mærkeligt på mig. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at folk synes at det var synd for mig. At jeg måtte være et meget ensomt menneske, siden jeg ikke havde nogen at rejse med. Jeg elsker at være alene – hjemme i nattøj eller i bikini i Thailand.
For et par år siden fandt jeg et vidunderligt kolonihavehus som er mit og kun mit – her tilbringer jeg det meste af sommeren, når jeg ikke er i min praksis eller sammen med familien. Det er dér jeg lader op og slapper af. Kan bruge en hel dag på at nippe blomster og bare tulle rundt derude.
Sætter du tid af til Kvindetid?
Ja, det gør jeg. Jeg går meget ud med mine kvindevenner og jeg rejser meget sammen med mine veninder. På rejserne er vi sammen 24 timer i døgnet og det er altid meget intenst. Disse rejser tager ofte om sig og vi bruger mange timer inden og efter på at tale om vores tur.
Hvad skal din næste Kvindetid bestå af?
Min næste kvindetid er en forårsfrokost sammen med nogle fantastiske kvinder mellem 25 og 52 år og så en enkelt bøsse. Vi har arbejdet sammen og har en form for loge, hvor vi går på værtshus og drikker masser af øl. Vi snakker, råber, griner og danser på bordene. Det lyder måske ikke særlig feminint, men vi har altid en fest fra vi starter til vi går hjem hen mod morgenen. Og så plejer vi at invitere sjove og skønne mænd til at komme forbi senere på aftenen.
Min seneste rejse var kvindetid på højt plan, idet jeg lige har været i Nice med en rigtig god veninde. Vi spiste, læste ugeblade, snakkede, grinte, gik ture, drak vin og var bare sammen.
Vi du afsløre noget småhemmeligt eller sjovt fra din Kvindetid?
Hmm…..som en af mine allerkæreste veninder altid plejer at slutte festen med, når vi har været ude – ”What happens in Vegas stays in Vegas”. Og det tror jeg er meget klogt.
Hvem kender du, der er god til Kvindetid?
Jeg synes at de fleste kvinder jeg kender er ret gode til kvindetid. De kvinder jeg kender er generelt gode til at tænke på både dem selv og på deres nærmeste. Og egentlig synes jeg også selv at jeg er god til at prioritere tid til mig selv og de mennesker jeg kender – om det så er kvinder eller mænd.